Det bliver en kold tysk vinter

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Voel.jpg

Vinterens mørke har lagt efteråret bag sig, og med det kommer tid til en anden musik. Ved ikke hvordan andre har det, men her har hver sæson som måned sine helt egne naturlige favoritnavne. Som juli ofte kan tilhøre Springsteen, maj Ramones, oktober Tindersticks, blænder decembers snarlige komme op her for tyske Rammsteins frostklare lydlandskaber.

Mange ser udelukkende Rammstein som et noget komisk, postmodernistisk industrial-band, placeret midtvejs mellem pyroteknik og diverse sexuelle tabuer, og har man været til koncert med tyskerne, forstår man godt den opfattelse, da visuel power dér desværre synes prioriteret over musik. Hvilket nemt taber Rammsteins skarphed, styrke, dristighed på gulvet. Første gang jeg oplevede bandet var det slet ikke tilfældet, men siden, senest i et fyldt Forum, var alt afkodet i den store fests navn, og selve sangene fremstod mest som en slags uforpligtende atomalder-kabaret.

Med pladerne er det heldigvis helt anderledes. For når som gribende bedst er Rammstein’s indspilninger intet mindre end overlegne studier i følelsestærk og formfuldendt skønhed. Arkitektoniske lydflader tegnet og udført med en mesterlig skarphed i de stort svungne linjer. Og kønnenes kamp som fælles tiltrækning beskrevet med andre, mere udfordrende ord, end vi normalt oplever det, i kærlighedssangens valiumdominerede univers.

Mandag udsender Rammstein live-DVD/CD’en Voelkerball, centreret omkring 2005’s Reise, Reise-tour, hvor ild og overdrev som ovenfor beskrevet dannede karikatur og rejste Europa rundt. For kendere af Rammstein vil Voelkerball være en solid men ikke-essentiel tilbygning til bagkataloget, for nybegyndere et forkert sted at komme ind i Rammsteinland. De vil få meget mere ud af enten at opsøge hovedværket Mutter fra 2001, som er indbegrebet af bandets særegne kvalitet, eller lave en karriereopsamlende højdepunkts-playlist udfra disse fremragende sange:

Herzeleid (1995):
– Seemann

Sehnsucht (1997):
– Engel
– Du Hast
– Klavier

Mutter (2001):
– Mein Herz Brennt
– Sonne
– Mutter
– Spieluhr
– Zwitter
– Nebel

Reise, Reise (2004):
– Reise, Reise
– Keine Lust
– Los
– Stein Um Stein
– Ohne Dich
– Amour

Rosenrot (2005):
– Rosenrot
– Feuer Und Wasser
– Ein Lied

7 tanker om “Det bliver en kold tysk vinter”

  1. og naturligvis også Leonard Cohen.

    har hevet ham frem i pladespilleren igen og han og Nick Cave og Rufus Wainwright kører i rotation på anlægget efter en fantastisk film “I Am Your Man” i Empire igår….

    fantastisk film.

    Cohen er en historiefortæller af de helt store. tror virkelig jeg bare kunne sidde og lytte til ham og høre ham snakke om sine livserfaringer, små anekdoter.. bare sidde og lytte til hans stemme…. fantastisk!

  2. Reise Reise er en dejlig plade.. en af de gode juleminder fra en “fjern” tid da en ven gav mig den i julegave trods min ekskærestes protester – forholdet gik i stykker lidt efter, dog ikke på grund af Reise Reise 🙂

    Min personlige december favorit bliver dog Fra mig til mig af Sommer. Damn det er da bare en julebasker der rykker!

    Der burde dog snart komme et Unmack christmas hit også 😉

  3. Under byen koncerten i week-enden var dejlig vinter agtigt.

    Og Vinter tid = The Cure og Echo & the Bunnymen.

    Jeg kan kun høre Rammstein, når jeg har indtaget alkohol, hvilket må betyde at de heller ikke siger mig det helt store. Tilgengæld er tyske “Tocotronic” cool cool cool… Og måske vinter musik???

    P.S – Har man opdaget Kasabian…? Det er msåke ikke vinter musik, men hele-året-musik…

  4. – og hermed en helt og aldeles “off topic” opfrodring til at udvise anstændighed og være med til at genoplive Danmarks historiske gæstfrihed:

    http://www.amnesti-nu.dk/

    I må fjerne indlægget hvis I finder det upassende!

  5. En blodfattig amerikansk harpesangerinde er vist så langt fra tysk muskel-industrial-metal, som tænkes kan!

  6. Rammstein er solid tysk metal, som jeg dog må indrømme, at det tog mig en del tid at forstå og værdsætte. Gælden til især Laibach og firser-thrash er stor, men man finder også forbindelseslinjer tilbage til Bertolt Brecht og gammel Greuel – og Goethe, såmænd. Hør bare “Dalai Lama” fra Reise, Reise, hvor sangen er en parafrase af Goethes “Der Erlkönig” (som Schubert i sin tid satte i musik!)

Skriv et svar