I et omfattende værk af spraglet The Pogues-musik, der ofte lyder som De Gyldne Løver på polsk speed, dyppet i whisky og rullet i fjer, gemmer der sig indimellem de helt fantastiske sange med billeder af længsel og et strøg af evighed i sig. Her udlever Shane MacGowan og co en af dem…
4 tanker om “Sange som drømme af en tabt verden”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Jeg hører i skrivende stund Peel Sessions med The Pogues; det er interessant at Shane MacGowan faktisk endnu ikke har den grødede stemme på disse knap 30 år gamle optagelser, men synger nogenlunde “rent” (han rammer så måske jævnt tit en halv tone forkert, men…)
The Pogues har/havde vel næppe højere promille end deres store forbilleder og landsmænd The Dubliners. Forskellen er i høj grad at de også skrev så gode sange selv – efterhånden som karrieren skred frem, blev der stadigt færre sange skrevet af ham/hende, der kalder sig Trad. MacGowan var dygtig, men Philip Chevron og Terry Woods kunne bestemt også lave sange, der var værd at høre.
Haha, undskyld jeg udtrykker mig uklart. Hvad jeg mente var blot, at The Pogues’ musik ofte er så traditionel sand på gulvet-irsk, at den uden sin høje alkoholprocent + Shane MacGowan’s himmelåbning ville være ganske umulig for vel mange af os at være i selskab med.
De Gyldne Løver havde mange efterlignere, og altså især i Irland.