Hvad er 27 år? Ikke meget i det store regnskab, når talen falder på David Bowie’s banebrydende indgang til, hvad siden skulle komme, på albummet Station to Station, der udkom denne uge i 1976. Hans liv i USA var da kørt af sporet, en skilsmisse på vej, og filmoptagelserne til The Man Who Fell to Earth havde taget hårdt. Bowie har siden udtalt, at pladen blev lavet på en diæt af kokain og mælk, samt at han intetsomhelst husker fra indspilningerne. Svært at tro, da Station to Station‘s musik hører til i den absolut mere komplekse ende af hans katalog, og i den grad må have krævet sin åndsnærværende kaptajn for ikke at kuldsejle. For Station to Station kommer stilistisk meget langt omkring over sine kun seks numre: Fra Young Americans-ekkoet ‘Golden Years’ over store luxuriøse romancer til den musik, Bowie siden kaldte ‘en bøn om at kunne vende tilbage til Europa’. Og ja, det europæiske element er stærkt tilstede, allermest på titelnummeret’s majestætiske ti minutter, som indtager Kraftwerk’s ‘Trans-Europa Express’ og spytter den ud som noget helt andet, mere fysisk, men ligeså fremtidslydende og koldt. Det er her og på den ligeså usentimentale ‘TVC 15’, David Bowie’s musikalske Berlin tager sin begyndelse.
Læs The Guardian-skribenten Alex Needham’s lovprisning af albummet her.
Der findes ingen tilfredsstillende filmoptagelser på nettet fra David Bowie’s Station to Station-verdenstour i 1976 – iøvrigt med hele to shows på Frederiskberg – hvor titelnummeret indledte hver aften. Derfor istedet her sangen, som den bruges i Christiane F – Wir Kinder von Bahnhof Zoo fra ’81…
Hvad skulle vi gøre uden denne blog! Der blev jeg i den grad klogere, og hvilken opvarmning til koncerten.
Scenen som Jens refererer til. kan ses ca. 1:20 inde: http://www.youtube.com/watch?v=NHsj1WKF6b8
Det bør måske også nævnes, at Salvadore Dali var med i skabelsen af denne særdeles surrealistiske film. Hvad den evt. symbolisere vil jeg lade det op til den enkelte at tænke sig til. Men vil anbefale den varmt..
Nyt også for mig, specielt da sangen starter med toglyde, og som sådan ialfald er en musikalsk rejse til måden der blev tænkt musik på i Düsseldorf i den periode.
Bowie spurgte iøvrigt Kraftwerk om de ville spille support på touren, men nej, det ville de ikke. Istedet kørte han så hver aften med en visning af Luis Bunuel’s Den Andalusiske Hund (den med øjeæblet) før showtime.
Jeg troede i mange år at titlen refererede til en togrejse. Kraftwerk citerer da også albumtitlen (og nævner David Bowie og Iggy Pop) på den engelsksprogede udgave af titelnummeret på Trans-Europe Express. Men faktisk henviser titlen til de fjorten “fald”, Jesus gjorde da han bar korset til Golgata. På engelsk hedder disse fald “stations of the cross”.
Se dette og meget mere i http://thequietus.com/articles/05047-david-bowie-station-to-station-review-anniversary