Fordi dagen har brug for det. Den vel nok heftigste franske punk-single af dem alle, 1977-debuten ‘Panik’ fra Paris’ Metal Urbain…
1. juledags-punk 2
Alle indlæg af Jens
1. juledags-punk 1
Fordi vi vist alle har brug for det…
Hjerternes fest
Glædelig jul fra Webmaster Pastor og overtegnede til alle i nær og fjern – take care!
2-Tone-vinyl
Snapshot fra årets 2-Tone-dominerede lillejuleaften her med The Specials og Terry Hall…..
Fairytale of Copenhagen?
Elias Rønnenfelt fra Iceage har under sit Marching Church-alterego lavet en forbløffende vellykket The Pogues-stylet julesang. ‘Christmas On Earth’ har i år fem slingrende december-højtider på sin samvittighed…
Den uundgåelige
Men ikke med den sædvanlige sort/hvide video, istedet The Pogues og Kirsty MacColl på Top of the Pops dengang. Og som der står i en kommentar nedenunder: “As far as I’m concerned…. Christmas would truly be dead without Shane and this gem !!!”. Hvilket vel på det nærmeste er sandt. Kirsty fokuseret på sin performance her, en som altid ramt Shane på sit tyggegummi…
Rebel waltz
Som tillæg til Pastorens glimrende Joe Strummer-memorial herunder i anledning af 20-årsdagen for The Clash-fyrtårnets død, tænker jeg vi også i dag bør kunne tilbyde hans levende stemme på bloggen. Så her ‘Rebel Waltz’ fra Sandinista! (1980), en af de mindre besungne sange i kataloget, men et fornemt stykke musik, der passende for dagen fremviser hans og bandets gehør for det sørgmodigt længselsfulde…
I slept as I dreamed of a time long ago
I saw an army of rebels, dancin’ on air
I dreamed as I slept, I could see the campfire
A song of the battle, that was born in the flames
The rebels were waltzin’ on air…
FYI: Kvinden der modtager den fulde opmærksomhed på video-billedet herover – taget af Bob Gruen i New York City i 1981 – er Gaby Salter, Strummer’s kæreste fra 1978-93 og mor til hans to døtre, Jazz og Lola Mellor.
Terry Hall mindet
The Specials kom fra Coventry, så da byens lyseblå hold Coventry City i aftes tog imod West Bromwich Albion blev Terry Hall mindet behørigt på hjemmebanen Coventry Building Society Arena. I den forbindelse betød det mindre, at Terry Hall hele sit liv har været dedikeret Manchester United-tilhænger. Og kampen? Coventry City vandt 1-0 på et straffe tre minutter i overtid. Enjoy yourself indeed…
Marin Duffy RIP!
Denne regnblæsende december-formiddag synes den besynderligt dystopiske Felt-titel ‘All The People I Like Are Those That Are Dead’ næsten lidt for aktuel, da ikke bare Terry Hall’s bortgang, men nu også nyheden om Felt-keyboardvirtuosen Martin Duffy’s død i en alder af kun 55, trænger sig på. Siden Felt’s opløsning i 1990 og til nu har Duffy været fast medlem af Bobby Gillespie’s Primal Scream, hvorfra de fleste nok kender hans usædvanlige tangenttalent. Men her på denne side er det arbejdet med Felt, han først og fremmest værdsættes for. Hør hans luftigt melodiske og brusende keys herunder på føromtalte Felt-nummer fra 1986-albummet Forever Breathes the Lonely Word, der passende i dag bærer Martin Duffy’s ansigt på sit cover…
Forever T
Er vi ikke ret nede ovenpå den uventede nyhed om Terry Hall’s alt for tidlige bortgang? Jo, vi er. Så her endnu en sang, der giver ham i levende live. Kan man forestille sig denne ofte så mismodige The Specials-sanger, den måske mest engelske af alle engelske stemmer, placeret i et synligt priviligeret kærlighedsdrama på Den Franske Riviera, syngende en luftig popsang af så europæisk snit, den næsten lyder som Jarvis Cocker og Pulp fra deres bedste tid, præcis samtidig? Det er virkeligheden på denne single fra Hall’s soloalbum Home (1994)…
PS – Var det underbevidsthedshukommelse det med Jarvis Cocker og Pulp her ovenfor, eller bare ren tilfældighed? Ser ialfald nu, at netop Pulp har lavet et samtidigt remix af ‘Forever J’. Poetic justice…
The Special One RIP!
Den gør ondt den her. The Specials’ forsanger Terry Hall er pludselig død, 63 år gammel. Indenfor Two-Tone-bølgen, den engelske ska-revival som havde sit momentum fra 1979 og et par år frem, var The Specials bandet. Og Terry Hall den altid alvorligt udseende forsanger, hvis så specielt lydende stemme gav Coventry-bandet dets særegne melankolske, dog vitale identitet. Han vil stå savnet som en af sin generations mest markante stemmer. Men pladerne med Specials – plus hvad han også senere bedrev med bl.a. The Fun Boy Three, The Colourfield, Vegas, i eget navn, samt som gæsteartist hos Gorillaz – er der heldigvis endnu. Her Terry Hall på vej frem med The Specials i 1979, hvor ikke mindst en britisk tour som support for The Clash gav dem et hengivent publikum at spille videre for…
Guitarist Robert Smith
En ofte overset ting omkring The Cure? Hvor eminent dygtig og stildannende en guitarist Robert Smith er. I 1983, da The Cure for en tid som band er brændt sammen ovenpå Pornography (1982), får Robert Smith en tjans som fast guitarist hos sine venner i Siouxsie and the Banshees, der netop har mistet deres eget guitar-es John McGeoch. At gå ind og afløse JM’s teknisk komplicerede figurer og temaer skal slet ikke være nemt, men på Banshees-livealbummet Nocturne (1983) er der ikke det mindste slinger i valsen fra Robert’s side. Her Juju-åbningssinglen ‘Spellbound’ fra den aften i Royal Albert Hall, hvor nu ikke bare han men hele bandet stråler. Og Siouxsie Sioux ovenikøbet udfører besynderligt koreograferede moves som en stolt hest eller noget. Udover på dette ret så majestætiske live-dblalbum kan Robert Smith’s guitar for Banshees opleves på 1983-singlen ‘Dear Prudence’ samt på studiealbummet Hyæna (1984), der overordnet også bærer stort præg af The Cure-mandens musikalske overskud…
På droger och på sorg…
Kent har naturligvis også sunget om den svenske hovedstad, hvortil bandet flyttede de godt 100 km øst fra Eskilstuna, da karrieren blev det sats, der skulle præge samtlige bandmedlemmers fremtidige liv. Blandt Kent’s bittersøde Stockholm-kærlighedserklæringer trænger ‘Columbus’ fra Tilbaka Till Samtiden (2007) sig på…
Stockholm er blevet kold…
Gik på Sveavägen i Stockholm ved 02-tiden i nat i 12 graders dampende frost, kom til at tænke på denne Pet Shop Boys-snydte sang fra Orup…
Shane i topform
Som undskyldning for at kunne sætte spotlight på et par af The Pogues’ så vidunderligt cinematiske sange har siden her den seneste uge fulgt med i king-Pogue Shane Macgowan’s hospitalsindlæggelse (vistnok for en infektion). Han er nu ude igen, ovenstående billede taget hjemme i går. Her endnu en af bandets grandiøse klassikere af sin tid, 1989-singlen ‘Misty Morning, Albert Bridge’, der med sit brede musikalske vingefang og fortabt-romantiske narrativ burde have været et smash, men peakede i forbløffende ubemærkethed som #41 på singlehitlisten i UK. Utaknemmelighed er England’s løn…