Hvem skulle have troet? Vejen syntes svær for videre udvikling allerede efter Lana Del Rey’s debutalbum Born to Die, der for to år siden på ryggen af ‘Video Games’-noveltyhittet ligesom tog hendes myteforelskede retropop hele vejen ud og hjem. Derfor glædeligt at opfølgeren Ultraviolence, som udkommer i dag, faktisk er et langt bedre album. Støbt i en drowsy, tilbagelænet, valiumdesperat men dog rockorienteret sound, der ikke lyder som noget andet lige nu, får vi en samling slingrende torch songs, der bevæger sig langt ind i den forulykkede kærligheds heart of darkness Hollywood-style. Et sted hvor Del Rey’s narkotiske stemme – og hun synger langt bedre og mere overbevisende end sit rygte her – folder sig bittersødmefuldt sårbart ud. Det er udstrakte sange der kræver flere lytninger, før deres ofte store melodier for alvor åbner op og folder sig ud. Ultraviolence er på den vis skæbnesvanger og idyllisk som en David Lynch-film, lige inden det afskårne øre dukker op i det grønne græs. Lana Del Rey trænger med Ultraviolence alle de hidtil tyngende referencer i baggrunden og har begået et udsøgt album, der for nu står som et oplagt bud på sommerens soundtrack.