Efter karrierens fire første og stærkeste album kom Echo & The Bunnymen’s længe ventede femmer i 1987 umiddelbart som en problematisk og for blodfattig affære. Men set på afstand, og de langt svagere ting bandet siden skulle udsende, er ‘det grå album’ Echo & The Bunnymen alt andet end så svagt som først antaget. Tjek bare åbneren ‘The Game’, der stråler med stærk melodi, de rigtige ord og Ian McCulloch i fortabt-croonende storform…
2 tanker om “The midnight trains I never made…”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Jeg har også altid haft et svagt punkt for dette album. Jeg synes det virker friskere end Ocean Rain, som selvfølgelig også holder, men alligevel er lige lovlig selvhøjtideligt, næsten prog rock agtigt.
Helt enig, Jens. Albummet lyder friskt på vinyl. Produktionen har altid været debatteret, men langt bedre end sit rygte.