M’boro’s nu aflivede stadion hed Ayresome Park – verdens 8. vidunder!
Som hvem der har prøvet det ved, må det være en prøvelse at stå følelsesmæssigt i ledtog med en fodboldklubs op- og nedture. I spillets mange facetter vil det næsten altid være smagen af nederlag der huskes stærkest, den som føles mest konkret. Medgangens ovenpå-verden-øjeblikke vil komme og gå – og de er så skønne luftspejlinger som der findes! – men skuffelsens forbitrelse er anderledes varig at slå sig på og tage med, så klar og nøgtern. Læs her en skildring af en Middlesbrough-tilhængers hårdtprøvede tålmodighed. Og når der står hårdtprøvet, er det lige hvad der menes, for selv Mikkel Beck er nævnt i fortællingen…
Erindrer at klubbens politik mens man stadig holdt sig i Premier League var, at hvis man ønskede at signe en udenlandsk spiller, ja så forsøgte man at gøre det uden at spilleren havde været i byen. Hvis først spilleren oplevede dette mistrøstige sted, ja så var chancen for at han takkede nej temmelig stor….
Fin og stemningsfuld skildring. Beskriver glimrende hvorfor vi lettere patetiske, midaldrende mænd tager på stadion uge efter uge, hvor vi småfrysende kan stå og drikke flade fadøl og brokke os over elendigt spil, tåbelige dommere og unge tifotosser…
Stemningen minder mig om verdens – måske – bedste bog om fodbold “Fever Pitch” af Nick Hornby. Hvorfor skulle NH lige være Arsenal-fan?