Kan være svært med de talløse utilpassede singersongwriterpiger på guitarer og klaverer, gennem pladeselskabsfoyerer og radiobølger dag og nat. En der rager langt op over mængden, ja, når hun her er bedst nærmest op i Gillian Welch- og Cat Power-højder, er amerikansk-japanske Rachael Yamagata. Hendes nye – hun har ifølge hurtig webresearch lavet en anderledes mainstream-orienteret plade tidligere  – dbl-album Elephants/Teeth Sink Into Heart  er en på det nærmeste opløftende musikalsk rejse gennem tab og længsel.

Elephants er den afdæmpede afdeling med sine ni langsomt udfoldende sange, mens meget anderledes Teeth Sink Into Heart er temperamentets holdeplads, befolket af konfrontationslyst, distortede guitarer og utålmodig fart på samtlige fem tracks. Sidstnævnte plade er ret ligegyldig. En PJ Harvey kan det spil så langt mere overraskende originalt. Hvorimod Yamagata’s Elephants står helt på egne ben, åbner op og trækker sit stik sikkert hjem, med udstrakte men skarpe sjælebilleder, i en patineret klassisk lyd, der flere gange – mest mærkbart på ‘Little Life’ og mageløse ‘Horizon’ – fortaber sig og farer vild i egen overvældende skønhed. Det sidste er helt forståeligt. Absolut en anbefaling værdig.