Så Morrissey spillede på Frederiksberg i aftes. Havde længe ikke selv overvejet at gå, men min ven Pitbull fik mig de sidste par uger i tvivl. Han udtrykte, at det var vigtigt at møde sin egen fortid og sig selv igennem den. Samt at vi ikke behøvede være enige med manden oppe ved mikrofonen i alt, som for at kunne nyde hans store sangstemme og det mægtige soundtrack til livet, den så gavmildt har givet os lige siden 1983 og vel ialfald helt frem til Years of Refusal i 2009.
Så hvordan var det så at være i selskab med Morrissey og hans nuværende hyrede band (tre amerikanere, en columbianer og en italienerinde)? Overraskende godt. Havde forventet at blive skuffet, oplevede præcis det modsatte. Morrissey synger bedre end nogensinde og de bedste sange gjorde alt det de kan og skal. På trods af alt – og jo, der har været en del! – var man i hjertet pludselig med og ikke imod ham, som han kæmpede storsvedende deroppe i lyset denne varme juniaften, fanget på livstid i sin übermartrede sjæl. Hvis forsoning er vejen frem i denne verden, var det på den måde et glædeligt møde.
Naturligvis var der nedslag i setlisten, hvor mandens kontrære sindelag giver sig udslag i nogle mildest talt besynderlige til- og fravalg, men uden den vinkel ville han jo slet ikke findes. Aftenens nykommer på touren var ‘All The Lazy Dykes’ (fra You Are the Quarry (2004)), der blev leveret med både følelse og funklende finesse; sådan en fjerlet melodi, der ville være et decideret karrierehøjdepunkt for mange mindre artister, bliver bare en heldig indskydelse for ham her. Nej, formatet var ikke til at tage fejl af og tog heldigvis al opmærksomheden i K.B. Hallen…
https://www.morrisseycentral.com/messagesfrommorrissey
PPS. For et par timer siden er Morrisseys koncert i morgen i Stockholm blevet aflyst “due to exhaustion” bland ham og bandet. Han har langt et sædvanlig rant op om, hvordan ingen pladeselskaber, radiostationer osv. støtter ham og gør det umuligt for ham at komme til Island, Finland og Norge. Og at de har været i seks lande på syv dage. Måske man skulle kigge tourplanen igennem næste gang, inden man godkender…
Så det var altså på et hængende hår at vi så ham i går!
Godt at se den gamle diva igen. Og sikken en stærk start på settet. Første tredjedel var eminent. Og der var mange rørende øjeblikke undervejs – inkl. en vild effekt ved starten af “Jack the Ripper”, hvor der blev pumpet så meget røg fra scenen, at man ikke kunne se Moz og co. Og så knald på de røde lamper, der skabte de næsten ikoniske billeder, som mange, inkl. Jens, har delt i dag. Smukt! Jeg ærgrer mig dog over nogle af de nyere tilføjelser på setlisten – sange der i mine ører hører til i bunden af Morrisseys katalog: “Istanbul”, “All the Lazy Dykes”, og “The Bullfighter Dies”. Og det på bekostning af mesterværker som “Speedway”! Hulk! Men altså, manden synger jo som en drøm, og det nye band swingede. Så alt i alt et godt gensyn.
PS. Nogle der ved, hvorfor Boz Boorer ikke længere er at finde ved sin herres side? Blev han busted med en bøfsandwich i kæften? Det er immervæk et 30-år langt samarbejde de to har haft. Og fint med nye legekammerater, men der plejer jo tit at stikke et “svigt” bag, når Moz skifter ud i besætningen.
En god aften for både lydmand, band og Morrissey selv. Ville dog ønske, at aftenens hovedaktør havde ladet tamburinen blive hjemme. Temmelig højlydt og forstyrrende/irriterende, når den blev anvendt.
Enig. Det var en rigtig god koncert, endda med god lyd i den ofte udfordrende K.B. Hallen. Og et utroligt velspillende band bag Moz.
Kunne godt have været foruden de 40 minutters musikvideoer, som udløste frustration og buhen, så hovedpersonen faktisk startede lidt i modvind. Det var et underligt og unødvendigt træk.
Men øv, vi måtte være foruden en Smiths-sang som ellers har været fast på setlisten, nemlig den fine “I Know It’s Over”. Den havde jeg gerne haft med.
COOL! Og overraskende fint at læse!
Jeg må bide min tvivl over….skulle han komme forbi igen !