Hviledagen er over os. Efter små to uger med konstant bold, afsluttedes de fire puljer i går med de to kampe i Gruppe D, hvor England – Ukraine naturligvis trak mest opmærksomhed, ikke mindst pga. et skandaløst overset mål til de nu elimerede ukrainske værter. Her en personlig rangliste over de fem mest absorberende og seværdige puljekampe i turneringen.
1. Spanien – Italien 1-1
2. Rusland – Tjekkiet 4-1
3. Italien – Irland 2-0
4. Sverige – England 2-3
5. Holland – Tyskland 1-2
I morgen begynder fire dage med de knock out-kvartfinaler, som traditionelt set ofte er blandt de mest underholdende dyster i en turnering som denne. Måske fordi målet – guld og mammon – endnu ikke er så nært, at der både spilles med livrem og seler. Måske fordi holdene på det her tidspunkt af turneringen endnu ikke er tappet for kræfter af det sammenpressede og opslidende kampprogram. Her er programmet som følger:
Tjekkiet – Portugal, torsdag, kl. 20.45, Warszawa
Tyskland – Grækenland, fredag, kl. 20.45, Gdansk
Spanien – Frankrig, lørdag, kl. 20.45, Donetsk
England – Italien, søndag, kl. 20.45, Kiev
Som tilfældet var med England – Sverige, blogger jeg også kampen lørdag aften mellem Spanien og Frankrig på dette fine EM-site. Kom ind og vær med – som kan ses i arkiverne plejer det at være godt kampselskab. Og man kan selv deltage.

Bedømt på indledende runder tror jeg på Tyskland som mestre. Omend de i Spanien har nogle hårde konkurrenter. I al fald synes jeg, at England i to kampe mod Frankrig og Ukranie har spillet alibi bold uden lyst til at angribe med bolden og kombinere sig frem til chancer. Skuffende..
Italien – Irland er med pga. de sidste 25-30 minutter, hvor irerne – i modsætning til DK mod Tyskland – gav a-l-t for at udligne og fightede/pressede/rystede Italien helt tilbage. Det var usædvanligt intenst, ikke mindst fordi italienerne – Balotelli havde endnu ikke scoret til 2-0 – sådan frygtede det mål, der ville sende dem hjem til endnu en rådden tomat-velkomst i lufthavnen.
Hold da op det har været en underholdende indledende puljespil. Langt over forventning, lad os håbe at resten af turneringen følger trop.
Mens jeg sagtens kan følge din 1, 2, 4 og 5. plads, undrer jeg mig over Italien-Irland på en tredjeplads. Personlígt kunne jeg godt have set fx. Portugal-Danmark, Sverige-Ukraine eller Polen-Grækenland i stedet, som i alle i dramatiske forløb (og dermed underholdning og seværdighed) for mig at se overgår Italien-Irland.