Som om Interpol, Editors og tidens mange andre ikke allerede fik slået det fast i spændetrøjestramme 4/4: Ian Curtis har ikke levet forgæves. Faldt i aftes over nedenstående ret imponerende og sortglitrende melodrama, som udover klart at sejle under Joy Division-flag, også peger i retning af Peter Murphy’s Bauhaus, Manchester’s alt for oversete The Chameleons – hvis 1983-debutalbum Script of the Bridge er et must indenfor genren – samt måske endda de helt anderledes ufrivilligt komiske Sisters Of Mercy: London’s O. Children med ‘Ruins’ – enjoy!
En tanke om “Nye ruiner”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Hovhov! Jeg tror godt jeg tør love, at Sisters of Mercy faktisk langt hen ad vejen var FRIvilligt morsomme i al deres teatralske undergangsstemning.
Exhibit A: denne Hot Chocolate-tåreperser http://www.youtube.com/watch?v=t7GDJFH-E0E 🙂