…er der et interview med Jens i Politiken i dag om forbrug og forbrugsvaner. Bl.a. røber han:

Altså, nogle af indvandrergrønthandlerne på Vesterbro har noget fantastisk tysk importslik fra Haribo. Deres Matador-mix er slet ikke som den slatne danske mix. Den er mere lakridsbaseret og har nogle knaldhårde farver, som må være euforiserende. Det sælges i store poser, og man bliver lidt sær efter sådan et skud sukker og farver. Så er der Ritter Sport – quadratisch, praktisch, gut – og tyske chips, f.eks. Erdnussflips. Den slags spiser jeg, hvis familien er sendt i seng, og jeg skal forkæle mig selv.

Smag og behag er mao. forskellige. Jan Opstrup Poulsen skriver da også i Gaffa om Frelsens hær:

Der er godt løb i melodierne, og genkendelsen glæde er stor i den træfsikre “Redningsklar”, og det bliver ikke meget flottere end i den opbyggelige “Drømmeslottet”. Det er Love Shop, som vi elsker dem. Til gengæld levnes der ikke meget albuerum til de enkle sange på Frelsens Hær, der lades noget i stikken af en tungt åndende elektrolyd, og her mangler Hilmer Hassigs kantede og drømmende guitarriff til at bryde konformiteten.

og forsyner anmeldelsen med 3 stjerner ud af 6.