Billedet her er fra Kreuzberg, lige ved Axel Springer-huset. Mine forældre har et andet hængende, af mig og min søster, der står i bidende kulde foran Muren, ikke langt fra Brandenburger Tor. Det er fra februar/marts, 1987. Er mere end glad for at have oplevet Berlin tæt på, mens Muren delte byen i fri og lukket; vibrerende Vestberlin under det drejende symbolske Mercedes Benz-logo i blåhvidt lys oppe fra Europa-bygningen på Ku’damm, BZ/tyrker-stenhulerne ude i Kreuzberg, hvor U1 endte blindt og raslede tilbage hævet over gaderne, mure fugtige grå alle vegne, ramponeret af skudhuller fra russernes fremrykning i ’45. Og Østberlin, ubrudt nedslået, homogeniseret steril, bevæbnet, forsagt, metaltræt. I aften er det 20 år siden byen blev genåbnet. Havde David Bowie/Iggy Pop kunnet lave så livsbekræftende, særegent smuk og billedskabende klaustrofobisk musik i nogen anden by, end netop opdelte Berlin?!? Tror det ikke…
Vermouth: Desværre var jeg lidt for sen på aftrækkeren mht. at tage til Berlin i tog – var først afsted lørdag aften og ankom til Berlin søndag morgen – desværre var det tømmermandsplaget Berlin vi mødte den morgen – men op af dagen kom der lidt mere gang i sagerne og flere trabier. Men toget derned husker jeg som temmelig feststemt… ærgrer mig stadig over at vi ikke kom afsted 24 timer før. Men vi fik da lidt af euforien at mærke og nogle gode foto-oppurtunities.
Jeg tog, som Mikkelsen, nattoget til Berlin, torsdag d. 9. november 1989. Husker en kold og klar nat på Rostock Banegård, med suppekøkken og rygende skorstene i det fjerne. Husker også, hvordan toget i løbet af morgentimerne, da vi endelig var kommet af sted fra Rostock, blev fyldt op med spændte østtyskere. Og, hvordan de måtte stille sig op i kø, da vi nåede Friedrichstraße, mens vi vesterlændinge behændigt blev ledt udenom og ind i det forjættede Berlin. Husker køer foran de steder, hvor der blev udbetalt Begrüßung Geld. Og endeløse kolonner af østtyskere ved de folkekøkkener, hvor de kunne få gratis mad. Husker østtyske børn med gyldne kongekroner fra McDonalds. Husker en lang række mærkværdige politiske demonstrationer af enhver observans. Husker dog ikke den løsslupne folkelige forløsning og eufori, som medierne, her tyve år efter, har på dagsordenen.
Nætterne ude på Café Anfall i Kreuzberg lignede dog til forveksling de nætter, vi havde tilbragt der i årene før muren faldt.
Trist er det, at det – selv for en af Vestens største og stærkeste økonomier – tager så lang tid at få en misligeholdt landsdel op på beatet. Og yderligere trist bliver det, når man tænker på, at de tyske “Ossier” næppe er de i det daværende Jerntæppeområde, der i dag har dt sværest…
Man skal ikke langt udenfor Berlin, specielt retniong øst, før det er slående hvor nedlukkede, afviklede og fattige tingene synes. Ikke underligt på så håbløs en baggrund, netop Brandenburg-regionen er et højsæde for det extreme højre i Tyskland.
Der er en verden til forskel på f.eks. Saarlandets skovprægede natur med små postkort-agtige byer, Rügens ferielandskaber, Hamburg og Berlin. Men alle fire lokaliteter er umiskendeligt Tyskland.
Og så vil jeg tilslutte mig anbefalingen af Lasse Ellegaards artikelserie. Alle, der ikke læser Information, går unægtelig glip af noget.
Enig, 88. Mange, mange østtyskere længes da også i den grad tilbage til tiden, da de havde deres østtyske selvværd, og ikke blot var fattige andenrangs-mennesker på statslig nåde i det nye åbne Tyskland.
var selv i Berlin i 1986 – og sidenhen utallige besøg! Er SÅ glad for, at jeg nåede at opleve muren, køre gennem Checkpoint Charlie – opleve at køre fra farver ind i sort/hvid…….mange gode minder, fabelagtig by!
Fristes til at skrive Berlin er ikke Tyskland…
Kan anbefale Lasse Ellegaards serie “I jerntæppets skygge”. Et citat der meget godt udtrykker situationen i de gamle østlande:
»Det er jo vældig godt, at grænserne er åbnet. Men hvad nytter det, at du kan rejse frit, hvis du ikke har penge til billetten?«
http://www.information.dk/emne/serie-i-jerntæppets-skygge
Og som Tom Kristensen engang skrev længe før Berlin-muren:
“Kvindelæber, hestemuler,
Åben mund og krænget grin.
Denne by er fuld af syner.
Hvem kan sove i Berlin?” i det fantastiske digt “Nat i Berlin”.
Og hvor var det dog herlige dage for 20 år siden, for os som er for unge til at have oplevet den første mand på månen (med eller uden feber i kroppen), er begivenhederne i Østeuropa i 1989 nok det største, der favner vores generation. Fremtiden bankede på, 1990′ erne åbnede sig….
Tankevækkende hvordan netop repressive politiske regimer/strukturer paradoksalt kan være medvirkende til at der skabes stor og banebrydende musik/kunst, og hvor kunsteren slipper godt afsted med at sende en fuckfinger op i hovedet på magthaverne uden at magthaveren ser det. Må jeg rent undtagelses i dette rockforum nævne den klassiske, russiske komponist Shostakovich som var en mester i denne vanskelige og farlige fuckfingerkunst, hvor han gjorde tykt grin med Stalin uden at han bemærkede det. Leningrad-symfonien er vel nok den mest berømte, men hans andre værker er lige så medrivende. Under afspilningen af den biograffilm der dokumenterer uhyrlighederne i Auschwitz bruges hans musik – så er det vanskeligt at holde tårerne tilbage.
Var i øvrigt i Berlin i disse dage for 20 år siden – rejste om natten i tog fra Kbh. og undervejs gennem Østtyskland kom der flere og flere glade østtyskere på toget – det var meget mærkeligt det hele…..
På spørgsmålet om hvorvidt nogen anden by kunne have inspireret til den fantastiske musik som Berlin har været inspirationskilde til… så Belfast?
Det er i det hele taget synd, at Tyskland har ry som et “kedeligt” rejsemål, det med hornmusik og pølser forsynede naboland, som man kører igennem på vej til de “interessante” rejsemål. Det er jo et spændende land!
Vi var en tur i Berlin her i sommers; noget af det, der fascinerede mig, var hvor forholdsvis isoleret den tyske hovedstad egentlig er. Togstrækningen fra Hamburg er præget af vidtstrakte marker, meget lidt bymæssig bebyggelse – og så, pludselig, kommer den store by.