Nu gik det lige så godt med den fornemme optræden i K.B. Hallen lørdag aften, hvor Morrissey og band viste sig fra absolut bedste side med en overskudsren indsats. I aften skulle det hele så have foregået igen på Hovet oppe i Stockholm, men nej, sent i aftes lagde Morrissey Sverige ned og fortsætter nu i stedet med showet i Tempodrom i Berlin fredag aften. Er det så sygdom der for 11. gang (!) siden starten af maj ligger bag aflysningen af et Morrissey-show? Nej, han skriver selv, det er en generel udmattelse hos band og crew der gør, at man ikke kan tage op til Stockholm og spille halvanden time. Vi ledes til at forstå, det er så hårdt med rejserne på disse koncerter i Europa uden finansiel støtte fra et pladeselskab, at alle på touren er mere udmattede end man kan forestille sig. Sådan lød det alt andet end lige ikke lørdag aften.