I et indlæg her på bloggen før jul nævnte jeg, at jeg glædede mig til det nye album fra Spoon. Og nu har jeg så med lidt for lang forsinkelse fået skaffet mig et eksemplar af Transference.

Var det så ventetiden værd? Ja, det synes jeg. Det første, der falder mig i ørerne, er dog forskellen fra forgængeren. Hvor Ga Ga Ga Ga Ga var temmelig poppet og godt kunne kaste regulære hits af sig, er Transference noget mere eksperimenterende. Spoon har også før yndet at eksperimentere med studiets virkemidler, men det er kommet tydeligere frem på det nye album – måske fordi det er produceret af Eno. Nej, ikke Brian Eno – men Spoons trommeslager Jim Eno sammen med sanger Britt Daniel. Så denne gang er det gruppen selv, der har produceret.

Det er egentlig svært at høre, at Spoon faktisk er fra USA. Referencepunkterne er britiske, glæden ved at lege i studiet er Beatles-agtig (uden at resultatet på nogen måde minder om de fire fra Liverpool) og sanger Britt Daniel lyder som en imødekommende, uarrogant Liam Gallagher, hvis man ellers kan forestille sig dét. Oplagte hits er der vel ikke, men “Mystery Zone” kunne være tæt på. Kaffebargiganten Starbucks har i al fald udvalgt netop dén sang som “Pick Of The Week” på iTunes.

Transference er et album, som lytteren skal give lidt tid – men den investering får man så så rigeligt igen. Og forsidebilledet? Det er såmænd et 40 år gammelt foto! Man kan se en zoombar udgave af billedet her.