Det forekom nemt for få uger siden. Liverpool havde så godt som købt Gareth Barry, en nøglespiller af den kvalitet og sæsonudholdenhed, man lige præcis har manglet. Titeludfordringen syntes måske endelig realistisk nu, for samtidig lå Manchester United i flytterod omkring Cristiano Ronaldo, Chelsea var ved at miste Frank Lampard plus Didier Drogba, og Arsenal havde problemer med at holde håbet flydende i en større spillerudvandring.

Men Barry kom ikke til Anfield. Efter et forløb der kun kan beskrives som hovedrystende, endte Liverpool sin kurtisering med en officiel klagesang over den fra starten af Aston Villa givne købspris. Træner Benitez vil stadig have ham, men Liverpool-ledelsen mener ikke Barry er pengene værd. Ialfald ikke ved evt. videresalg om 4 år, hvor han vil være forbi de 30. At han så måske her og nu vil kunne gøre forskellen og hjælpe skaffe et prisuvurdereligt mesterskab hjem, er åbenbart ligemeget.

Crouch, Kewell og Riise er væk fra Merseyside, til gengæld er en række nye spillere, med Robbie Keane som den mest prominente, ankommet. Sidstnævnte er et køb, der næsten kun kan blive en succes. Han er en spiller, vi altid har holdt af at se i aktion, ikke mindst for Tottenham, hvor han senest har haft stor gennemslagskraft. Hvordan Liverpool vil bruge ham på længere sigt står åbent, for sidste sæsons stærke afsluttende opstilling, med Torres upfront og en hængende Gerrard lige bagved, fortæller ikke umiddelbart hvordan Keane skal placeres.

I de sidste preseasonkampe, senest i den svage CL-kvalkamp i Liege, har Benitez – uden stort held – prøvet en regulær 4-4-2 med Torres/Keane øverst. Hvor længe holdes den mon, hvis ikke målene snart kommer? En stor svaghed sidste sæson var den pludseligt opståede usikkerhed på modstandernes dødbolde. Disse setpieces, som ellers har været en forsvarslivret, bekom ikke længere Hyypia/Carragher og co. vel, efter Daniel Agger var langtidsvæk med sin vristskade. At Agger nu endelig synes tilbage står som et kæmpeplus, både for ny forsvarsstabilitet og for Liverpool’s generelle sæsonhåb, der skal kigge opad.

Den vinkel behøver de ikke bruge lidt vestpå, ovre i Manchester United. Med mesterskabstrofæ og CL-guld, sidder man anderledes på flæsket lige nu. Hvilket så ikke nødvendigvis er den nemmeste position at sublimere fra. Hvad skulle have været en jubelsommer for United, endte dog istedet i antiklimaks omkring den absoutte stjernespiller Cristiano Ronaldo og hans meget offentlige forsøg på et skifte til Madrid.

Om hans United-trætte opførsel – ‘jeg er en moderne slave’ – har slået forståelige skår i forholdet til holdkammerater og United-tilhængere skal blive interessant at følge. Indtil videre er Ronaldo ude, efter en tiltrængt fodoperation, til slutningen af september. Og da Rooney ligeledes er borte i startfasen, med en ukendt virus efter klubbens preseason-tur til Afrika, tænker man hvor målene så skal komme fra. Et svar kunne være Tevez, et andet Berbatov, Spurs’ anden stjerneangriber fra sidste sæson, som United lige nu synes meget tæt på at sikre sig. Vi taler her om et astronomisk beløb, selvfølgelig. Nævnes skal det også at Ferguson’s højre hånd, assistenttræner Carlos Quieroz er borte. Og hvorfor skrive det? Jo, granitansigtet Quieroz var efter sigende Fergusons kommunikative vej til Cristiano Ronaldo.

Quieroz har forladt United til fordel for et job som landstræner i Portugal. Den tjans er ledig efter Felipe ‘Big Phil’ Scolari har taget over i Chelsea. Havde Kings Road-holdet vundet straffekonkurrencen i CL-finalen mod United – John Terry gled afgørende i det nypålagte Moskva-græs – havde Avram Grant måske fået lov lidt længere. Men klubejer Abramovich lod ikke tvivlen komme sin israelske ven til gode, ud og farvel, kun 6 måneder efter underskrivelse af en dyr 4-årig kontrakt.

Så nye tider igen på The Bridge, hvor succes befales nu og ikke i morgen. Hvordan Scolari vil tackle det diktat, og den nye udfordring fra Premier League, er et åbent spørgsmål. Indtil videre er Deco hentet fra Barcelona, og der bydes heftigt på Real Madrid’s Robinho. Ferguson har været fremme og afskrive Chelsea’s sæson på forhånd. En flok pensionsiter, har han kaldt den blå spillertrup, der – skal det nævnes – stadigvæk indeholder både Drogba og Lampard.

Nordpå i London, hos Arsenal, er der atter ro, efter panikken først på sommeren, da så vigtige spillere som Flamini og Hleb (!) pludselig skred uden forvarsel. Adebayor syntes også på vej bort, men dette er nu forhindret, med en kontraktforlængelse og et efterfølgende symbolsk Adebayor-kys på kamptrøjens klubmærke, da han scorede i en testmatch forleden. Eneste nævneværdige nyanskaffelse er unge Nasri, et af de få lyspunkter på det svage franske EM-hold i forsommeren, men det lader vi os ikke narre af. For Arsene Wenger’s hold er spækket med unge supertalenter, klar til at træde i karakter. Sidste år var vi vel mange der på forhånd afskrev da netop Henry-løse Arsenal, hvorefter fulgte nogle måneder med helt igennem forrygende bold fra Emirates-holdet.

Her er denne sides bud på en top-5 i den kommende sæson:

1. Manchester United
2. Chelsea
3. Liverpool
4. Arsenal
5. Portsmouth

Ville gerne have haft et vist rødt hold højere oppe, men Liverpool skal have større consistency gennem sæsonen, samt få langt flere points i tete-a-tete-dysterne mod de andre store hold, skal den absolutte top nåes. Og ikke et ord mere her om Gareth Barry’s eventuelle funktion i den sammenhæng. Portsmouth er en outsider som 5’er, men imponerede ofte sidste sæson, gerne i kontrafase på udebanerne. Benjani forsvandt, men afløseren fra Tottenham, Jeremy Defoe, er allerede en solid succes. Og nu er Crouchinho så tilmed kommet ned fra Liverpool!

Netop Tottenham burde have kæmpet med helt oppe, havde man holdt på profilerne fra sidste års hold, det der bl.a. overbevisende slog Chelsea på Wembley i den mindre pokalturnering. Men Keane er altså borte, Berbatov synes tabt, og så har man afgivet vistnok hele 3 A-spillere til Sunderland, der herefter bør hedde Sunderland Hotspurs. Tottenham har investeret i en bunke nye talenter, der nok ikke kan forventes helt store ting fra lige med det samme. Barcelona’s Ronaldinho-lookalike Giovani er blandt de indkøbte, der også tæller kroatiske Luka Modric og – kuriøst – tidligere Real Madrid-keeper Cesar.

Plejer også her at pege på hvordan de 5 nederste placeringer vil falde, i år ingen undtagelse. Efter Manchester City’s fiasko hjemme mod FC Midtjylland, burde de måske være med, men City kan selvfølgelig mere end de viste torsdag, specielt nu med Mark Hughes som træner. Newcastle figurerer heller ikke, hvilket måske er vel optimistisk på træner Kevin Keegan’s vegne. Ej heller er West Ham, som vi herfra spår en fornuftig sæson, på. Everton’s spillertrup synes lige nu så papirstynd, at klubben muligvis ikke længere råder over noget andethold? Der har ingen køv været over sommeren, hvor man endda har sagt farvel til både Andy Johnson og Lee Carsley. Home of the blues, indeed, men Everton bør have styrke blandt de førstudvalgte 11 mand til ikke at havne i problemer. Hvilket efterlader 3 sårbare oprykkere og 2 mindre klubber…

Den omvendte top-5 af Premier League:

16. Bolton
17. West Bromwich
18. Stoke City
19. Wigan
20. Hull

Enjoy!