Dagen i dag byder på en spændende dansk solodebut. Peter Wangel udkommer på Glorious Records med albummet Omfartsvej, der kan læses og høres både er arrangeret, akkompagneret, samt produceret af Nikolaj Nørlund. Her titelnummeret, som Peter Wangel selv introducerer således:

“Da jeg skrev ‘Omfartsvej’, tænkte jeg meget over, hvorfor fænomenet “at gå i hundene” oftere er noget, der sker for mænd end for kvinder. Jeg har læst et sted, at mænd oftere kan føle sig nytteløse og identitetsløse i livskriser, for eksempel når de mister arbejde eller bliver skilt. Og det har jeg selvfølgelig ikke kunne lade være med at spekulere over. Hvorfor er det sådan? Hvorfor er det oftere mænd, der saboterer deres liv og relationer i et mix af druk og smøger? Og kunne den skæbne også blive min? Hvad er det for faktorer, der spiller ind?”

Ti sange fra fire forskellige 1983-BBC-sessions, tre selvstændige a-singler og ligeså mange b-sider, nej, med det indhold burde The Smiths’ opsamling Hatful of Hollow fremstå som en ufokuseret rodebutik. Men for forunderlige The Smiths gælder ingen af rockmusikkens naturlove, så istedet er Hatful of Hollow den perfekte og velafbalancerede ambassadør for den tidlige version af Manchester-bandet’s musik og udtryk, som hverken debutalbummet fra tidligere samme år eller 1985-opfølgeren Meat Is Murder helt formåede at være. Hatful of Hollow udkom dags dato i 1984, en fremragende dag for datidens så sultne The Smiths-tilhængere, huskes det…

Neil Young bliver 75 i dag. Denne prægtige rundgang af en mægtig udladning om den menneskelige eksistens udgav han som knapt 50-årig på albummet Mirror Ball i august 1995…

Indspillet i Notting Hill i London, overdubbet i San Francisco. Nej, efter en helt perfekt punkdebut i 1977 var det ikke uden besvær for The Clash at komme videre i teksten med Give ‘Em Enough Rope, der udkom 10. november 1978. Joe Strummer og Mick Jones tog først til Kingston, Jamaica på et mislykket skriveophold. Siden blev den amerikanske producer Sandy Pearlman, især kendt for sin fuldfede rocklyd til Blue Öyster Cult-pladerne, hentet ind, og det slet ikke uden problemer. For hvor skulle The Clash, uden at miste sjælen, bevæge sig hen fra den så naturlige og frigørende punk, der allerede i 1978 var blevet en åbenlys stagnationsfælde? Svaret blev, efter mege meget slid og hårdt arbejde, en mere regelret rockmusik, der ikke besad debutens selvfølgelighed, men til gengæld kommunikerede (CBS-ønskeligt) bredere og med en langt større musikalsk dynamik. Det sidste skyldes ikke blot Pearlman’s talent for massiv radiolyd, men i den grad også tromme-es Topper Headon, der var kommet med siden debutalbummet. Hans overlegne spil fik nu The Clash til at lyde som et voksent og storspillende rockorkester, snarere end debutens staccaterede amfetaminband fra Garageland. Nyd denne udvikling her på albummets hæsblæsende åbningsnummer, der iøvrigt netop skildrer Strummer og Jones’ s dårlige oplevelse på Jamaica. Give ‘Em Enough Rope er i sin søgende sangskrivning ikke uden sine mangler og blindgyder, men nok det nødvendige – og helt igennem høreværige – springpunkt til anderledes mesterlige London Calling 13 måneder efter…

Havde Lou Reed klaret den og var blevet rockstjerne uden David Bowie og Mick Ronson’s enorme hjælp på Transformer, der udkom 8. november 1972, kun et halvt år efter hans ufokuserede og de facto uproducerede solodebut? Det var ialfald de to’s arrangementer, spil og produktion, der gav dette album det shine og den musikalske velfunderethed, der for første gang nogensinde iscenesatte og gjorde Lou Reed spiselig for et bredere publikum, det især via sangene ‘Walk On The Wild Side’, ‘Perfect Day’ og ‘Satellite of Love’. Med Transformer blev supertalentet Lou Reed endelig mainstream-kendt…

En sang fra Georgia om magtfuldkommenhed må i dag være på sin plads…

På den amerikanske valgaften debuterede Arcade Fire, der har holdt meget lav profil i længere tid, denne nye sang på Stephen Colbert’s TV-show…