Jeg deler fødselsdag med David Bowie (og fødselsår med denne blogs anden forfatter, men det er en anden snak). Denne forbindelse til Bowie gik først op for mig nogle år efter, jeg begyndte at interessere mig for ham dengang allerførst i firserne. Og i dag bliver han så tres (og det gør jeg ikke).
Fra tiden før min interesse for Bowie for alvor blev vakt kan jeg huske videoen til “Life On Mars” på TV, da jeg var dreng. Manden med flammehåret gjorde et stort indtryk! Og nogle år senere hørte jeg “Sound and Vision” på et kassettebånd. Senere, da jeg for alvor begyndte at forstå rock’n’rolls forandrende kræfter, begyndte jeg at købe mandens utallige albums, og jeg er stadig ikke færdig. Hverken færdig med at købe albums eller med at lytte til David Bowie.
David Bowie: Sanger, sangskriver, saxofonist, stildanner – men også engang stofmisbruger, selviscenesætter, særling – og i perioder småkedelig.
1970erne var Bowies storhedstid; han kunne næsten ikke gøre noget forkert eller få en ligegyldig idé. Han var producer og samarbejdspartner med Lou Reed, Iggy Pop og Brian Eno og sang duet med John Lennon.
David Bowie skabte og gjorde op med sin særlige egen hippie-optimisme, var derefter ophavsmand til noget af den eneste langtidsholdbare glamrock afsluttet med en afskedskoncert for Ziggy, flirtede med soulmusikken og genskabte derefter sig selv i samarbejdet med Tony Visconti, der på én gang foregreb og var stor inspiration for den bølge af new wave der skyllede ind over rocken sidst i 1970erne og først i 1980erne. Efter Let’s Dance kom Bowies kunstneriske nedtur med ligegyldige albums og underlige stilmanøvrer.
Retfærdigvis skal det siges, at de forkætrede Tin Machine-forsøg faktisk var indledningen på det senere så frugtbare samarbejde med Reeves Gabrels og nok i virkeligheden et lidt undervurderet kapitel.
Fra og med 1. Outside kom opturen. Denne gang ikke med så uomgængelig musik som tyve år tidligere, men med udgivelser, der både var værd at høre på og atter tog sig selv alvorligt. Samtidig fik man indtrykket af en mand, der omsider var ved at få fred med sig selv, sin alder og sin tid. Især Heathen er et lytteværdigt album fra den sene, modne Bowies hånd.
Jeg ville lave en liste over musikere, der er inspireret af Bowie, men endte med at lade være, fordi listen blev alt for lang. Herhjemme kan man tydeligt fornemme Bowies aftryk i f.eks. Michael Strunges digtning og i musikken fra Lars Hug (da denne endnu havde noget interessant på hjerte) – og Love Shop i sidste halvdel af deres karriere. Prøv at høre de lange instrumentalpassager på Anti og lyt så til Low.
Albums som Hunky Dory, Ziggy Stardust, Low og Scary Monsters (og mange flere!) bør findes i enhver ordentlig samling af rockudgivelser fra det 20. århundrede.
P.S. Jeg ledte efter mit eksemplar af Young Americans mellem de 1500 andre cd’er her til morgen – men forgæves. Det er ikke tit, jeg hører netop dét album, men når det sker, husker jeg det af en eller anden grund altid… Har nogen set min cd?
Yugo Star: Det er sgu da rigtigt… Ak ja, jeg har også kun set ham en enkelt gang, ved den føromtalte sublime friluftskoncert i Horsens. Men næste gang han kommer til landet, regner jeg med at være der!
PS: Er der nogen herfra der skal til Jarvis Cocker koncert i Vega?
Lonely Lover, Bowie spillede i Forum på Reality-touren. Jeg husker det meget klart og tydeligt for det var første og hidtil eneste gang jeg så ham live. Og han var god – rigtig god endda!
Vil starte med at tjekke 1. Outside og Heathen. Er ret vild med denne her:
http://www.youtube.com/watch?v=cBZuGJB-ihE
Har den som pink 7-single et eller andet sted…
Ja, tillykke til David Robert Jones, Elvis Aaron Presley og Pastoren!
1) Hours
2) Earthling
3) Heathen
4) Reality
5) Black Tie White Noise
Og så synes jeg faktisk også at den første Tin Machine plade er udmærket. I skrivende stund hører jeg faktisk denne plade. Det er længe siden jeg sidst har haft den på, men for at fejre manden var det jo en fin anledning. Tin Machines anden plade har jeg ikke hørt i flere år, men da syntes jeg ikke at den sagde mig noget videre. Under alle omstændigheder ikke så god som den første fra 1989.
Mon ikke Bowie så kigger forbi landet på et tidspunkt. Jeg husker tilbage på hans seneste koncert i landet, på Heathen tour, med stor glæde (hvis det da var sidst han var her???). Denne aften, 5/7 2002 i Horsens, stillede han op med følgende hold og gav en sublim koncert:
David Bowie: vocals and acoustic guitar
Earl Slick: guitar
Gail Ann Dorsey: bass
Mark Plati: rhythm/acoustic guitar
Mike Garson: keyboards
Sterling Campbell: drums/percussion
1) 1. Outside
2) Heathen
3) Buddha of Surburbia
4) Reality
5) Earthling
Naturligvis ville ingen af disse albums kunne komme i betragtning til en all-time top 5. Never Let Me Down og Tonight er i særklasse de to svageste albums han har præsteret, men det kan nemt tilgives i en karriere på 40 år.
Top 5 “post-let´sdance”:
1) 1. OutSide (1996)
2) Heathen (2002)
3) Black Tie White Noise (1993)
4) Hours… (1999)
5) Tin Machine 1 (1989)
…der flyder en bootleg derude med outtakes fra 1. Outside der varmt kan anbefales “Something Really Fishy-The 1. Outside Out Takes 2006”
…og jo, jeg holder faktisk af Tin Machine pladen – i særdeleshed “I Can´t Read”, “Crack City” og Lennon coveren “Working Class Hero”. Tin Machine pladen er ifølge mine ører underkendt så det basker. Til gengæld lykkedes det ikke på II og deres live plade (hvor de tog lidt “fis” på U2´s Achtung Baby titel) “Ay Vey Baby” er skræmmende dårlig!
Al ære og respekt til Presley, Bowie og Pastoren.
Jeg har ingen anelse om, hvad Bowie har lavet efter Let’s Dance, så jeg vil i stedet foreslå en top 5 over Pastorens blogindlæg!!!
Ja, stort tillykke til David Bowie. Hvem er frisk på en hurtig Top 5 over mandens post-Lets Dance karriere?
jep tilykke med fødselsdagen…
og jeg skal da også sidde klistret til skærmen her i morgen mener jeg, når DR2 kører deres Bowie tema aften…
bliver klasse!
Tillykke til både Elvis, Bowie og Pastoren. Der må kippes med flag for alle tre 🙂