The Pogues’ problem-magnet Shane Macgowan forventes onsdag udskrevet fra det hospital i Dublin, hvor han den seneste uges tid har været indlagt. Den begivenhed bør naturligvis markeres her med endnu en af hans bands mægtige sange, denne centreret om den enorme folkevandring over Atlanten, da to millioner irere omkring 1847 drog mod USA for at undslippe den store hungersnød i hjemlandet. En historietime tilsat musik, men så tørt bliver det tilnærmelsesvist aldrig med Shane…

Iggy Pop er vild. Hver gang han synes afskrevet som opbrugt kreativ kraft, så rejser han sig overraskende. Hvilket nu sker igen. For en måned siden udgav han en forløbersingle til sit snartkommende album I’m Every Loser, der indikerede en tilbagevenden til det uambitiøse tegneserie-rabalder, der var Iggy Pop’s smalkost i karrierens underpræsterende 10-15 år efter grungebølgen, hvor han ofte indspillede/turnerede smadder-rock med backing bands af en meget jævn standard. Men her kommer så et sært luftigt popnummer og tager for nu igen stikket hjem til Iggy. Men er der så håb for det nye album? Man aner det virkelig ikke…

Dagens nye single kommer fra Henrik Olesen, der virkelig rækker højt med sin ‘Hymne (Tak For Alt)’. Mon ikke den unge vejlensiske teenager, der fra 1981 satte sine første musikalske aftryk i Sort-Hvide Landskaber, med rette ville have været stolt af sig selv, havde han kunne rejse langt frem i tid og høre denne så stemningsfuldt fornemme musik fra egen voksne person?!

Fandt og købte denne cover-smukke maxisingle for et par år siden i Kreuzberg. På den ligger der en spartansk holdt extended version af hoved- og titelnummeret fra Marianne Faithfull’s brutale coming of age-plade Broken English (1979), hvor hendes så stofplagede og i perioder hjemløse 70’ere pludselig har sat sig mærkbart, både på et illusionsløst sangmateriale og en stemme, der kommer svært flosset og brugt, så evigt langt fra den popsangerinde af lys, der i 60’erne som Mick Jagger’s celebre kæreste var selve indbegrebet af den vægtløst ubekymrede Swinging London-tid. Så Broken English var som album en usminket overraskelse dengang, et mørkt omkostnings-efterskrift til en fjern fejltagelse af en fest, der her og for altid skulle kaste sin lange skygge over Marianne Faithfull’s nu så sørgmodigt ensomme musik…

Suede’s bassist Mat Osman skrev i går på Twitter yderst rosende om den nye solo-single med Supergrass-frontmanden Gaz Coombes, og på de kun ca. tyve ord fik han samtidig indirekte givet den mest præcise/undervældede Arctic Monkeys/The Car-anmeldelse af dem alle: ‘Pure cinematic gorgeousness. New Gaz Coombes is exactly what I thought the latest Arctic Monkeys was going to be from the reviews.’…

42 år siden torsdag at John Lennon blev skudt og dræbt af en sindsforstyrret fantype ved The Dakota Building overfor Central Park i New York City, hvor han på tiende år boede i selvvalgt eksil med sin familie. Ovenfor ‘Angel Baby’, en af Lennon’s selverklærede favoritsange, en doo wop-sjæler fra 1961 med Rosie and the Originals, som han selv gav et skud, da han med Phil Spector som producer indspillede sit Rock’n’Roll-album, der udkom i 1975, i første omgang dog uden hans fine Wall of Sound-version, der først i dette årtusinde blev tilføjet albummet i en udvidet udgave…

For to år siden mistede The Stranglers keyboard-virtuosen Dave Greenfield til covid-19, og i dag har bandet så måttet sige farvel til sin oprindelige trommeslager Jet Black, der er død efter mange år med svækket helbred. Black, der før sin musikkarriere havde en armada af isvogne, var med til at starte det knaldhårde band, som han spillede med til 2015. Herunder er de fire Guildford-venner sammen på Top of the Pops i 1978, hvor de giver Burt Bacharach/Hal David-klassikeren ‘Walk On By’ en overraskende vellykket tur gennem Stranglers-maskinen. The Stranglers har dette efterår – med bassist/sanger Jean Jacques Burnel som eneste oprindelige medlem – været på tour i Europa, hvor også Danmark er blevet besøgt.

Som der står på denne promo-single’s label herover: RELEASE DATE 7th December 1979. Ja, den dag udsendes singlen ‘London Calling’, kun en uge før albummet af samme navn. Videoen herunder skudt en regnfuld aften af DJ Don Letts på en pram ved Themsen – nærmere bestemt Cadogan Pier ved Albert Bridge – hvor kulden ifølge Clash-overlevering blev så gennemtrængende, at bandets crew efterfølgende i protest lod forstærkere og trommer forsvinde i flodens tidevand. Hvilken fantastisk single det stadig er så mange år efter…

Siden her plejer ofte at have et spotlight på The Pogues i december, men i år sker det tidligere end vanligt, fordi Shane MacGowan netop meldes hospitalsindlagt i Dublin. Ikke noget alvorligt, siges det, men hvad er ikke alvorligt for en mand med MacGowan’s skrøbelige helbred? Så med ønsker om snarlig bedring her en Pogues-sang fra bandets tidlige, anderledes Shane-formstærke dage, da man positivt tænkte det var sådan her De Gyldne Løver ville have lydt, hvis Sex Pistols havde besat dem i 1976…