Samme dag som Ramones’ tredje album ser Manchester’s elskelige punks Buzzcocks’ anden udgivelse lyset. Den mindeværdigt betitlede ‘Orgasm Addict’ indleder en lang række dødkorte, popklassiske og skarpe 7’ere i rasende tempo fra Pete Shelley’s fjerlette band. Det var sjovt at købe singler i de år…
I et udgivelsestempo der kun giver mindelser om egen speedduftende musik, udsender The Ramones 4. november 1977 Rocket to Russia, Forest Hills, Queens-bandets tredje album på kun halvandet år, og fuldender dermed hvad siden skal vise sig at være den perfekte trilogi i Ramonesisme. For siden er uskylden borte og Ramones-essensens friskhed slidt tynd. De tre første klassiske albums rundens iøvrigt fornemt af og sættes stærkt i fokus på det formidable livealbum It’s Alive, der indspilles nytårsaften 1977 i London.
I mørkets amerikanske time har Lana Del Rey lagt denne sang op.
Your Funeral… My Trial, et af Nick Cave & The Bad Seeds’ centrale albums. udkom 3. november 1986. Her det stykke magi som er pladens stemningsfortættede titelnummer…
Det er i dag det sker. Verden holder vejret i nervøsitet, mens USA har én chance til at komme tilbage på sporet af de normale værdier, forbundsrepublikken er bygget på…
Et lille stykke civiliseret ro midt i en turbulent og kaotisk verden? Så gerne…
Dengang Kent’s Hjerte & Smerte-EP udkom for 15 år siden hørte jeg den ikke kvart så meget som nu det sidste døgn, altså efter den fredag blev udsendt for første gang på vinyl. Var jeg kørt træt i Eskiltuna-melankolien dengang? Måske, for også albummet Du & Jag Döden, der var kommet tidligere i 2005, havde voldt problemer, som siden blev svære at forstå. For det er jo retteligt et af de lysende værker i Kent’s samlede oeuvre. Men EP’en, den dribler nu videre i samme høje luftlag. Sangene giver sig selv, Jocke er på toppen i sin tilværelsens udfordrende og mørke kamp. Får Sverige nogensinde et så fremragende nyt rockband igen?
December 1961: Sean Connery fotograferet på brosten med sin Porsche 356 ved hjemmet på Wavel Mews i Kilburn, Nordvestlondon.
Og de britiske cobblestones er der endnu. Således ser lokationen ud i dag…
Glæden ved at købe en ny Kent-udgivelse huskes, selvom det er blevet alt for længe siden sidst. Men fredag genopleves traditionen med fornøjelse, når Eskiltuna’s nu selvslukkede rockstjerner for første gang vinyludsender deres The Hjärta & Smärta-EP fra slut-oktober 2005. Dens fem numre blev dengang udsendt et halvt år efter Du & Jag Döden, og af mange hørt som en tilbagevenden til den mere bandorienterede sound, Kent havde kørt til og med Hagnesta Hill (1999). Den limiterede EP, der i dag nu mest ‘bare’ lyder af klassisk Kent, udsendes som 10’er på gennemsigtig vinyl med en otte-siders booklet. Her en af dens sange, der generøst fremviser alt det Kent er og var så gode til. Og jo, drengekoret på ‘Dom Som Försvann’ kommer fra skolen Adolf Fredriks Musikklasser i Stockholm…
Tak for melodramatisk magi og magisk melodrama, Maradona!
Et langt tidsstrækkende skud surrogat-Berlin, nu byen, stedet og tilstanden ligger sygdoms-underdrejet; Woods of Birnam’s ‘Du Bist Alles’ optrådte i mandags på TV i tredje hæsblæsende sæson af Weimar-eventyret Babylon Berlin. Men denne sang – her i opdateret 2020-version – bærer en glødende ro, den tumultariske tid, der skildres så medrivende i serien, helt mangler…
Noget ikke at se frem til? Snart har Stardust, en ny spillefilm om David Bowie, premiere. I filmen vil ikke en indgå så meget som én tone David Bowie-musik, da rettighedshaverne – mandens familie – har været mod hele projektet. Ovenikøbet er det lykkedes filmskaberne, at finde en hovedrollefigur (Johnny Flynn), som på ingen måde, hverken i tale, udseende eller udstråling, minder det mindste om ham, han er sat til at spille. Samstemmende med alt dette er filmens nyudsendte trailer naturligvis også en betragtelig katastrofe…
Det er 1980 og Psychedelic Furs fra London er i et forfærdeligt humør. Farverne er forsvundet, guitarerne skramler, nummeret banker stift afsted. Den perfekte voksenpunk-storm for sanger Richard Butler’s livsbekræftende livslede…
Det er 1980 og Psychedelic Furs fra London er i et forfærdeligt humør. Farverne er forsvundet, saxofonen klager, nummeret trækker sig apatisk afsted. Den perfekte slow motion-storm for sanger Richard Butler’s livsbekræftende livslede…
Langt fra RHCP’s hæslige jam-funk. Måske fordi bandets så anderledes solbeskinnede ballads/popsange netop kommer fra guitar-es John Frusciante. Hans nye solosingle lyder sådan her…