Hverken Television eller Tom Verlaine som soloartist fandt aldrig et stort publikum, hverken i pladebutikkerne, på radiobølgerne eller rundt på scenerne. Har således i København kun set ham gøre sin unikke ting i Pumpehuset, på hedengangne Carlton og helt alene endda i Musikcaféen, som han såvidt huskes heller ikke solgte ud. Og i Berlin for få år siden var der ligeledes foruroligende god plads på Huxley’s Neue Welt, da Television kom forbi. Så mon ikke Verlaine mestendels har levet på royalties fra David Bowie’s tro coverversion på Scary Monsters (1981) af ‘Kingdom Come’ fra hans egen 1979-solodebut? Hvilken en af de to versioner er egentlig bedst? Et vanskeligt spørgsmål at svare på. Døm selv her…
Alle indlæg af Jens
Tom Verlaine RIP!
Så trist og vemodigt vi erfarer den ekspressivt guitar-geniale Tom Verlaine er død i dag. Hvis du ikke kender stort til ham, så ligger hele Marquee Moon, 1977-debutalbummet/mesterværket med hans Television lige herunder. Et større og mere tilfredsstillende værk (!) indenfor rockmusik vil det vel være umuligt at pege på, dets spil og udtryk så musikalsk fjernt fra alt på den punkscene Television udsprang fra og blev sammenkædet med. Men punk var Verlaine så sandelig i egen egenrådige, ambitiøse og kompromisløst nyskabende attitude, æstetik og majestætiske musik. Enjoy i sorg!
Dagenham Dave
1-2-3-4, et heftigt engelsk punknummer for denne lørdag aften, et deep cut fra No More Heroes, The Stranglers andet studiealbum på fem måneder i 1977. Har Morrissey mon lyttet med? Titlen ‘Dagenham Dave’ tyder på det, og Morrissey kan jo sin punk rock. Højdepunktet for mig i denne sang er C-stykket (fra 1:41), der kommer med stor dramatisk, nærmest filmisk effekt i Jean Jacques Burnel’s fortælling om en Stranglers-vens selvmord. Lyden af London…
Springsteen synger Suicide
Talte om Suicide’s ‘Dream Baby Dream’ her i går. I den forbindelse skal og bør det nævnes, Bruce Springsteen har udgivet denne meget fine liveversion af nummeret på en 10″er i forbindelse med en større hyldest af Suicide-sanger Alan Vega, da denne i 2008 fyldte 70 år. Seks år efter indspillede Springsteen en mere velkendt bandversion til sin High Hopes, men den når i trance ikke den her til sokkeholderne…
Det musik kan
Nogle dage er Suicide’s 1979-single ‘Dream Baby Dream’ bare et af denne verdens bedste musikalske rum at befinde sig i. Her den udvidede 12″er-version, der synes bare blive ved og ved. Indtil den pludselig er slut og man må starte forfra igen. Vi har nydt den før på blog-adressen her, men ikke med denne billedeside fra Suicide’s egen YouTube-kanal. De oprindelige 7″er/12″er-vinyler af ‘Dream Baby Dream’ (fra henholdsvis UK og Frankrig) er naturligvis kostbare, for Suicide var aldrig noget stort navn. Men heldigvis er singlen blevet vinyl-genudgivet for nylig, så den kan altså anskaffes for rimelige penge. God jagt!
Glamourøs indie-rocknroll
Vistnok som optakt til annonceringen fredag af en koncert i London fortæller comeback-snarlige The Walkmen’s Hamilton Leithauser på Insta den tragedie som var bandets første tour i England. Med erfaringer som disse – der ikke er uvanlige i rocknroll nær og fjern – forståes NYC-bandets opløsning/’ekstreme pause’ i 2013 måske straks bedre…
Mick Harvey har stadig en kuffert i Berlin
Det er nærmest en slags parallel rejse til David Bowie’s ‘Where Are We Now’ når The Bad Seeds’ tidligere kapelmester Mick Harvey på sit nye udspil tager en tur tilbage til sit tabte Vestberlin med Cave og Rowland og Anita og Simon og Blixa og alle de andre. Det sker gennem denne sørgmodige og let omskrevne tolkning af Marlene Dietrich’s gamle ‘Ich Hab’ Noch Ein Koffer in Berlin’…
Brandfarlig Belfast
Det kan være nådesløst at vende tilbage til sine tidlige teenage-års musikalske helte. Hørte for første gang i mange år debutalbummet Inflammable Material (1978) med Stiff Little Fingers, der kom fra Belfast og begik en krads melodisk punkrock der – i modsætning til andre samtidige nordirske punkbands som The Undertones, Rudi og Protex – i frustration og sang-fokus tog klart udgangspunkt i de da igangværende The Troubles. Højtråbende Inflammable Material blev hurtigt det første independent-album der gik på den britiske top 20-liste og etablerede SLF som et stort navn, der tog konsekvensen og rykkede til London. Debutalbummet skulle dog blive det bedste fra dem, båret igennem af sin indignation på overdrive og en lille håndfuld slet og ret gode numre, men i dag er pigtrådsharske Inflammable Material som sådan en svær størrelse at komme helskindet igennem. Bedst er albummets erklærede punk-klassiker, den skarptskårne single ‘Alternative Ulster’, men ved genhør står et andet nummer ligeså markant, nemlig bandets Nordirlands-omskrevne version af Bob Marley and the Wailers’ ‘Johnny Was’, der over sine usandsynlige otte minutter fungerer præcis ligeså overraskende relevant og stærkt som de erklærede SLF-forbilleder The Clash’s adopterede reggaecover af Junior Murvin’s “Police and Thieves” på Clash-debuten året før…
En stemme fra hinsides
Den tyskfødte performancekunstner og kontratenor Klaus Nomi, der som del af New York City’s kunstscene i 1983 var en af de første kendte ofre for den dengang helt nye sygdom AIDS, ville kunne være blevet 79 i dag. Her et klassisk nummer med ham, som ikke mindst Morrissey har været med til at udbrede ved ofte at have det på PA-playlisten før sine koncerter. “Remember me / remember me…”, trygler Nomi karakteristisk dramatisk på sin cover af denne Purcell-arie fra 1689 (!), og det gør vi så lige her, tryllebundet af hans iskolde, smukke musik…
Giv mig noget som giver mig noget
Fik først øjnene op her forleden for Joel Alme, den GBG-fyr der i disse måneder er aktuel med sit tredje svensksprogede album. Har tjekket lidt mere op på ham nu, og han kan virkelig noget med personlig lineær fortælling og hjertestikkende melodi. Tænk nu hvis hele Sveriges Håkan Hellström ikke var havnet i succésfælden og stadig – det er umuligt – kunne lave sin ting uden blytung A&R-overvågning og gravalvorlige karriere-planlægningsmøder. Så ville hans sange måske stadig lyde naturligt i sync med eget univers (det var jo præcis den kvalitet, vi alle faldt for) og så fint underspillede som denne her. For hvem skulle være i Göteborg om et par weekends, så spiller den nu i Stockholm bosiddende Joel Alme med sit band to aftener på Pustervik 3. og 4. februar…
Da fremtiden begynder
En rejse denne kolde dag til 1976, hvor David Bowie 23. januar udsender sin magtdemonstration Station to Station, hvis ti minutter lange titel- og åbningsnummer herunder i opbygning som tonesprog bryder med ikke så få konventioner indenfor traditionel rocknroll, og derved leder sin egen skaber på sporet af den helt nye musik, han året efter vil udsende fra sin til den tid nye bopæl i Vestberlin…
Introducing…Joel Alme!
Göteborg er andet og langt mere end bare Broder Daniel og Håkan Hellström. Her således en ny sang med 42-årige Joel Alme fra bydelen Majorna, der – med baggrund i en mørk og disharmonisk opvækst – på sit sjette og lavmælt 100% håndspillede soloalbum Sköt er själva så sköter jag inte mitt (2022) synger ud om sit liv i hjembyen. Her en melodisk stærkt drejet single derfra…
Terry Hall Station!
Stærkt! Fra New York City skriver den tidligere Pogues-bassist Cait O’Riordan om nyligt afdøde Terry Hall fra The Specials:
“At City Hall station down by the Brooklyn Bridge tonight – love the sticker too. A month since we lost Terry and this tribute has been allowed to remain untouched, no damage, no tags, no cover-up – maximum respect.”
Den geniale one trick ponys forbandelse
Kan umiddelbarhedens uskyld gentages med succes? Nej, naturligvis, det der først lever på sin spontanitets energi drænes langsomt men sikkert ved repetition. Og det er vel derfor, at The Ramones kun lykkes 100% på sine to, måske tre første albums. Hvorefter den simplificerende formel der først fungerer så optimalt forfriskende langsomt bliver en kreativ forbandelse for Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy. For hvor går man hen, når det perfekte nåes i første hug og lever af sin egen utøjlede energi? The Ramones prøvede flere udveje; at blive et Phil Spector-produceret popband (End of the Century (1979)), at lave et hardcore-inspireret album (Too Tough to Die (1984)), at speede alle sine (i forvejen hurtige) numre op live, så de blev mere tidssvarende ‘punkede’ (efter forfærdelige Marky Ramone blev trommeslager). Og ellers? Ellers gentog man oftest bare blindt det oprindelige musikalske Ramones-manifest, men uden samme nødvendighed, uden det knivskarpe snit, der af naturlige årsager havde stået så stærkt i begyndelsen. Her The Ramones i verdensklasse-form i starten, da de netop har taget form, filmet på bandets ven og hjælper Arturo Vega’s loft i New York City’s East Village i 1975. Der er endnu 14 måneder til denne sang udkommer på bandets selvbetitlede debutalbum (hør ovenfor). Beklager den forvrængede lyd på optagelsen her, som faktisk bare gør det samlede indtryk endnu mere tidsautentisk intenst…
Dead pop stars…
Alle medlemmer i Glasgow-bandet Altered Images var i 1980 medlemmer af Siouxsie and the Banshees’ fanklub, så naturligvis var det en support-tour i Storbrittanien for Banshees på deres Kaleidoscope-tour samme år, som førte til en John Peel-session på BBC, der igen – via Peel’s åbenlyse forelskelse i dem (nærmere præciseret forsangerinden) – førte til en stor pladekontrakt. Førstesinglen ‘Dead Pop Stars’ (produceret af Banshees-bassist Steve Severin) blev ikke bemærket af mange udenfor indieland, men følgende singler som ‘Happy Birthday’ og ‘I Could Be Happy’ gjorde for et par år Altered Images til regulære popstjerner i Storbritannien. ‘Dead Pop Stars’ er dog øjeblikket for Altered Images, hvor det hele smelter sammen og giver mening. Clare Grogan’s besynderligt hikstende lillepigestemme fungerer langt bedre i denne kantede postpunk-ramme end på de senere pophits, hvor dens selvbevidste charme-koketteri meget hurtigt bliver belastende. Nogle bands ud af postpunken var som født til at stråle på en enkelt sang og så aldrig igen. Dette er Altered Images’ gyldne tre minutter og 20 sekunder i den forstand…