Det er dén næstsidste dag på året, hvor New York City-punkens ypperstepræstinde Patti Smith fejrer sin fødselsdag. Læste hendes selvbiografiske Just Kids for nogle måneder siden og fandt imellem ellers stærkt sansede skildringer af det tabte 70’er-New York en selvoptaget kvinde, der uden den mindste slinger i jeg-er-kunstner-valsen var istand til for altid at give afkald på sit førstfødte barn, der blev bortadopteret uden tårer, savn eller eftertanker. Skal ikke dømme Patti som sådan, men i bogens ellers intense sammenhæng, hvor hendes kunst er liv og liv er hendes kunst, fik den lunkne mangel på interesse, ansvar og feeling for hendes dog egne nyfødte babys skæbne – et rationaliseret ‘farvel og hav det så godt!’ – hende til som menneske at fremstå mærkeligt hul og overfladisk. Her er Patti Smith i en Stockholm-optagelse fra 1976 af gigantiske ‘Free Money’ fra debutklassikeren Horses, der iøvrigt opføres i sin helhed på Det Kongelige Teater, når Patti kommer på besøg i København til næste år…
Every night before I go to sleep
Find a ticket, win a lottery,
Scoop the pearls up from the sea
Cash them in and buy you all the things you need.Every night before I rest my head
See those dollar bills go swirling ’round my bed.
I know they’re stolen, but I don’t feel bad.
I take that money, buy you things you never had.Oh, baby, it would mean so much to me,
Oh, baby, to buy you all the things you need for free.
I’ll buy you a jet plane, baby,
Get you on a higher plane to a jet stream
And take you through the stratosphere
And check out the planets there and then take you down
Deep where it’s hot, hot in Arabia, babia, then cool, cold fields of snow
And we’ll roll, dream, roll, dream, roll, roll, dream, dream.
When we dream it, when we dream it, when we dream it,
We’ll dream it, dream it for free, free money,
Free money, free money, free money, free money, free money, free money…
Nej, det kan du have ret i. Det er nok mest den sædvanlige rationalisering af Adoptionen, der er tale om. Men gad vide hvad Patti Smiths andre, voksne børn har sagt til hende. De ved jo også hvad der er sket og kunne nok have lyst til at møde deres ukendte søster. Sådan har jeg selv haft det med de søskende, jeg sent i livet opdagede at jeg havde.
Så køligt Patti Smith her fra nutiden beskriver/skøjter henover det der skete dengang, er der ikke meget som tyder på en u-vending og nuværende kontakt.
Jeg har tit tænkt på det samme. Man har ellers et billede af Patti Smith som et varmt og engageret menneske, men dette er underligt.
Joni Mitchell fik også en datter som helt ung, som hun bortadopterede. Senere fik de to kontakt med hinanden og har i dag et godt forhold. Men i mange tilfælde er det barnet, der opsøger sin biologiske forælder — det er nemlig typisk her, behovet for at finde fred og finde sine rødder ligger. Ofte er en mor, der bortadopterede som helt ung, nødt til at konstruere og holde fast i en forklaring om at hun gjorde det for sit barns bedste. (Nogle af os har set Sporløs.)
Måske har Patti Smith faktisk kontakt til sin datter — der i øvrigt er født den 26. april (!!) — men holder det simpelthen i privatsfæren. De andre nære personer, hun beskriver indgående i sine erindringer, nemlig hendes afdøde mand Fred Smith og fotografen og kæresten Robert Mapplethorpe var trods alt dels afdøde, dels kendte mennesker som alle på forhånd vidste at hun havde haft et nært forhold til.
Men vi ved det ikke; måske får vi det aldrig at vide mens Patti Smith lever.