Billedet her er taget udenfor Arsenal’s AGM-aktionærtræf i London i dag. Det er ikke kun i Liverpool og Manchester, at afmagten omkring den pengetotalitære upstairs/downstairs-dagsorden, FIFA og UEFA så nådesløst har styret topfodbolden i gabet på, er stor. Flere og flere tilhængere har svært ved at få øje på sjælen i moderne bold i dag, med dens groteske billetpriser, fantomhøje lønninger/spillerindkøbspriser, samt de ofte mærkværdige og økonomisk lunefulde rigmands-klubejerforhold, der kaster lange skygger sportsligt. Financial Fair-Play-begrebet har været talt om i lang tid, men så længe fordelingen af penge mellem den absolutte CL-elite og resten er så markant som nu, synes der ikke meget håb for klubber, rigtige klubber, som vi kender og elsker dem. Set på den baggrund var det da sukker i såret, at en nuværende marginaliseret, men tidligere storklub som Ajax Amsterdam i aftes tog milliardærhobbyprojektet Manchester City ned med 3-1 i en CL-gruppekamp. I aften tager Liverpool i fattigdomsturneringen Europa League imod Anzhi Makhachkalas fra Rusland. Nej, jeg kendte dem heller aldrig før en vis Suleyman Kerimov, en af Rusland’s nyrigeste milliardærer, købte både klubben, Guus Hiddink, Samuel Eto’o, samt en ordentlig håndfuld topspillere fra Rusland, Brasilien og Afrika, og med det samme ramte sportslig succes. Bliver Kerimov ikke træt af sin ekstravagante hobby og lader den falde frit, vil Anzhi utvivlsomt være blandt de toneangivende i Champions League inden længe. ‘Money can’t buy you love’, sang The Beatles fra hjemmeholdet’s by i aften. Nej, men latterligt mange penge kan hurtigt skaffe dig succes, pokaler og mulighed for at slå økonomisk plat på topfodbold. FIFA som UEFA omfavner det. Vi andre må nødtvungent leve med det.
Liverpool – Anzhi Makhachkalas, torsdag, kl. 21.05, 8’eren/downthelocal
For nogle år siden, ca. 15 år efter starten på CL forsøgte jeg at lave lidt statistik på den bedste engelske række.
Gik 10 år tilbage ad gangen og talte hvor mange forskellige hold der havde været i top 3 i løbet af de årtier. Præ-CL “effekten” havde der konstant været 10-13 forskellige hold i top 3 henover. Et hold som Nottingham Forrest havde været oppe og snuse til toppen i ALLE de ti-årige perioder.
Efter: 6 – og 2 af dem var Blackburn og Newcastles kortvarige besøg i toppen. Reelt var der kun 4.
Set i det lys kan man så diskutere om den unaturlige påvirkning af mere eller mindre tilfældige indskydelser og klubvalg fra milliardærers side rent faktisk kan siges at være en positiv påvirkning. Om ikke kan det siges at ruske op i den konstante ophobning af penge og magt som tog form blandt de faste CL deltagere, som langsomt var ved at gøre Premier League til en lidt mere fancy version af den skotske liga.
Selv som fan af et af disse hold må man konstaterer at det ikke var sundt – men uanset sidder man også samtidig tilbage med en stigende følelse af begreber som storhed og historik er ved at være fuldstændigt udhulede og ikke tilstedeværende, ej tilkommende, for nogen af de medvirkende – med den baggrund som succes erhverves på idag. Pengenes stigende og arbitrære determinering af hvem der står øverst på skamlen synes at give den placering en betydning der ikke længere trækker tråde årtier tilbage, men snarere gøres op i måneder. Suk…