Endelig er de lange måneders ventetid forbi. For lørdag middag kl. 13.45 skydes den nye Premier League-sæson igang på Anfield, hvor Liverpool møder Stoke City. Allerede senere samme dag skal tolv andre PL-klubber afsted. Manner, hvor bliver det spændende!
Vi plejede indtil for sidste år her på siden at komme med et sæsonoptaktsbud på, hvordan hele regnskabet ville se ud 38 spillerunder senere. Men lettere overtroiske som vi er, sker det ikke mere. Denne blog skal ikke lægge navn til flere falske solopgange over Liverpool.
Og hvem kan overhovedet sige noget om hvordan landet vil ligge, al den stund truppernes stjerneindhold er så usikkert som lige i år? For det står hen i det uvisse, om Luis Suarez er med eller imod Liverpool, om Wayne Rooney er på Manchester United’s holdkort, om enmandsdynamoen Tottenham mister sin Gareth Bale.
Og hvad med Arsenal, der i forsommeren offensivt proklamede at have hele £70.000.000 klar til at investere i spillere fra allerøverste hylde? Indtil videre har The Gunners’ sommer på transfermarkedet været en gigafiasko. 17 seniorspillere af forskellig beskaffenhed har forladt klubben, og kun én – en gratis skadet fransk teenager – er kommet ind. Man har været forbundet med Luis Suarez, Luiz Gustavo, Cesc Fabregas, Wayne Rooney, brasilianske Bernard, Gonzalo Higuain, Adil Rami, Julio Cesar og Ashley Williams, men intet har givet sig. Kommer der ikke forstærkninger inden transfervinduet lukker – måske Per Mertesacker har en bror? – kan Arsenal få det svært. Kan ske man endda bliver nødt til at spille usælgelige Nicklas Bendtner. Ikke lige det scenarie de drømte om på Emirates, da Einstein-buddet på £40.000.001 for Luis Suarez blev stablet op.
Andre har omvendt forstærket sig godt i tide – specielt Manchester City og Tottenham – men til nu er det dels uklarhederne omkring Suarez, Rooney og Bale som synes mest afgørende for kommende styrkeændringer, dels de trænerskift der har ramt Manchester United, Chelsea, Manchester City og Everton.
For vil David Moyes kunne stå presset i Man U? En helt anden verden og et ganske andet forventningspres, end han nogensinde har prøvet. Før har det taget Moyes en hel efterårssæson at få Everton igang og på skinner. Den formkurve går ikke på Old Trafford. Et par svingende træningsresultater i pre-season har allerede fået hans usikkerhed frem overfor en nådesløs presse. Og Manchester Uniteds sikreste spiller de sidste mange år var netop manden på hans plads, Alex Ferguson.
At Mourinho vender hjem til Chelsea ligner derimod en sikker vinder. Hele klubbens organisme har ikke fungeret optimalt siden han sidst tog afsted. Et bunke toptrænere af navn har fejlet i The Special One’s skygge og med tiden banet vejen for en genfødsel. Premier League bliver ikke et mindre underholdende sted at være nu, med al det uundgåelige melodrama omkring hans forfærdelige person. Ikke for ingenting er manden kendt vidt og bredt som spillets dårligste taber. Eller sagt på en anden måde: Det bliver for alvor sjovt at slå Chelsea igen. Hvis man altså kan.
Og sådan er der så meget. For Steven Gerrard og Liverpool FC gælder denne sæson først og fremmest jagten på den forjættede fjerdeplads, der vil bringe de legendariske Champions League-aftener tilbage til Anfield. Med alt hvad det vil indebære af selvværd og langt bedre muligheder for at tiltrække topspillere. Men er dét overhovedet muligt, med en trup der udover Suarez og ham ikke tæller etablerede verdensstjerner? Only dreamers move mountains. Sjældent har det været så spændende. En fremragende sæson ønskes alle herfra. Lad os komme igang…
Lørdag, kl.13.45: Liverpool FC – Stoke City
Lørdag, kl.16.00: Arsenal – Aston Villa
Lørdag, kl.16.00: Norwich – Everton
Lørdag, kl.16.00: Sunderland – Fulham
Lørdag, kl.16.00: West Bromwich – Southampton
Lørdag, kl.16.00: West Ham – Cardiff
Lørdag, kl.18.30: Swansea – Manchester United
Søndag, kl.14.30: Crystal Palace – Tottenham
Søndag, kl.17.00: Chelsea – Hull
Mandag, kl.21.00: Manchester City – Newcastle United






-smølle, jeg troede tilsvarende jeg var vild med Status Quo indtil jeg hørte The Clash. 😉
Thomas: det er jo helt som i gamle dage 🙂
http://www.vintagebluekipper.com/assets/images/blubber/toffee_gerrard.jpg
Fin optakt – som altid! Her er mit eget bud: http://tankerfraprovinsen.blogspot.dk/2013/08/fodbolden-ruller-igen.html
Hvad laver Steven i øvrigt på det nederste billede? Klædt helt i blåt – selv skoene, hmmmmmm
When sundays comes. Herfra ses der med står spænding frem til at få afklaret, hvad der er at komme efter i år for Spurs. Kommer de mange (tilsyneladende) gode indkøb til deres ret? Kan vi spille med, hvor det virkeligt er sjovt? Kan vi holde formen hele sæsonen eller knækker den igen igen, når det virkelig gælder? Bliver Bale eller ryger han til Spanien på vinduets sidste dag, og er han pigesur eller bare sur?
Der er flere ubekendte end normalt (og det siger ikke så lidt). Jeg glæder mig stort til søndag!
Al respekt for Michael Laudrup, men jeg hopper altså ikke med på en Michaelmania-bølge og holder med en eller spansk, russisk eller walisisk klub, jeg slet ikke har et forhold til i forvejen, blot fordi det er den kongelige danske Laudrup, som tilfældigvis er træner.
Men i morgen lover jeg, at hjertet nok skal være med Swansea kl. 18.30, særligt hvis Liverpool har klokket i det mod Stoke tidligere på lørdagen.