Og har ikke engang tårer i øjnene. Medmindre vi er Chelsea. Havde forudset, en sejr til Wes Brown & co. ville gøre mere ondt end tilfældet er. Som neutral i går var det en medrivende kamp, der måske havde fortjent en anden vinder, men sådan skulle det ikke være. John Terry gled, som alle andre, på det elendige græstæppe, men – så bitterærgeligt for ham og hans – var det netop i øjeblikket, han kunne have sendt sidste straffe ind til samlet Chelsea-triumf. Så den heldigvis ikke bagefter, men festparaden var sikkert ekstatisk under silende russisk regn. Og i dag fortsætter glæden så oppe i den beskidte by i Nordengland, når holdet vender hjem. Det er ingen ubetydelig ting at vinde De Store Ører.
Hvad er der mere at sige? Jo, samme bys sorte får, vi taler Morrissey, har fødselsdag i dag. “Manchester, so much to answer for”, som en kendt popgruppe engang sang det. 49 bliver han. Tænkte på ham efter den næsten jævnaldrende Nick Cave’s vitale knytnæve af et show i mandags. Ved siden af Cave’s univers fremstår dagens Morrissey direkte kluntet, konservativ og sjæleligt tillukket. Ja, han har måske et højt bundniveau, men synes lukket inde i sit eget regime’s stivhed. Har desværre hørt den musik han laver nu langt bedre før, det ikke mindst fra ham selv. Tillykke med fødselsdagen herfra, med ønsket om et åndeligt gennembrud af de større for den tidligere stormester. Og må hans sammengroede og satte rockabillybande af et band også gerne skærpe sig. Udvide horisonterne. Nu.
En ikke så lidt mere åben mand er New Jersey’s Bruce Springsteen. Han starter sin Europatour sammen med E Street Band i Dublin i aften. Efter keyboardspiller Danny Federici’s død i april, havde de nogle forrygende sets på de sidste datoer i USA, shows hvor det klassiske bagkatalog i den grad blev udforsket, og derigennem fik minimeret setantallet af Magic-numre. Springsteen kommer til København d. 29. juni, hvor man hellere end gerne på samme måde ser ham gå løs på det mere uventede som historiske. There’s no age like the gold age!
R.E.M. har ikke tourstart, men derimod decideret tourpremiere i USA fredag. Vil de tre vise mænd leve op til Accelerate og forsage det folkelige, det singalongagtige element i deres meget adspredte sangskat, eller skal de mon ud på nok en verdensrejse med ‘Everybody Hurts’, ‘Man In The Moon’, ‘Losing My Religion’, ‘The Great Beyond’ i bagagen…? De store spillesteder bandet har valgt indikerer desværre det sidste. R.E.M.’s seneste udgivelse fremstår stadig her som en underlig størrelse. Fin plade absolut, men man sidder utrygt med den underlige følelese, at tingene ikke helt er hvad de udgiver sig for. Jeg har det som den hustruvoldsramte kvinde, der undrer sig over sin mands pludselige og næsten uvirkeligt kærlige opførsel. Hvornår slår han mon igen?!
Portishead har altid været sådan noget musik, jeg har beundret mere end egentlig holdt af. Stemningen er simpelthen så knugende og skrøbelig, at det sjældent, jeg orker lytte til det…
Dyster og melankolsk musik kan jeg ellers tit godt klare en del af, er f.eks. svært glad for Katatonia (svenskerne, ikke briterne!)el. My Dying Bride, men når det er kombineret med ultraskrøbelig kvinde-vokal som Gibbons eller Nordenstam, bliver det tit for meget for mig…
Måske er sætningen om katakomberne snarere noget for Portishead? Jeg sidder lige nu og lytter til deres nye album. Det er vældig flot lavet og minder ikke så meget om deres første album, heller ikke så meget om deres andet album – og er stadig meget langt fra at være festmusik. Bagefter overvejer jeg faktisk at lytte til Closer og Pornography for at blive muntret lidt op.
Jeg har ellers en Nick Cave-inspireret sætning, jeg overvejer at sende til CV i håb om, at en retrospektiv stemning kan give ham trang til at bryde stilheden: “Der runger et ekko fra min sjæls katakomber…” Eller er det for katolskklingende? Eller mere noget for Bent Mejding?
Nix, CV er interesseret i stilhed.
Netop. Ellers kunne hun blive kendt som La plus lourde de Lourdes. For CV er vel næppe interesseret i katolske pigebørn.
Hun må hellere holde sig langt væk fra CV’s bjerghytte, mener du?
Hans mor har sikkert et par forbindelser til de afkroge af showbizz.
Men datterens navn er nu næsten begyndt at forarge mig. Da jeg boede i Montpellier for mange år siden, betød lourd(e) langsomtopfattende. Så lad os håbe, staklen ikke forelsker sig i Frankrig eller Quebec.
Var det bare så vel. Lourdes lillebror hedder vistnok…..Rocco! Mon ikke han en dag kan blive adultfilmstjerne med det navn!?
Wikipediaer lige, og der er en kristen helgen, Saint Roch, på italiensk Rocco, hvis fejring ligger 16. august, altså kun få dage efter lille Rocco Cicione’s fødselsdag. Christ!
Christ, giver hun sine børn navn efter pilgrimsbyer? Hedder hendes søn så Assisi?
Lourdes, altså selveste Madonna Hard Candy’s datter? 🙂
Jeg har hørt rygter om, at CV har købt en lille bjerghytte i nærheden af Lourdes og er begyndt at skrive orgelmusik for munkekor.
.O.rang har lavet to gode albums og en EP. Paul og Lee arbejder i øjeblikket på et nyt album – det har de gjort i årevis – der engang med tiden vil blive udsendt under navnet Rustin Man, det navn de brugte på Beth Gibbons soloalbum Out Of Season.
Jeg lavede engang et uofficielt Talk Talk website, og senere det officelle .O.rang site – her skulle det være muligt at finde alt, hvad der er værd at vide om Hollis og TT:
http://users.cybercity.dk/~bcc11425/
Jens, jeg tror tilfældig søgen efter noget de ikke vidste hvad var tilfældigt har ført dem derhen hvor de er i dag.
Jeg ved, at i hvert fald for Hollis, er tanken om at skulle lave endnu et album så udmattende, at han ikke, med de krav han stiller til sig selv, ville kunne overkomme det. Hans sidste soloalbum tog 7 år at lave – det blev indspillet først med Warne Livesey (bl.a. The The) som producer. Han og Hollis svingede dog ikke sammen og efter 3 år blev Livesey fyret, alle bånd blev kasseret og indspilningene startede helt forfra med Phill Brown som producer.
PS. Jeg vil lige sige at jeg har tabt mig 20 kg siden billedet med Lee og Paul 🙂
Aakjaer, jeg savnede lidt mere analyse og perspektiv, gik lidt kold i hans gennemgang af diskografien (så udgav han / anmelderne skrev etc.), men trods alt værd at læse.
Third er et godt bud på årets album.
Mener du de begge ‘bare’ har ledt efter den store stilhed all the way – og har musikken så ikke sin egen berettigelse for dem, men var kun et sjæleligt søge- og transportmiddel indtil ‘afklaringen’ indfandt sig?
Eller kan de med tiden være blevet så perfektionistisk skrøbelige, at intet afsluttet værk kan leve op til nogen ambitions mål, om musik som fyldestgørende spirituelt spejlbillede?
Pastor, jeg lovede en vis Simpson forleden, at tjekke den nye Portishead ud.
Wikipedia omtaler Mark Hollis som
“…a retired composer, musician, singer-songwriter.”
Resten af Talk Talk laver stadig musik. Tim Friese-Greene har lavet tre soloalbums under navnet Heligoland (dem har jeg endnu til gode at høre), Paul Webb og Lee Harris lavede sammen et album under navnet O’Rang (det er okay) og Paul Webb har sammen med Beth Gibbons (og Adrian Utley) fra Portishead lavet et enkelt album (der også er okay, og fr. Gibbons er garant for at det ingenlunde er festmusik).
Bemærk forresten at dette er en af de sjældne gange, hvor vi nævner Portishead her på bloggen.
En afklaring kan vel også være endelig at have fundet det, som man har ledt efter i 25 år …
(netop hjemkommet fra Madrid ved jeg præcis hvordan DÉT føles) 😉
… men at det pusler i en kælder i Birkerød er næsten for godt til at man tør tro på det!
Og jeg der troede ‘afklaring’ skulle være et positivt ord.
Man hører dog rygter fra Sony, der går på at CV arbejder med ‘noget’, han vil udgive når en dag færdigt…
Det med at lægge folk på is, er Morrissey også ret god til.
Stort tillykke til the Mozfather! Af almen interesse vil jeg gerne dele, at man kan møde op på Isola (det gamle Stereobar) i Linnésgade i aften kl.23 og fejre Morrissey’s fødselsdag efter Stockholmsk forbillede. Der vil være gæstedj’s og shots til alle med Morrissey-t-shirts og/ eller blomster i baglommen.
Mon ikke der også bliver en mulighed for at nynne lidt med på Everyday is like Sunday ♪
Jeg læste den sidste sommer og fandt tre fejl, som han har lovet vil blive rettet i næste udgave, hvis der kommer en sådan ;P
Så ringe synes jeg nu heller ikke den var. En ting der slog mig var, hvor meget C.V. som menneske og kunstner minder om Mark Hollis fra Talk Talk – begge er utrolig komplicerede at arbejde sammen med, de er perfektionister ned i den mindste detalje, de virker begge nærmest sky udadtil og er ikke bekvemmme med den berømmelse og anerkendelse, der følger dem – de møder op i studiet med ufuldendte skitser, og inviterer mennesker de svinger med og stoler på til at improvisere og bidrage til skabelsen af værket, folk de har arbejdet med i mange år bliver pludselig lagt på is uden forklaring, de er begge ekstremt selvkritiske og udgiver ikke noget, hvis ikke det tilføjer noget nyt til det de allerede har udgivet – og begge nævner Miles Davis som endestationen for lange omend meget, meget forskellige musikalske rejser. Endeligt har de begge fundet helt fantastiske ting på vejen, og er nået til en form for musikalsk afklaring, der gør det yderst tvivlsomt om nogen af dem nogensinde kommer til at udgive noget igen.
Speaking of enorm stilstand, hvad blev der af den gode CV’s engang så glimrende koncept med regelmæssigt at udsende plader med ny musik?
Er netop blevet færdig med Niels Martinovs ret skuffende CV biografi og har råspillet de gamle plader. Nedenstående passer sgu meget godt på Steven Patrick anno 2008. 😉
Well spotted, 1888! 🙂
Jeg nærer en afgrundsdyb beundring
for dit selvudslettende one man show
& ka’ du bruge mig til noget vil jeg være indforstået
med blot at redigere din scrapbog
du er så godt som næsten stivnet i din endelige form
intet rør sig i dig mer’ stilstanden er næsten for enorm
& du er mere død end et fossil
& det er hemmeligheden bag mit smil
Interessant debat, især for undertegnet der som gammel tilhænger af både Mozzer og hans gamle band, har svoret blindt til Morrissey.
Er inden i mit 2 hele år, som fuldt ud dedikeret til Nick Cave, og hvor meget det end smerter mig, at skrive. Så er det Cave, der har overtaget pt.
For meget stagneringen og tomgang, syntes at præge nutidens Morrissey.
Medens det Caveske univers, er flerdelt, varieret og fuld af farver og muligheder. Er ikke specielt indkørt på Dig Lazarus Dig endnu, men holder vi den op mod de 2 nykommende Mozzer sange, så er der en verden og kvalitet til forskel. Har netop sat, O Children på med Cave, og selvom jeg har hørt den flere gange om ugen i mere end et år, så rammer den stadigvæk lige hårdt hver gang. Klasse!
I’ve come to wish you an unhappy birthday
I’ve come to wish you an unhappy birthday
‘Cause you’re evil
And you lie
And if you should die
I may feel slightly sad
(But I won’t cry)
Nej Søren, du skal bare trykke i det felt nederst til højre, hvor der står ‘Free’. Så kommer du videre til en næste side, hvor du skal skrive fire givne bogstaver i et felt, klikke dem ind og så kører musikken din vej.
PS – Videregiver kun dette link, fordi Springsteen altid selv har været entusiastisk omkring den koncertudbredelse der foregår blandt hans hengivne – og pladeudgivelseskøbende! – tilhængere.
Jens, det skal man jo betale for – eller også er jeg bare ikke nørdet nok til at kunne benytte mig af det. Jeg benytter mig af backstreets.com, som er fremragende og ikke så nymodens, at kun unge mennesker som dig kan finde ud af at bruge det.
Pastor, jeg vil til dels give dig ret. Jeg tror dog også, det har noget med begavelse og talent at gøre. Cave er simpelthen bedre kørende på alle planer, der har betydning for en musiker/sanger/sangskriver.
Pastor, det kan du høre på The Smiths’ ‘Death Of A Disco Dancer’ (fra Strangeways), hvor det er omtalte mand ved klaveret.
Søren, det har folk fra Springteen-broderskabet taget hånd om, man kan finde ud af om det var:
http://rapidshare.com/files/114372194/2008-05-07_-_Red_Bank__NJ.txt
Springsteen og Bandet gav for nylig en velgørenhedskoncert, hvor første sæt bestod af hele Darkness (i pladerækkefølgen), og andet sæt var Born To Run. Ekstranumrene var:
So Young and in Love
Kitty’s Back
Rosalita
Raise Your Hand
Det må have været bedre end sex.
Der er to aspekter ved Morrissey, der forhindrer ham i at udvikle sig:
For det første synes jeg, Morrissey har en tendens til at gemme sig bag sig selv. Det er forbløffende lidt, vi faktisk ved om manden. Det var først, da beskyldningerne om racisme begyndte at fyge, at Morrissey følte sig nødt til at sige, hvad han faktisk mente.
For det andet er Nick Cave en bedre musiker med et noget mere stabilt band bag sig. Morrissey er først og fremmest en ordsmed. Kunne man forestille sig Morrissey sidde ved tangenterne uden andre i nærheden?
Ja, tillykke til Stephen Patrick.
Mon Sparks har haft fødselsdagen i tankerne da de på deres nye plade Exotic Creatures Of The Deep (udkom i mandags) “hylder” den velfriserede crooner i sangen “Lighten Up, Mossissey”…