Det stod her først: Mads Michelsen skal spille Brett A. i Suede The Movie
Om en lille times tid går Suede på scenen i traditionsrige Royal Albert Hall til deres store aften for den engelske Teenage Cancer Trust. Havde ikke troet vi her skulle være berørt af den begivenhed, men efter at have set YouTube-klip fra de to intime warm up-shows i weekenden, har en vintage Suede-feber indfundet sig, det i en grad ikke oplevet siden måske lige efter Coming Up-perioden, vi taler hele to albums og utallige danske optrædender inden den da logiske pause.
Suede var et fremragende band i nogle år der midt i halvfemserne. De kunne male benzintåger over storbynattens neonlys, de kunne promovere ekstatisk fortabelse, de kunne affotografere det grimme og gøre det troværdigt attråværdigt. En triumferende vindermusik for tabere. En glitrende neo-glam for de uglamourøse. Og så kunne Suede spille smart dum pop, simpel, ligefrem, forførende uden det store forspil. Desværre begyndte bandet tilsidst også at gøre sig i ganske almindelig dum pop.
På det tidspunkt – ca. samtidig med at Brett Anderson var gået stoffri, ja, vi så ham gå på scenen en aften ovre i Radiohuset med en dampende kop the i hånden! – tog Suede’s til da så heftige shows også mod gal retning. For mange af de forkerte store hits blev spillet igen og igen istedet for de ‘rigtige’ sange, dem der også her i landet havde skabt kernen af en elektrisk fanbase. Og christ, hvor man tilsidst bare ikke orkede endnu en pligtgennemkørsel af ‘She’s In Fashion’ eller ‘Positivity’ på bekostning af, det kunne være ‘Killing Of A Flashboy’ eller ‘He’s Gone’. Var ikke på den Grøn Koncert-karavane mod enden, men har kun hørt det var storslemt, et tilbagetog uden ære. Nej, Suede blev aldrig skabt til at skulle være levende jukebox for musikligeglade danske liggestole.
Det vilde er så de omtalte klip på nettet fra de to koncerter i weekenden. Intet støvet der. Ikke den der let fordærvede luft af nostalgisk make believe, den slags reunions så ofte udånder. Ej heller samme band på trekvart kraft, der besøgte DK så ofte tilsidst. Nix, flammen brænder igen, synes det. Om Brett har genfundet sine drugs vides ikke. Men hans fromme ønske om ‘positivity’, der effektivt slog bandet ihjel, er borte, erstattet af nu mere skinger Suede-slingren på barbebladets kant – eller tager vi fejl? Hvis ja, too bad. Hvis ikke, hvad bliver så det næste – mener, kan det band der glemte at skrive gode sange også genopdage den kunst? Indtil videre og netop nu i aften har man lov at håbe…
Mere genforening…
(…) den eneste umiddelbare fordel ved Dizzy Mizz Lizzys genforening er vist, at så længe den er på landevejen, slipper vi da for Christensen solopladder.
http://ekstrabladet.dk/musik/koncert_anmeldelser/article1320964.ece
😉
Jeg er heller ikke oppe i det høje gear. Siden det blev bekendtgjort her på siden at Suede MK2 ville blive gendannet, og vi lavede top 10 lister, havde jeg et par uger med Suede på repeat. Og jeg kan stadigvæk ikke komme forbi Butler perioden. Jeg prøver, men det lykkes aldrig helt. Jeg kan stadigvæk ikke, få mig til at juble uden hæmninger, når han ikke er med.
Igår, gik en anden mand, solo på scenen i RAH, for første gang uden vægten af hans (karismatiske, men underbemidlede) lillebror. Det havde budt på fællessang af en anden verden leveret af mænd i 30erne, med armene omkring hinanden. Denne mand, lagde ud med sangen med den passende titel “It`s good to be free”
http://entertainment.timesonline.co.uk/tol/arts_and_entertainment/music/article7076920.ece
Suk for en fantastisk liste…
Falkoner salen i 94 vil altid stå som en kæmpe stor
oplevelse hos mig, og farvel blev det til i Vega
– en næsten ligeså smukt aften –
Må indrømme at jeg har det en anelse svært ved
tanken om at Suede skal komme tilbage.
Evigt ejes kun det tabte…
RAH-aftenens setliste:
‘She’
‘Trash’
‘Filmstar’
‘Animal Nitrate’
‘Heroine’
‘Pantomime Horse’
‘The Drowners’
‘Killing Of A Flashboy’
‘Can’t Get Enough’
‘Everything Will Flow’
‘He’s Gone’
‘The Next Life’
‘The Asphalt World’
‘So Young’
‘Metal Mickey’
‘The Wild Ones’
‘New Generation’
‘Beautiful Ones’
+ + +
‘The Living Dead’
‘The 2 Of Us’
‘Saturday Night’
Soundbite fra The Times’ anmeldelse:
“….Suede came on to the hammer-blow beat and descending riff of She, and Anderson took command from the word go. “It’s the arse of the nation,” he sang, a description that could equally be applied to the gyrations achieved by his own remarkable backside. Bouncing off the monitors, jack-knifing and jumping into the none-too-gentle embrace of the fans piled up in front of the stage, the 42-year-old singer performed like a man possessed. His post-Bowie yodel was in fine fettle as the band swept in short order through Trash, Filmstar and then a heroic version of Animal Nitrate — still the best song in their repertoire, and still capable of sending an audience into a state of highly agitated rapture.
There was a sequence of more gentle songs including He’s Gone, a ballad that Anderson dedicated to a friend of his called Jessie who had died just three weeks ago. He ended the number on his knees, a picture of momentary desolation. Then he was back on his feet as the band swept through the gears again with sensational versions of So Young and Metal Mickey.”
Og ditto fra The Guardian’s:
“You could argue they sound better than they did at their commercial peak. Ironically, they had their biggest hits in the football’s-coming-home summer of 1996, but they somehow already seemed like a band awkwardly out of time, reminiscent of the years before Oasis. Tonight, there’s something vigorously alive and in the moment about Metal Mickey and Animal Nitrate.
Weirdly, given that they’re relying on songs nearly 20 years old, the power emanating from the stage isn’t purely nostalgic. Whatever their past, they sound like a band who might conceivably have a future.”
Mon ikke der arbejdes på flere koncerter – f.eks. festivaler og en egentlig tour? Det lyder bare mindre kynisk og business-agtigt når man lægger blødt ud med en velgørenhedskoncert.
Det er det jeg prøver at sige, Pastor. Kun samlet for at ‘nyde de gamle sange med det gamle hold’, vil man aldrig ramme hvad du her kalder intensitet. Behøver vel ikke nævne Echo & The Bunnymen’s post-genforeningskoncerter som eksempel på hvor ordinært den slags kan falde ud?
Love Shop varmede sig vel heller ikke lunkent i efteråret 2009? Hvis de nogen sinde skulle få lyst til at gå i studiet igen, kunne man da godt forvente at intensiteten fra disse seneste koncerter var intakt.
Pastor, come on, pointen er at det netop lyder som om der er mere på spil, end at mødes og varme sig lunkent på gamle dage med dem fra dengang. Den slags kan høres, og forhåbentlig da også hos LS, nu du også skal sætte det triste billede på der. Ellers er det hele jo ligemeget.
Taler ikke moral her, men inspiration. Brett’s forsvandt så åbenlyst efter hans cleaning up. Men at kicket i hans sangskrivning har været sporløst forsvundet siden, er ikke det samme som at ønske ham tilbage på junkvognen. Så mange andre før og efter Suede har kunnet skrive gode sange clean, så hvorfor ikke også Brett A…? It’s all in the mind.
http://www.guardian.co.uk/music/2010/mar/25/review-suede-albert-hall
Jeg vil ikke ønske for nogen at de falder tilbage i et misbrug af crack og heroin. Mon ikke snarere sandheden er, at Brett nyder at spille de gamle sange sammen med det gamle hold? Det er en fornemmelse, jeg ved at Jens kender.