Ze german and ze jew…
Nej, det er ikke titlen på nogen Far Til Fire-i-Alperne-film, men i forsommeren 1984 navnet på et dansk TV-show, hvor en sober Roskilde Festival-bound Lou Reed er på besøg, i hvad må være de mest håbløse kulisser nogensinde i noget europæisk TV-program. At intervieweren ovenikøbet har stjålet hele sin bløde garderobe fra Bamses Venner er nok bedst at lade passere uden kommentar – så folk virkelig sådan ud!?! Lou tager det hele ind med beundringsværdig ro – se her.
Næ. Aldrig som helhed. Kender numre som ’Dirty Blvd’, hvor Dion synger kor, og ’Good Evening Mr. Waldheim’.
Aldrig hørt New York?
Har det lidt sjovt med Lou Reed. Jeg kan godt lide, det han har lavet, men jer hører det ikke mere. For et år eller halvandet siden genhørte jeg ’Coney Island’. Det er stadigvæk et fremragende album. Men igen, det hører for mit vedkommende en anden tid til. Til gengæld ryger Velvet Underground og John Cale stadig på grammofonen i ny og næ.
New York-pladen har jeg vist aldrig hørt.
Well, har man som jeg været teenagevrag i Sønderjylland i starthalvfemserne, burde man måske heller ikke pege fingre af andres påklædning gennem tiderne 😀
Legendary Hearts er klart et besøg værd! Fandt den frem igen her i aften, teksterne er også dejligt ligetil og prunkløse og med et vist bid og swing – ligesom musikken.
New Sensations lyder som en plade for mig. Jeg plejer godt godt at ku li’ når Lou Reed er glad og poppet!
Du har ret, Jimmie Jazz – den videooptagelse var nok det absolutte lavpunkt i Love Shop’s historie. Og dog lignede overtegnede måske der en dresseret abe på en lirekasse, men aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG et medlem af Bamses Venner! Hellere pest og kolera end ebola!
Nå, men til sagen, den top-5 over favorit Lou Reed-albums. Her lirekasseabens udvalgte:
1. Transformer
2. Coney Island Baby
3. Berlin
4. RockandRoll Heart
5. The Blue Mask
Kender ikke Legendary Hearts så godt – den vil jeg tjekke ud, tak! HA, anerkender naturligvis dens kvalitet, men har alligevel aldrig fået et nært forhold til New York-pladen…
New Sensations blev, så vidt jeg husker, kritiseret en del for at være for poppet, da den kom frem. Men den indeholder efter min mening mange fine sange, og så viser den onkel Lou i sjældent set godt humør! Hvis jeg skal sammenligne den med andre Lou Reed plader må det være Legendary Hearts.
New York er du nødt til at give en chance, Jimmie J. Som byen den er opkaldt efter, er det ren klasse!
Jeg må med skam meddele, at jeg simpelthen ikke kender New York godt nok til, at den kom med, ved godt at den normalt regnes til hans bedste. New Sensations nævnes sjældent derimod, og jeg har aldrig hørt den. Hvordan er den?
Coney Island er også forbandet god, den burde jeg måske ha haft med…
Undskyld Hr. Jazz, men hvor er New York?
1. New York
2. Transformer
3. Legendary Hearts
4. Coney Island Baby
5. New Sensations
@Jens
Jeg husker svagt en Casanegra video, der gør, at jeg måske ville holde lidt igen med hånlatteren over fortidens farve- og tøjvalg på fjernsynet hvis jeg var dig 😉
Skal vi så iø ikke ha det sædvanlige listespas? Top 5 over Lou Reed solo albums:
1) Transformer – “kedelig” etter måske, men uomgængelig ikke desto mindre
2) Berlin – modbydelig ondsindet lyrik, Alice Coopers backing band og lækker 70er produktion
3) Legendary Hearts – dejlig straight forward og ligetil, en man tit kan holde ud og høre i modsætning til Berlin
4) The Blue Mask – gode sange, masser af dejlig rockspade
5) Ectasy – alt for lang og lidt af en rodebutik, men rigtigt, rigtigt gode sange indimellem og så lyder Lou Reed forrygende efter han er kommet op i årene
Uha-uha… Dejlige minder fra 1984 hvor en ung HA oplevede Onkel Lou for første gang. Jeg havde forberedt mig ved at slide “Live in Italy” pladen op hjemme på den gamle grammofon. Og udover den – så vidt jeg husker – ganske fine koncert, havde jeg via min tjans som teltvagt mulighed for at stå ganske alene foran Orange Scene og høre Lou og bandet lydprøve, før festpladsen blev åbnet for den gemene pøbel.
I min erindring spillede han “Sweet Jane” den sommerdag, men efter 25 år er hukommelsen sgu ikke, hvad den har været 😉
Somme tider kan jeg ikke helt finde ud af om Lou Reed er sur og selvoptaget og dybest set hader at blive interviewet eller konsekvent driver gæk med dem, der interviewer ham.
Fantastisk klip. Sten Bramsen og hans musikalske venner.
Det kan jeg kun respektere – skifter straks MMM-billedet ud med endnu et af de to VU-lovers…
Jeg har Metal Machine Music på cd.
Netop dette Lou Reed-album vil aldrig komme i nærheden af mit iTunes-bibliotek.