Forleden aften så jeg Martin Scorceses lange dokumentarfilm Living In The Material World på DR2. Filmen giver et fremragende indblik i og overblik over George Harrisons liv og karriere i og efter The Beatles. Når jeg her vælger et Lennon/McCartney-nummer er det ikke for at bagatellisere Harrisons indsats, men for at fremhæve, at The Beatles var et band, hvor helheden blev endnu større end summen af enkeltdelene.

På singlen “Rain/Paperback Writer” fra 1966 er The Beatles på højden af deres kunnen som band. De har allerede bevæget meget langt væk fra det tekstunivers af kærlighedssange, der prægede deres Merseybeat-rødder, men de er endnu ikke nået frem til den LSD-agtige surrealisme. Musikalsk er “Rain” og “Paperback Writer” på hver sin måde et fremragende og detaljeret blueprint for det, der senere blev til powerpop (og af en eller anden grund primært blev en amerikansk specialitet – jvf. Big Star og hvad deraf fulgte).

Som en del andre store musikere (Elvis er det særligt triste eksempel) blev de fire fra Liverpool “hyldet ihjel”, og en på sin vis forståelig modreaktion satte ind. Alt i alt har det derfor været svært at kunne påskønne, hvor banebrydende og dygtige de var, og det kan af samme grund virke reaktionært at påpege at The Beatles var helt usædvanligt dygtige. Men af og til er de “mavefornemmelser”, der lader os skelne mellem godt og skidt, ikke en tilstrækkelig forklaring.

Nogle grupper har haft to fremragende sangskrivere, der skrev hver for sig og sammen (The Rolling Stones og The Clash er strålende bud), mange andre havde én fremragende sangskriver (The Kinks, The Who, The Replacements, The Jam osv. osv.), men en af de få grupper, der til sidst havde hele tre af slagsen, var The Beatles. Og så gjorde de mange og lange år på vejene dem til et usædvanligt godt sammenspillet ensemble. Samtidig var det så vel også det, der fik dem til at holde op med at spille live og endte med at gøre det af med band-samarbejdet. De voksede fra hinanden, som klicheen lyder.

For retfærdighedens skyld: Ringo skrev kun to sange i Beatles-årene, og ingen af dem når op på Lennon-McCartney/Harrison-niveau, men Living In The Material World og Mark Lewisohns fremragende bog The Complete Beatles Recording Sessions afslører, at det på mange måder var ham, der bandt gruppen sammen ved både at være den trofaste og gennemkreative trommeslager (prøv at høre Ringo fortælle om trommespillet på “Here Comes The Sun”) og den trofaste og respekterede ven. (Hvem var det da også, der sad bag trommerne på de fremragende soloalbums Plastic Ono Band og All Things Must Pass ?)