For to år siden, da Suede udsendte sin kronologiske The Best Of Suede: Beautiful Ones 1992-2018, var den første tanke her, at de to første sider af vinyludgavens fire næppe ville kunne matches af nogen anden opsamling hvad rocknroll-eufori, følelse af momentum og bandmagnetisk x-factor angår. Men hey, nu er det sket. Købte i fredags den nye Sex Pistols-opsamling The Original Recordings, der netop er udsendt i anledning af den aktuelle Disney Plus TV-serie Pistol, baseret på guitarist Steve Jones’ selvbiografiske Lonely Boy-bog. Serien er formodentlig tåkrummende, for hvordan skulle Sex Pistols’ nihilistiske vildskab og så markante persongalleri overhovedet kunne gengives bare nogenlunde acceptabelt som Disney-drama?! Ligemeget, for den best of er det hele værd. Efter Liverpool’s smertende finalenederlag i Champions League lørdag aften drak jeg kolde øl og fordøjede sorg i denne plades majestætiske larm. Mand, hvilken fantastisk vrede! Johnny Rotten stråler som karismatisk skrigende sanger, og bandet bag ham spiller med langt større swagger og swing, end de nogensinde dengang fik credit for. Du kender måske ligesom jeg alle disse numre udenad, men de får en ny friskhed af den anderledes rækkefølge, end man er vandt til fra Never Mind The Bollocks (1977). Læg dertil nogle ætsende stærke b-sider fra det oprindelige bands fire singler. Ja, naturligvis falder det hele kilometer i både niveau og relevans på de fem numre fra side 3 og 4, hvor Steve Jones og hjælpeløse Sid Vicious tager mikrofonen, men side 1 og 2 har det hele, alting, de bedste Sex Pistols-sange og lidt til. Tjek de to første siders fantastiske tracklist her…