8 tanker om “44 years of hurt…”

  2. To dage tog det at komme mig igen – og ja, jeg er vel den eneste herinde:-) Nej, 44 aar har jeg ikke ventet, begyndte forest at holde med de skyblue i 1995, da jeg laeste et semester paa universitet i Manchester – det var dem man holdt med, hvis man boede I Manchester, og det var vel ogsaa, at de var lidt the underdogs der tiltrak. Underdogs ja! Samme saeson roeg de ned, og par aar efter endnu laengere ned. Husker at jeg laa og skreg paa gulvet, mens jeg fulgte med paa svensk Text TV, da de slog Gillingham i play-off finalen fra League One.

    Flyttede til England med familien for fire aar siden – lige foer Rock the Casbah kom til Manchester. Bor i West Sussex – langt fra Manchester – og har vaeret inde og se dem hernede paa Fratton Park, Stamford Bridge og White Hart Lane – baade med penge og Robinho – og de tabte hver gang, saa intet havde aendret sig. Sidste season paa Craven Cottage og i denne paa Loftus Road, var det dog tydeligt, at noget var ved at ske.

    Og saa kom The Crazy Season – otte point foran, otte point bagefter og i soendags, sad vi saa klinet til Sky Sport. Fem forskellige City troejer fordelt paa kone, den aeldste dreng og hans kammerat, den yngste dreng og migselv. Den midderste dreng, som ikke interesser sig for fodbold, men som er punk nok til at holde med Manchester United, havde fortrukket sig til PlayStation, da det gik op for ham, at han skulle sove i haven, hvis United vandt.

    Objektivt set, var det vel en fin kamp – men foej for satan, det var 90 minutters helvede at komme igennem. Saa kommer United foran, saa scorer vi, saa scorer QPR, saa ryger den naestmest usympatiske spiller herovre ud, og saa scorer QPR et ganske flot maal – og klokken tikker, og vi er faerdige. Husker slet ikke City’s andet maal, men da Aguero scorede og smed troejen roeg vi op. Jeg smed ogsaa troejen og floej ud af huset, de to store og normalt generte og kropsbevidste drenge smed ogsaa shortsene og vi styrtede ned a vejen – fulgt af den yngste, som klart havde misforstaaet konceptet og ogsaa smidt underbukserne.

    Og saa finder man sig pludselig staaende i bar mave ved siden af to teenagedrenge i underbukser og en noegen seks aarig i et villa kvarter i England, foelende sig rimelig godt tilpas, og taenker var det 17 aars venten vaerd? Ja, for fanden – Blue-fuckin’-Moon!

  6. At John Terry ikke var om bord til at fejre det i går var jo knap med Man Citys gode vilje – de ville have ham allerede for tre år siden 😉

  7. Næppe, for da var de ikke sølle 18 sekunder som nu, men hele 18 points fra United (der iøvrigt kun stemplede ind som nummer tre det år). Og så er der jo lige en forskel der hedder John Terry. Uanset hvad tror jeg alle vi, der lider med et for ofte skuffende/tabene hold, levende kan forestille os, hvor fantastisk det var endelig at komme i mål for City-folket i går.

Skriv et svar