Hvad pladeudgivelser angår, har det nye år indtil videre været bemærkelsesværdigt stille. Derfor ekstra grund herfra til at påskønne Lucky, det nye og femte studiealbum med New York City-trioen Nada Surf.
Efter ‘Popular’, bandets MTV-omfavnede postgrunge-noveltyhit fra den første plade, var chancen stor for aldrig mere at støde på Nada Surf igen. Men et talent der umiddelbart nemt kunne overses, har over en række uspektakulære men voksende fine albums alligevel bevist sit eget specielle værd.
For Nada Surf’s styrke er med tiden blevet en ubesværet-lydende og vægtløs sangskrivning, tilsat glasklar stemmeføring ovenpå traditionel guitar/bass/tromme-line up. Formlen er ikke helt ulig Band Of Horses eller nok især The Lemonheads, fra omkring da de toppede med bubblegrunge-milepælen It’s A Shame About Ray.
Så markant en auteur-frontfigur som Lemonheads-omdrejningspunktet Evan Dando ejer Nada Surf ikke. Derfor mere blot det solbeskinnede spindelvæv af ringende guitar-molakkorder, end et egentligt personligt fingeraftryk, som glimrer. Og så selvfølgelig de små store melodier, som på Lucky’s elleve sange måske lykkes bedre end nogensinde før for Nada Surf.
Er aldrig rigtig steget ombord i DCFC, men foretrukket NS i den sammenligning. Jeg har altid syntes, at DCFC virker lidt for blodfattig. Muligvis uretfærdigt…
Jeg tænker på Death Cab For Cutie, når jeg hører det nye album med Nada Surf – og ikke kun fordi Ben Gibbard fra Death Cab For Cutie er med og fordi Chris Walla fra selvsamme band har produceret. Det er den samme pop-fornemmelse, der præger begge gruppers musik. Nada Surf startede som powerpop, men er nu mest pop. Og det gør ikke spor.
Enig. Det har faktisk været en glædelig overraskelse hver gang Nada Surf har ladet høre fra sig.
Først glædelig overraskelse over genhør med et uanseeligt band, man egentlig havde glemt, og derefter følelsen af, at den nye plade er den bedste endnu fra dét univers. Måske fordi formlen er så relativt enkel, præcis som “ubesværet-lydende og vægtløs sangskrivning, tilsat glasklar stemmeføring ovenpå traditionel guitar/bass/tromme-line up”, men alligevel fængende og opslugende.
Det er ikke et band, hvor de store personligheder driver værket – det ses klart i live-situationen – men det samlede udtryk er det, der varer.
Ville have et været et perfekt sommer-soundtrack, hvis albummet var udkommet lidt senere på året – passende baggrund til en roadtrip. Hmm, måske netop derfor var albummet også på anlægget på vej hjem i bilen på årets første lyse nat – efter Unmack/Nørlunds afslutningskoncert i Odense:-)
Branman2000> Tak for linket. Hvor spiller og synger de fedt. Hyggeligt man kan se de bare sidder med morgenhår og rocker den ud 🙂
Hvis Nada Surf kommer til DK igen kan jeg i øvrigt varmt anbefale deres koncerter. Var så heldig at se dem to gange på “The weight is a gift”-touren og det var virkelig fede og dynamiske koncerter.
Det er kvinderne der har lagt bedst ud i år: Cat Power, Shelby Lynne og senest Goldfrapp.
Nyd i den forbindelse også deres fine optræden hos Nic Harcourt fra den L.A. baserede radiostation KCRW. En iøvrigt værdig arvtager til John Peels trone.
http://www.kcrw.com/media-player/mediaPlayer2.html?type=video&id=mb080205nada_surf