Man udsender ikke plader i december. Deres nye tilstedeværelse overses og drukner så nemt i julehandlens hektik og fokusering på det allermest bredt populære. Og iøvrigt er det svært at arbejde seriøst med pladeselskaber, medier og tourvirksomhed i en måned, hvor den normale rytme i den grad er punkteret af højtidens snarlige komme. Intet af dette hindrede dog The Clash i 14. december 1979 at udsende dbl-albummet London Calling. Her et lille kvarters YouTube-doku om tilblivelsen af den plade, der om nogen kunstnerisk placerer The Only Band That Matters som – undskyld mig! – det største britiske band ever…
Lyst til mere? Her er London Calling‘s 65 minutter og syv sekunders musik. Som sådan faktisk over ti minutter kortere end f.eks. Arcade Fire’s seneste værk, der i CD-alderen ikke blev udsendt som værende et dbl-album. Men sådan er der så meget. Enjoy!
London Calling 00:06
Brand New Cadillac 03:24
Jimmy Jazz 05:34
Hateful 09:28
Rudie Can’t Fail 12:14
Spanish Bombs 15:45
The Right Profile 19:06
Lost in the Supermarket 23:00
Clampdown 26:47
Guns Of Brixton 30:39
Wrong’Em Boyo 33:47
Death Or Glory 36:58
Koka Kola 40:54
The Card Cheat 42:42
Lover’s Rock 46:33
Four Horsemen 50:36
I’m Not Down 53:32
Revolution Rock 56:40
Train in Vain 1:02:15
Interessant – den skal lige høres…
Nå here goes. Jeg kunne ikke holde mig under de 70 minutter, numrene er jo generelt skide lange på sandinista, men det er trods alt et dobbeltalbum med fire herlige sider. London Calling vinder nok stadig, men men men hvor er der mange fede numre her også:
Side A:
Somebody Got Murdered
Police on My Back
The Sound of Sinners
Rebel Waltz
Hitsville U.K
Side B:
Up in Heaven (Not Only Here)
Something About England
The Magnificent Seven
Junco Partner
Corner Soul
Side C:
The Call Up
Charlie Don’t Surf
Ivan Meets G.I. Joe
Lightning Strikes (Not Once but Twice)
Let’s Go Crazy
Side D:
Washington Bullets
Version City
Lose This Skin
Broadway
Lad os høre hvad du kommer frem til.
PS – Skal vel egentlig kun være 18 numre, nu ‘Train In Vain’ var skjult LC-bonustrack (og faktisk slet ikke at finde på det hollandske pres, mange af os her i DK købte 14. december 1979).
Et helt igennem fantastisk album, som aldrig bliver uaktuelt. Strummer er savnet. Vi kunne godt bruge hans stemme i disse tider. The Clash var jo netop multikulturelle i deres musikalske udtryk og tilgang til livet. En Strummer bredside mod højredrejningen, følelseskulden, stigmatiseringen af muslimer mm. både verbalt og i musikken ville have været interessant. Diplomatsønnen Strummer havde hjertet på det rigtige sted. En af vores. Jeg sad ellers og legede med tanken om at sætte London Calling op mod Sandinista pund for pund. 65 minutter ca., 19 sange. Frit valg på numrenes placering på Sandinista versionen. Kan det lade sig gøre og hvilket album ville vinde? Tror jeg vil nørde lidt med det senere. And the winner is…?