En af denne sides favoritsingler med Siouxsie And The Banshees er ‘Arabian Knights’, der dags dato 1981 udsendes som den anden single fra Juju. For hvilken stærkt profileret sang og stemningsoptimeret produktion nummeret stadig er i dag. Under den kendte singleversion følger her en samtidig BBC-optaget session-version fra Richard Skinner Show, hvor The Banshees’ instrumentale dynamik om muligt står endnu mere klart i den enkelt opsatte produktion…
På Okay Okay Boys (1982), Kliché’s svære andet – og sidste – album er der to tracks der stilistisk skiller sig ud fra mængden. Dels brug-og-smid-væk-nummeret ‘Bravo Charlie’, der ikke uden en vis ironi sært kunne lyde som det tidlige TV-2 der leger Kliché. Dels ‘Oppenheimer’s Formiddag’, noget så sjældent som en guitarbaseret Kliché-ballade, hvis sangskrivning og tonesprog synes anderledes traditionelt end normalt fra bandets ukonventionelle ståsted.
Biografpremieren lige nu på Christopher Nolan’s store biopic om J Robert Oppenheimer gør igen sidstnævnte nummer relevant. Husker jeg aldrig selv dengang i 1982-83, da vi så rigtigt mange Kliché-shows rundt omkring, fandt stor glæde ved ‘Oppenheimer’s Formiddag’. Genhørt nu forstår jeg ikke helt hvorfor, for det er jo faktisk en stærk sang med sit fine omkvæd, der folder sig så mantra-gentagende ud, som altid i Kliché sunget formidabelt i mål af den dengang evigt sitrende Lars Hug. Hilmer var omvendt ret forelsket i sangen, præcis som han også på Okay Okay Boys især var det i instrumentalnummeret ‘IKB’, hvor hans eget uforlignelige guitarspil står så vægtløst i centrum. Oppenheimer bliver genoplivet gennem filmen lige nu, som han også blev det i efteråret 1982 gennem disse toner og ord…
Fotoentusiasten Chris Stein fra Blondie har taget dette billede af Devo i 1978 i Akron, Ohio. Der går en tyk lige linie fra deres look til Klichés stærke visuelle præsentation et par år senere i Danmark. Tradition og fornyelse, som man siger, og godt gået af Kliché. Men Aarhus-klovnepunkerne Lost Kids ikke blot lånte, de stjal Devo’s ‘Mongoloid’ og krediterede (først) sig selv som sangskrivere på ‘Asocial’. Lost Kids er forlængst fortid, Devo spiller i august på Amager.
Mon ikke Martin Gore’s fødselsdag bliver fejret af Depeche Mode-tilhængerne, når DM i aften kl. 19.30 går på scenen i Zagreb Arena i den kroatiske hovedstad? Her er Gore helt anderledes alene med et af de seks covernumre fra den Counterfeit-EP, han udsendte i eget navn i 1989…
For hvem end der må holde af Martin Gore’s version, men ikke kender originalen, så er den herunder. En vis Joe Crow, med fortid i Birmingham-punkbandet The Prefects og efterfølgende de tidlige John Peel-darlings The Nightingales, udsendte i 1982 denne så specielt klingende lo fi-single på Cherry Red Records. ‘Compulsion’ blev nok mest hørt via sin inklusion på den stærke tilbuds-opsamling Pillows & Prayers (1982), der positivt satte lys på en lang række Cherry Red-artister. Joe Crow lod kun høre fra sig med denne ene single…
I aften spiller Morrissey for de, der endnu kan holde ham ud, i den gamle biograf Troxy i London. Vi andre kan så istedet fint nøjes med den store musik fra før bitterheden og hadet tog fast bo i The Smiths-stjernens forfinede sangstemme. Det var også før hans bedste, rockabilly-funderede band blev spredt for alle vinde og et inferiørt sammenrend af musikalske yes-men tog over. Favoritalbummet fra dengang her er Southpaw Grammar (1995), en helstøbt samling kontante rocksange rammet ind af et anderledes langt og omfangsrigt åbningsnummer og en afslutning der heller ikke ligefrem holder sig tilbage hverken følelses- eller tidsmæssigt. Det sidste bærer titlen ‘Southpaw’ og findes i en uudgivet tidligere version. Naturligvis matcher denne undervejs-udgave ikke den endelige mesterlige fra albummet, hvor guitarist Alain Whyte da virkelig stråler, men outroen her med sit evigt gentagne violin-tema kan alligevel noget helt specielt skæbnesvangert…
Det er 1983. Depeche Mode er i Vesttyskland. På et TV-show spiller det unge og uskyldige techno pop-band playback af sin nye single ‘Everything Counts’ foran en food truck…
21. juli 1986: Okay, du har godt to år efter debuten netop udgivet dit tredje album, der vidt og bredt hyldes som det forårs mesterværk. Mange forudser at dets næstsidste skæring, en perfekt iørefaldende sang ved navn ‘There Is A Light That Never Goes Out’ nu vil udkomme som single og please både radiostationer og hitlister. Så hvad gør du? I The Smiths’ tilfælde indspilles og singleudsendes istedet et helt nyt ultrakort nummer, hvis guitardominante hovedriff er én stor hyldest til T. Rex’ glam-befrugtede 1972-single ‘Metal Guru’ og hvis ord utvetydigt opfordrer til hængning af de lige før omtalte radiostationers discjockeys. The Smiths er et vidunderligt band.
En af de helt store guitarister på postpunkscenen er Vini Reilly, der med sit Manchester-band The Durutti Column udsendte noget af sin tids fineste og mest usædvanlige musik på Factory Records. Men det er nu mange år siden der er kommet nyt fra ham. Historier om psykisk sygdom og hjemløshed har været i frit omløb. Dagens The Guardian tager sagen i egen hånd og opsøger Reilly, som de fleste måske udelukkende har hørt via hans tydelige medvirken på Morrissey’s solodebut Viva Hate (1988). Og ja, skulle Johnny Marr endelig erstattes, så var Vini Reilly netop den lokale kapacitet der kunne gøre det. Guardian’s artikel kan læses på dette link, Reilly’s mageløse musik høres herunder…
Blur udsender i dag The Ballad of Darren, London-bandets første album siden forunderligt vellykkede The Magic Whip udkom for otte år siden. Hvor den plade uventet lykkeligt lød som gode gamle Blur sammen igen, så tegner det nye album umiddelbart i lyd og tonesprog mere Damon Albarn’s egen verden. Det er hans svimle melankoli der løber som rød tråd gennem ti flygtige, ofte afdæmpede tracks, der i sine undrende betragtninger og et lettere forslået livssyn rammer tættere på den seneste The Good, The Bad & The Queen end klassisk Blur. En fin musik under alle omstændigheder, her repræsenteret af den ene sang på albummet, der kommunikerer ligeså enkelt og åbent som de to allerede udsendte singler…
20. juli 1987: New Order følger op på den 1986-storhed som er den single-remixede version af ‘Bizarre Love Triangle’ med singlen ‘True Faith’, der er skrevet og indspillet sammen med producer Stephen Hague. Tre uger efter optræder NO med det nye store hit på programmet Roxy…
‘True Faith’ står virkelig stærkt i sangskrivning som produktion, og den NO-topform høres også på B-siden, hvor ‘1963’ åbenbarer sig. Det nummer kunne også nemt have været en single i eget navn…
Fir små tre uger siden spillede Editors den belgiske Werchter Festival. Her ligger hele koncerten med prof billede og lyd…
Stjerner er stjerner og Echo and the Bunnymen-frontmand Ian McCulloch’s kvalitet som en sådan var åbenlys fra første øjeblik debutalbummet Crocodiles blev udsendt 18. juli 1980. At udkomme samme dag som Closer med lige da allestedsnærværende Joy Division, hvis sanger netop havde taget sit eget liv, skulle ikke være nemt, men Bunnymen tiltrak sig fortjent den opmærksomhed og det følge , de kunne bygge videre på mod storhed forude…
Endnu et nyt track fra det kommende Slowdive-album…
Drømmen om rockbandet med det brede vingefang, her udført helhjertet i den svenske version med Ulf Lundell bag mikrofonen. Ofte bekymrer Sveriges centrale hippiegeneration-stemme sig ikke stort om sine numres melodiske kvaliteter, men den laissez faire-tilgang kan man ikke beskylde ham for her. En mangefacetteret film af en natligt vibrerende sang på små femten minutter, der ikke fornemmes ét sekund for lang, se, dét er en kunst. Og når det nu er omfangsrige Lundell, så føles det næsten omsonst at nævne, denne sang blot er en ud af 27 på det 2002-album, hvor den lukker af som det store, konkluderende titelnummer. Og den slags kræver altså et bredt vingefang. Samt et klavertema at dø for…
Ovenpå den triste nyhed i går om Jane Birkin’s bortgang bliver vi lige hængende dér. Havde ikke forventet så overvældende en reaktion som nu viste sig i de mange anerkendende kærlighedserklæringer i engelske og franske medier, samt af mere privat karakter på Facebook, Insta og Twitter; hun var fortjent overalt i går. Og her igen med en sang fra det øjeblik i 1968, hvor hun møder og bliver stormfuldt forelsket i Serge Gainsbourg. Det sker på settet af filmen Slogan, hvor de to spiller overfor hinanden og til dens soundtrack duet-indspiller denne typisk udfordrende Gainsbourg-sang, hvor det i Jane Birkin’s vers står meget klart, et cool band som Blonde Redhead også står i gæld både til hende og til ham…