The Smiths udsendte fire regulære studiealbums i Manchesterbandets så hektiske løbebane, inden opløsningen i 1987. Det nok mest kendte af dem er The Queen Is Dead og udkom i dag for 30 år siden. Denne plade var en perfektion af de takter bandet længe havde vist, men som endni i albumform ikke var blevet helt forløst. Det blev de på denne plade, der står som en engelsk masterclass i, hvad kan udrettes med den klassiske besætning af bas, guitar og trommer. Johnny Marr’s musik tager konstant overlegne popgreb undervejs på de ti sange, da specielt når man tænker på han da kun var 22, og Morrissey’s smægtende stemme præsenterer lyrik på toppen i sin leg med tragik og kulsort humor. The Queen Is Dead er en milepæl indenfor britisk popmusik. Og det endda selv om dens efterfølger Strangeways, Here We Come muligvis er endnu bedre. Her ‘Some Girls Are Bigger Than Others’, en sang så fjerlet, fin og delikat, at stakkels Marr må have været lettere chokeret over, Morrissey valgte den som musikalsk baggrund til en uforpligtende tekstmæssig throwaway-joke. Lå der virkelig ikke mere ordmæssigt potentiale gemt i de gyldne toner?! I Morrissey’s Autobiography afsløres det iøvrigt, at dens hovedperson heller ikke så noget stort lys i ‘There Is A Light That Never Goes Out’, som, stod det til ham, nok var blevet skrottet fra albummet. Der går en meget tynd linie mellem genialitet og galskab.