Her i går skrev jeg dette:
De sidste par gange, Jens og jeg har talt sammen, har han spurgt mig: Er det nye album med Animal Collective virkelig så godt? Og så henviser han til anmeldelsesportalen Metacritic, hvor Merriweather Post Pavillon scorer 9,2 på en skala, der går til 10.
Jens kan nemlig ikke helt forstå begejstringen. Det kan jeg egentlig heller ikke. Det er ikke fordi vi bander dette album ned i helvede, sådan som vi uden rysten på hånden ville gøre med hvad som helst, der måtte blive udgivet af vores yndlingsaversioner (som I allerede kender godt, hvis I følger med på denne blog).
Merriweather Post Pavillon er for mig snarere den bløde mellemvare: På den ene side er der nogle interessante lydbilleder og sine steder også vellykkede numre. På den anden side er albummet lidt rodet og inspirationen fra Beach Boys’ psykedeliske fase noget, jeg har hørt bedre før. Hvis man kan huske min liste over årets albums fra 2007, vil man vide, at jeg var særdeles positiv i min omtale af Panda Bears soloalbum; den pågældende bjørn er med i dyrekollektivet. Så det er ikke genren eller dens udøvere, jeg har noget imod. Der er vel endda mere panda i musikken end der plejer.
Hvor går vi galt i byen?
Og samtidig skrev Jens et andet indlæg med denne tekst:
Nyhippie-moderne prog-rock med Smiley Smile-flavour light eller, som det hed sig i en amerikansk anmeldelse forleden, “et af det nye årtusindes ‘landmark’-albums”…? Merriweather Post Pavillon med Animal Collective roses ialfald som bare pokker allevegne lige nu, for fremtidsskabende originalitet og et mesterfriskt take på det gamle trætte rockdyr. Hypen står ret unik, men det er sværere med indtag af selve pladen, uden at måtte lægge den ind i tidens skæve slipstrøm, efter førnævnte psycho-Beach Boys, Mars Volta, Wayne Coyne/Flaming Lips og de mest udsyrede elementer af Grandaddy. Lettere solsvimmel og selvbevidst finurlig musik i æteriske arrangementer, der ofte her meget travlt med at komme hen på rytmekonservatoriet til masterclass i synkoper og undervandslyde. Og nej, det er ikke begejstret ment. Hvad synes andre derude – uomgængeligt mesterværk eller pænt overvurderet?
Jojo, de påstår at vægte – men hver eneste plade man regner snittet ud på er de der ca. 5 procentpoint højere, af en eller anden grund. Man ser aldrig en af de godt anmeldte ende på et lavere vægtet snit. Så der er etellerandet temmelig weird ved den vægtning 🙂
Det hjælper heller ikke at de giver 100% for 5/5 stjerner eller lign, btw.
Smølle, de vægter nogle kilder højere end andre og normaliserer resultat (uden at de dog går i detaljer med hvordan de lige gør det).
“The METASCORE is considered a weighted average because we assign more significance, or weight, to some critics and publications than we do to others, based on the overall stature and quality of those critics and publications. In addition, for music and movies, we also normalize the resulting scores (akin to “grading on a curve” in college), which prevents scores from clumping together. “
Hverken mesterværk eller overvurderet. Bare en dejlig plade, der vokser med hvert lyt. I parentes bemærket den første med dem, jeg synes har fortjent længere tid i mine ører. Strawberry Jam syntes jeg var en frygtelig gang nonsens. Men den her er der jo ligefrem melodier på 🙂
I øvrigt er de der Metacritic-udregninger seriøst weird. Snittene er konsekvent 4-5 points for høje. En sammenregning viser, at Animal Collectives reelle snit ‘kun’ er 87.
Det er et fremragende album. Lidt ærgerligt at for mange gode anmeldelser nu har resulteret i et generelt internet backlash. En plade om at blive voksen og stifte familie:
Is it much that I feel I need
A solid soul and the blood I bleed
With a little girl, and by my spouse
I only want a proper house
I don’t mean to seem like I care about material things like a social status
I just want four walls and adobe slabs for my girls
Smukke vokaler oven på en uventet sample af introen til Frankie Knuckles house klassiker Your Love – et af mange store øjeblikke på årets foreløbig bedste album.
Fremragende plade. Skal høres som en helhed og lytteren belønnes, hvis han viser tålmodighed.
Albummet kræver helt sikkert, at man er åben overfor en anderledes tilgang til sange end det “traditionelle”, ligesom bandet og bandmedlemmernes øvrige albums.
Men forvent ikke alt for mange melodiske sing-a-long indslag. Så bliver du skuffet.
Jeg var i starten meget skeptisk overfor Panda Bears seneste udgivelse, som Pitchforkmedia kårede som årets bedste i 2007. Men den er ligeledes aldeles fremragende. Kræver dog adskillige gennemlytninger først.
Det skal nok blive en unik oplevelse, at se “legebørnene” i Amager Bio.
Lægger også en stemme ind på “pænt overvurderet”. Anmelderskorpset er da vist gået i selvsving, når det gælder denne plade. For mange lyde og for lidt god melodi.
…pænt overvurderet!