John Foxx var frontfigur i Ultravox fra 1977-79, før Midge Ure afløste ham og bandet ramte stor popularitet via nyromantiske hitliste-bredsider som ‘Vienna’ og ‘Dancing With Tears In My Eyes’. Men Foxx-udgaven af Ultravox var en anderledes insisterende og langt mere udfordrende størrelse over de tre tidlige albums, der fra en synth-baseret platform afsøgte fremtidens lyd efter punkeksplosionens nulstilling af alle musikalske parametre. Foxx kredsede i sine natmørkeblå Ultravox-øjeblikke om det moderne menneskes tabte identitet; om at ville være en maskine, individets forsvinden i masserne, kunstigt liv, tidens frygt, atomkrigsæstetik, ja, den slags muntre sager. Og så lød hans band ofte som var de Roxy Music’s forknytte småbrødre. Her et solidt nummer fra den Brian Eno-producerede 1977-debut…