R.E.M.embered

Savner vi ikke da tre, engang fire mænd fra Athens, Georgia kaldte sig for REM, lavede relevant musik i tiden og udsendte den på plade? Seks år siden det lille store band kastede håndklædet i ringen og gik hver til sit. Håber de fandt personlig glæde ved ikke længere at skulle arbejde sammen, for rent musikalsk står resultatet mikroskopisk som i nærmest ikke-eksisterende. R.E.M. er et klassisk eksempel på den givende helhed, der er større end summen af sine parter. Den åbenlyst mest interessante af disse, Michael Stipe, har siden R.E.M. boet i New York, haft en arty blog, designet et skateboard eller to, optrådt et par gange som spinkel support til Patti Smith, samt til en tribute-koncert for David Bowie i Carnegie Hall, men ellers holdt sig langt væk fra den musik, han så klart blev sat i verden til at prøve kræfter med. Guitarist Peter Buck derimod udsender gavmildt plader, som ikke mange af os, der har tjekket dem ud, egentlig orker at høre; for de er mageligt ligegyldige og 100% ordinære uden Stipe’s stemme og Mike Mills’ popøre tilsat. Peter Buck har fødselsdag i dag. Vi ønsker ham en god en med verdens mest urealistiske ønske: Get back! Her er R.E.M. i en fænomenal 2003-optræden på Letterman’s Tonight Show…

3 tanker om “R.E.M.embered”

  1. Du glemte Michael Stipe’s største kunstneriske bedrift siden tiden med R.E.M – anlæggelse og vedligeholdelse af sit episke skæg!

  2. Godt nummer og god energi. Undrede mig dengang, lidt over hans blå stribe af maling henover ansigtet. Er der en forklaring på dette?

Skriv et svar