Sommeren 1986 var ikke som denne, en veritabel ørken for ny, relevant rockmusik. I midten af juni havde Manchester’s The Smiths udsendt tredje og hidtil bedste studiealbum, den grønklædte, talentblomstrende affære kaldet The Queen Is Dead (samt så ovenikøbet 21. juli en spritny single, T. Rex-finten ‘Panic’). 28. juli fulgte Athens, Georgia’s da endnu ukronede konger R.E.M. efter med fjerde album på fire år, Life’s Rich Pageant, som ovenpå depressive Fables of the Reconstruction (1985) præsenterede et helt anderledes vitalt samlende band, nu pludselig klar til at påbegynde erobring af verden…
Jeg ved godt, at det ikke er decideret rock, men i min verden er 2019 et af de bedste udgivelsesår i mands minde. Listen er lang og kvaliteten høj. Nye vidunderlige albums fra Strand Of Oaks, Ryan Bingham, Josh Ritter, Hayes Carll, Nils Lofgren(med seks numre skrevet sammen med Lou Reed), Springsteen, Lukas Nelson(ja, Willies søn og det er forbandet godt), Jesse Malin, Todd Snider(indspillet i Cash Cabin), Chris Robinson Brotherhood og senest skotske Edwyn Collins. Senere på året Joseph Arthur og Wilco(ja singlen giver begrundet håb).