Neil Young er i København, med shows både torsdag og fredag aften. Indgangsprisen står uacceptabelt højt – ikke mindst for en mand af hans idealistiske baggrund – så vi har fravalgt at være tilstede i Falconer Teatret. Lad gerne høre hvordan seancerne forløber, hvis andre af jer har plyndret en pengetransport og købt den guldrandede billet. Her hvad Neil Young spillede sidste onsdag i Holland:
02-20-2008, RAI Theater, Amsterdam, The Netherlands
w/ Rick Rosas, Ben Keith, Ralph Molina, Anthony Crawford & Pegi Young
1. From Hank To Hendrix
2. Ambulance Blues
3. Sad Movies
4. A Man Needs A Maid
5. Try
6. Harvest
7. Love In Mind
8. Old King
9. Love Art Blues
10. Don’t Let It Bring You Down
11. Campaigner
12. Old Man
—
13. Dirty Old Man
14. Spirit Road
15. Down By The River
16. Hey Hey, My My
17. Too Far Gone
18. Oh, Lonesome Me
19. The Believer
20. Powderfinger
21. No Hidden Path
—
22. Cinnamon Girl
23. Rockin’ In The Free World
—
24. The Sultan
Gårsdagens koncert var min første med Neil Young – og det var absolut fantastisk. At han stadig kan synge ‘Don’t let it bring you down’, Cowgirl in the sand’ og ‘Journey through the past’ på samme mirakuløst lidenskabelige måde som på førnævnte Massey Hall optagelse havde man kun turde drømme om. Men det kunne han.
Det var tre timers næsten konstant kuldegysning for mit vedkommende. Eneste minus var de fire for fulde svenskere ved siden af, der efter at have skabt sig højlydt under det akustiske set, nu snorksov under ‘Down by the river’ og ‘My my hey hey’… trist for dem.
Det gør godt og ondt at læse om Onkel Neils koncert i går. Det er dejligt at vide, at den gamle stadig har det i sig; og det er ondt-ondt-ondt, at jeg – som flere andre – er sådan en satans gnier, der fravælger musikalske kæmper pga. lidt håndører.
Vedrørende koncerten i Roskilde i 2001 så er det da synd for Sort Sol, at de havde glemt at tage en sweater på, så de stod og blev lidt kolde i kulissen. Til gengæld husker jeg tydeligt, hvordan jeg efter Neils brutale ekstranumre (vist nok Rockin´ in the Free World, Hey Hey My My, og Like a Hurricane) væltede rundt som en bokser på randen af knockout. Og det var ikke udelukkende pga. en lang dags spiritusindtag!
Jeg vil trøste mig ved at sætte den “nye” “Live at Massey Hall” på anlægget. En helt fantastisk optagelse fra Toronto i 1971 (!!), hvor en ung Neil ganske solo møder sit hjemlands begejstrede publikum, og synger så guddommeligt smukt, at selv ufølsomme, midaldrende mænd må knibe en tåre!
Jeg hørte ham i tirsdags i Berlin. Det var skide godt. Setlisten var som følger:
From Hank To Hendrix / Ambulance Blues / Sad Movies / A Man Needs A Maid / No One Seems To Know / Harvest / After The Gold Rush / Mellow My Mind / Love Art Blues / Love Is A Rose / Out On The Weekend // Mr. Soul / Dirty Old Man / Spirit Road / Down By The River / Hey Hey, My My / Too Far Gone / Oh, Lonesome Me / Winterlong / Powderfinger / No Hidden Path // Rockin’ In The Free World
Havde af samme pekuniære grund som Jens fravalgt aftenens koncert, men fik en sjov mavefornemmelse ved halvotte tiden, der trak mig i retning af Falkoner Alle.
En halv time senere sad jeg på mirakuløs vis bænket på række 7 Sæde 1 (yep – midtersædet ), og fik ikke mindre end den ypperste koncert jeg i mit snart 43 årige liv har oplevet ( og jeg nupper mellem 25&40 koncerter om året).
Jeg har set Neil både på ude og hjemmebane, og var også i Roskilde i ’01, hvor jeg stod i en sø foran lydteltet. Da natten var tør, viste det sig at være strømme fra et tilstoppet pissoir. Men i situationen betød det intet, det var et mirakel der foregik på Orange Scene.
Det velkendte setup med et akustisk, og et elektrisk set, fungerede optimalt. Lyden var intet mindre end det bedste jeg før har hørt (selv bere end Daniel Lanois i Vega!). Neil var tændt og koncentreret, og da han efter en smuk ‘Don’t Let It Bring You Down’ havde glemt et vers, måtte vi lige have det en gang til i en kortere version, men med det udeladte vers. Man er vel perfektionist. Intenst, nærværende, besjælet og virtuost fremført .
Herefter en kort pause, og så var der LYD. En setliste der minder meget om Holland, men hvor især ‘Down By The River’, ‘Hey Hey, My My’ og den afsluttende tour de force ‘No Hidden Path’ fik en til at glemme tid og sted. Jeg tør ikke byde ind på om det varede 10 eller 25 minutter, men den velkente formation, med bas og rytmeguitar overfor en NY der har trukket sig ind i sig selv, og krænger sit inderste levede liv ud på de 6 strenge. Magisk. Manden var synligt drænet for energi efter denne kraftpræstation.
‘Cinnamon Girl’ blev desværre ikke i aftes ledsaget af ‘Rockin’ In The Free World’, men smilet var svært at få væk 5 minutter i midnat, da hverdagen og lommesmerterne atter meldte sig.
Pastor, det ser ud, som om jeg løb med en halv vind – men det sker af og til, når man lytter med et halvt øre. Det var i øvrigt Let’s Roll, jeg hentydede til
Den Niel Young jeg omtaler i netop “oplagte” indlæg er bedre kendt som Neil Young!!!
Så vidt jeg husker spillede Niel Young på Orange i 2001 (??). Han blev ved og ved til både publikums og Leif Skovs store tilfredshed, mens Sort Sol stod i kulissen og blev kolde, hvilket i den grad prægede deres koncert.. Mon de allerede dengang glædede sig over de 200.000 kr., som de har fået fra kultur-Brians PR-pulje???
I øvrigt! Hvordan kan det være at Microsoft Media Player censurerer Love Shop. Jeg har lagt “Sendt Fra Himlen” ind på min computer og i den forbindelse, er Fuck (som i min højdeskræk) skiftet ud med ****. Hmmmm
Unge-Niels ligner jo næsten Hule-Niels på det billede!
Er Living With War vand på Cheneys mølle? Jeg tror det ikke.
Prøv at se
http://www.neilyoung.com/lwwtoday/index.html
Jeg har set Neil Young to gange, begge gange var på Roskilde-festivalen og i begge tilfælde var jeg yderst tilfreds.
Jeg vidste ikke engang, at han kom forbi. Jeg er sådan lidt af og på manden – og mest af på det sidste.
I øvrigt er det jo ikke kun hans billetpriser, der er en smule beskæmmende. Han skrev jo også noget efter 9/11, som nærmest overhalede Dick Cheney højre om.