Det gjorde han nemlig, men ofte på The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars’ lydside i skikkelse af den britiske raket Mick Ronson. Det er i dag præcis 40 år siden David Bowie udsendte sin klassiske sangcyklus om, ja, hvad er historien egentlig? Har man først set Nicolas Roeg’s The Man Who Fell to Earth (1976) kan det være lidt vanskeligt, at holde den ene space-storyline adskilt fra den anden, så vi giver ordet til Bowie, fra et Rolling Stone-interview af en vis William Burroughs:
– The time is five years to go before the end of the earth. It has been announced that the world will end because of lack of natural resources. Ziggy is in a position where all the kids have access to things that they thought they wanted. The older people have lost all touch with reality and the kids are left on their own to plunder anything. Ziggy was in a rock-and-roll band and the kids no longer want rock-and-roll. There’s no electricity to play it. Ziggy’s adviser tells him to collect news and sing it, ’cause there is no news. So Ziggy does this and there is terrible news. ‘All the young dudes’ is a song about this news. It’s no hymn to the youth as people thought. It is completely the opposite. […]
– The end comes when the infinites arrive. They really are a black hole, but I’ve made them people because it would be very hard to explain a black hole on stage. […]
– Ziggy is advised in a dream by the infinites to write the coming of a Starman, so he writes ‘Starman’, which is the first news of hope that the people have heard. So they latch onto it immediately…The starmen that he is talking about are called the infinites, and they are black-hole jumpers. Ziggy has been talking about this amazing spaceman who will be coming down to save the earth. They arrive somewhere in Greenwich Village. They don’t have a care in the world and are of no possible use to us. They just happened to stumble into our universe by black hole jumping. Their whole life is travelling from universe to universe. In the stage show, one of them resembles Brando, another one is a Black New Yorker. I even have one called Queenie, the Infinite Fox…Now Ziggy starts to believe in all this himself and thinks himself a prophet of the future starmen. He takes himself up to the incredible spiritual heights and is kept alive by his disciples. When the infinites arrive, they take bits of Ziggy to make them real because in their original state they are anti-matter and cannot exist in our world. And they tear him to pieces on stage during the song ‘Rock ‘n’ roll suicide’. As soon as Ziggy dies on stage the infinites take his elements and make themselves visible.
Ziggy-karakteren var mestendels inspireret af det britiske rocknroll-fænomen Vince Taylor – mest kendt for sin original af ‘Brand New Cadillac’ – der efter sit nervesammenbrud troede han var en alien, sendt ned til os fra det ydre rum. Kulørte sager, men mindre svævende er Bowie’s musik, der i en samling enkle, umiddelbart melodiøse og ydest formfuldendte sange præsenterede en ny stram, rocknrollenergisk Bowie, det efter Hunky Dory‘s mere musikalsk komplicerede og let-trippede intime tilgang. Ziggy Stardust var og er en usædvanligt homogen longplayer. Kig lige en gang indenfor på den næsten ufejlbarlige tracklist:
Five Years
Soul Love
Moonage Daydream
Starman
It Ain’t Easy
Lady Stardust
Star
Hang On To Yourself
Ziggy Stardust
Suffragette City
Rock ‘N’ Roll Suicide
Når jeg siger næsten, er det fordi sidste sang på side 1, ‘It Ain’t Easy’, iøvrigt det først indspillede til pladen overhovedet, stikker ud og IMO ikke holder resten af albummets sangmæssigt ufejlbarlige niveau. Så på dagens playlist-udgave af albummet her, vil lige det nummer være erstattet af anderledes fremragende ‘Velvet Goldmine’, en leftover-sang fra Hunky Dory-optagelserne. Så historieforfalskende giver den fremtid, Bowie allerede for længst flirtede tungt med for 40 år siden, en lov at være.
Og David Bowie? Han turnerede pladen gennem verden som en hvirvelvind med The Spiders from Mars og blev selv supertstjerne undervejs. Bowie’s titelnummer-tekstord ‘when the kids had killed the man I had to break up the band’ skulle dog vise sig at blive profetiske. Men inden da, kun ti måneder efter Ziggy Stadust’s udgivelse, var han allerede tilbage med sit nye album Aladdin Sane. Det var aldrig Vince Taylor men derimod en fremstormende og evigtskiftende David Bowie, der var en arbejdsmanisk alien i 70’erne.
PS – Hvis lyst til mere, så skriver Jan Poulsen indgående om Ziggy Stardust og specielt David Bowie’s aftryk i dansk litteratur i dagens Politiken. Hans artikel kan læses lige her.
Man kan overhovedet ikke forlange kvart så meget af nogen. Bowie’s kreativitet, ambition og kvalitet i den af dig omtalte periode er helt unik.
Omkring ‘It Ain’t Easy’ kan jeg ialfald følge dig i at nummeret er som skrevet ud afen helt anden stil og tradition end resten af pladen. Måske det er derfor det sidder så akavet utilpas der, sidst på side 1.
Uden at have skænket jubilæet en tanke, var det faktisk lige præcis dét album, jeg hørte her til morgen. Først bagefter så jeg dit indlæg. Tilfældets magt!
Jeg synes nu ikke, “It Ain’t Easy” er så skidt et nummer – det stikker vel ud ved at være lidt mere Lennon-agtigt end det meste af resten af materialet på denne albumklassiker.
Fra Hunky Dory og frem til og med Scary Monsters satte David Bowie ikke én fod forkert i musikalsk sammenhæng, og det formelig væltede frem med gode sange og inspiration. Kan man forlange mere af en skabende musiker?