Ja, den er svær, men ugens udgave af NME producerer alligevel en top-50 indenfor den dystre disciplin. Her nedenfor står så de øverste tyve af de ifølge NME halvtreds mørkeste, men ikke før det er nævnt herfra, at f.eks. Coldplay’s A Rush Of Blood To The Head er med på en liste, der ikke finder plads til Joy Division’s kulsorte diamant Unknown Pleasures. Ian Curtis’ gravsten Closer er dog med som #22, atten pladser bag The Smiths’ mol-melodiøse Meat Is Murder. Bizart, nu målet er mørke…
01. Manic Street Preachers – The Holy Bible
02. Spiritualized – Let It Come Down
03. Nirvana – In Utero
04. The Smiths – Meat Is Murder
05. Nico – Desertshore
06. The Cure – Pornography
07. Nick Drake – Pink Moon
08. Antony And The Johnsons – I Am A Bird Now
09. Johnny Cash – The Man Comes Around
10. Kanye West – 808s & Heartbreak
11. Portishead – Dummy
12. Morrissey – Vauxhall & I
13. Joni Mitchell – Blue
14. Scott Walker – The Drift
15. Wire – 154
16. Nine Inch Nails – The Downward Spiral
17. David Bowie – Heroes
18. Dépêche Mode – Violator
19. Leonard Cohen – Songs Of Love And Hate
20. The Psychedelic Furs – Talk Talk Talk
Savner sådan noget som Wolfsheim og Sopor Aeternus & The Ensemble of Shadows på listen. Det er måske lidt for kontinentalt for NME?
Mangler da også et par Nick Cave albums på den liste.
Murder Ballads er jo en oplagt kandidat, men også Boatman’s Call har en tendens til at være ligeså ubehagelig som den er smuk.
lad mig præcisere – ved godt at der i forhold til Cash’s tekster ikke er noget “DF-at-komme-efter” – men musikken er i bedste fald konservativ og kommer efter min mening ikke med noget der peger i en spændende “ny” retning.
Nu bliver jeg nødt til at forsvare Johnny Cash. Selv om han blev set med de fleste amerikanske præsidenter, også de mest højreorienterede af dem, var han næppe særlig enig med Dansk Folkeparti. Johnny Cash’s holdning til kriminelle er f.eks. helt væsensforskellig fra den danske højrefløjs utallige tirader om strengere straffe, og han satte fokus på de amerikanske indianeres rettigheder på et helt album (Ballads of the American Indian). Kunne man forestille sig f.eks Richard Ragnvald synge om grønlændernes skæbne?
Cash var også blandt de første, der anerkendte “alt-country” (som vel oprindelig snarere var en tilbagevenden til de gamle dyder). Selveste Uncle Tupelo var f.eks. support på en af hans turneer.
Ja det er pudsigt at country er blevet sådan en kæledægge for the Indie-establishment – måske er det kedsomhed eller behovet for at vise sig i visse kredse der fører til at man rækker ud efter noget ‘nyt’. Alt-folk bølgen kan også ses i bybilledet hvor en del unge mænd ligner til forveksling mæan af Amish-folket. Jo ældre man bliver jo mere ser man gammel vin på nye flasker.
Undertegnede har også vanskeligt ved den dag i dag at være jublende glad for Johnny Cash – der er sågu i min bevidsthed reminiscenser af noget Dansk Folkeparti over nogle af hans ældre sager. Sorry Johnny. Men er dog rigtig glad for Bonnie Prince Billy og slige sager.
Tilbage til Metallica – har også redet den hest hårdt – og i dag hører jeg det sjældent. Dog mener jeg stadig, at de skal have respekt for deres indsats for metal-genren sammen med mange andre bands.
Nogle metalbands beskriver sig selv som “mørke”, men det er godt nok ikke mange. Paradise Lost kaldte sig selv for “mørk rock” en overgang, men det var da de var allermest Depeche Mode-inspirerede (og faktisk lavede nogle ganske udmærkede album; deres sangskrivning er godt nok gået ned ad bakke siden).
Jeg er enig i at der i “indie”-establishmentet er en underligt snobbet holdning til en del andre musikgenrer, ikke mindst metal og hip-hop. Country har man omsider taget til sig, takket være “alternativ country” (som jeg holder meget af).
Selv synes jeg nu, at And Justice For All er det mest dystre album fra Metallicas hånd; jeg må dog indrømme, at jeg tabte interessen for Metallica efter Load og Reload. Når man ligefrem kalder et album for St. Anger, er der et problem – ikke med at man kalder sin musik for mørk, men med at man kalder sin musik for vred!
@Jens: Har nu aldrig set, at Metallica har beskrevet/opfattet sig selv som ‘mørke’. Grunden til den manglende repræsentation af metal-genren på NME’s liste hænger vel sammen med indie-establishmentets generelle ringeagt overfor metal-genren.
Kunne være sjovt, hvis NME laver en liste over “ærlige kunstnere” så må Springsteen vel tage en sikker 1. plads.
@Bent M.: Enig.! “Black Celebration” var mere passende at sætte på sådan en liste.! “Violator” er jo nærmest en samling festsange sammenlignet med indholdet på BC 😉 Mørkt men langtidsholdbart album som ofte rammer min afspillers laser.!
Townes Van Zandt og Elliott Smith burde vel også være selvskrvne, hvis mørkt skal forståes som dealende med den tungeste alvor.
Det går dog altid galt såsnart artister opfatter sig selv som ‘mørke’ i udtryk og kunstnerisk vægt. Hvorfor f.eks. Metallica ikke bør kunne være med. The Go-Betweens’ Robert Forster siger det ligefremt i sin bog The Ten Rules Of Rocknroll: Never follow an artist who describes his or her work as ‘dark.
enig i at Scott Walker skal figurere på listen. Mangler noget Cabaret Voltaire, måske Bauhaus og noget af det første Einstürzende Neubauten og hvorfor ikke Metallica’s black album hvis der skal lidt metal i bægeret.
Enig en lidt underlig liste.
Jeg kunne nu godt komme i tanke om et “mørkere” album med Depeche Mode end lige netop Violator.
Kan dog godt lide historien om optakten til Holy Bible med turné i Tyskland: Spille om aftenen, se på kz-lejre om dagen.
En underlig liste. Hvad er et “mørkt” album? Ét, hvor teksterne er alvorlige? Så er de fleste metalalbums mørke, og store dele af f.eks. Bruce Springsteens produktion mørke. Titelnummeret fra Heroes er en af mine absolutte yndlingssange og faktisk temmelig langt fra at være et “mørkt” nummer.