På dags dato i 1980 udsendte skotske Simple Minds sit kunstneriske coming of age-album Empires and Dance, en moderne elektronisk affære af hvirvlende indtryk, flydende landskaber, moderne lyd, politisk uro og en europæisk grundstemning, der skød bandet frem i forreste række af de postpunk-inspirerede bands, der omfavnede teknikkens nye muligheder til at skabe musik. Blot få år senere skulle Simple Minds ende som tonstung stadionspillende hån mod netop det vægtløse udtryk, de i disse frugtbare år balancerede så fornemt med, men på dette tidspunkt og tilmed New Gold Dream 81-82-83-84 (1982) kunne Simple Minds gå på vandet. Forleden genkøbte jeg på vinyl Empires and Dance i en gammel tysk Arista-presning, og fandt til stor lettelse, at albummet faktisk er langt stærkere og mere tidsradikalt end jeg husker det, positivt inspireret som det lyder af sin musikalsk fremmelige samtid, ikke mindst Bowie’s Lodger (1979), Roxy Music’s Manifesto (1978) og Eno/Talking Heads’ Fear of Music (1979). Her en 1980-optagelse fra spansk TV af åbningsnummeret og første-singlen ‘I Travel’. Lydkvaliteten på klippet lader meget tilbage at ønske, men unge Jim Kerr og det oprindelige band kompenserer så fint ved at brænde ekstra klart igennem…

Et andet TV-klip med ‘I Travel’. Klart mindre indlevet performance på dette playback, men her kan selve musikken til gengæld indtages uforstyrret…

Efter i perioden 1969-71 at have udsendt fire storfloppende albums, det på trods af at være et liveact som i England kan trække fulde huse, beslutter Mott The Hoople at ville gå i opløsning. Den intention kommer den unge voksende stjerne David Bowie for øre. Han er fan af Mott The Hoople og tilbyder bandet en hjælpende hånd i form af denne dengang uindspillede sang, han er villig til at lade Mott The Hoople benytte som springbrædt til at kunne gøre det, der endnu ikke er lykkedes dem: Få et hit i England.

Sanger Ian Hunter singer uden tøven ‘no thanks, not good enough’ til ‘Suffragette City’, som istedet – thank God! – bliver indspillet af Bowie og hans Spiders from Mars og i sidste øjeblik ender på Ziggy Stardust (1972) (iøvrigt istedet for Chuck Berry-kopiversionen ‘Round And Round’), et vigtigt og slående godt bytte for Bowie’s gennembrudsalbum. Men Ian Hunter ved, Mott The Hoople har brug for noget helt, helt specielt, skal det med bandets historie lykkedes at slå sig ind på den engelske hitliste: ‘I knew at that point that any single we put out would have to be a motherfucker’, siger Hunter. Ved et møde på Bowie-manager Tony DeFries’ kontor på Regent Street i London spiller den kommende Ziggy Stardust-superstjerne, siddende på gulvet med en guitar, istedet denne nye sang, han har skrevet specielt til Mott The Hoople…

‘I knew immediately that was it. I’d been waiting all my life to hear something like that’, fortæller Hunter. Mott The Hoople vil samtidig også gerne have en anden spritny sang de hører, men Bowie vil altså ikke give den her væk…

‘All The Young Dudes’ bliver indspillet i 1972 med Bowie som producer og korsanger. Versionen her ovenfor er en arbejdskopi fra studiet, hvor Bowie synger guide-leadvokal i vers, mens Ian Hunter tager omkvædet. 28. juli udsendes sangen som single på bandets nye pladeselskab CBS. ‘All The Young Dudes’ bliver det ønskede store hit i England – endda med sin outsider-samlende tekst et anthem for tidens eksploderende glam rock-ungdom – og åbner døren op for Mott The Hoople’s fortsatte eksistens, nu med langt større resonans. Sådan her høres den endelige version af samarbejdet i England, sensommeren 1972:

David Bowie selv performer ‘All The Young Dudes’ på Ziggy Stardust-touren og studieindspiller den i december 1972 i forbindelse med Aladdin Sane (1973), en version der dog først udsendes 23 år efter på opsamlingen Rarest One Bowie (1995). Mott The Hoople-versionen er og forbliver klart den centrale af de to.

Hurray For The Riff Raff er vistnok fra New Orleans, men deres nye single vil gerne have os til at tro hjembyen hedder New York City. For ‘Living In The City’ er i sangskrivning, melodik, street-toughness og fortællergreb så strictly Lou Reed, det synes umuligt denne sang kunne være blevet til uden hans kynisk-romantiske gang på jorden. Måske det er derfor vi har lyst til den her, på samme måde vi engang blev vilde med Mink DeVille’s ‘Spanish Stroll’. Lou Reed er indenfor rockmusik en genre i sig selv, så stærk var han…

Skal nok lade være med at bruge ord som ‘musikalsk kamæleon’, men måtte lige kigge igen to gange for at tjekke, det her rent faktisk er den nye single med Beck. ‘Up All Night’ deler titel med åbningsnummeret på det nye fremragende The War On Drugs-album, men så hører ligheden også op. Beck lægger på sin ‘Up All Night’ succesfuldt arm med mainstream-pop, og viser uforsætligt The Killers, hvordan man ruller disco uden at disco ruller en, den skæbne der tidligere denne sommer overgik Las Vegas-kvartetten via deres stort opstyltede ‘The Man’. Det her er langt bedre, som i langt mere ubesværet catchy…

Mott The Hoople er i dag ikke tilnærmelsesvis så velkendte som Sweet og Slade, der også kom fra England, gik med make up og højhælede støvler, havde pigehår og spillede heftig rockmusik. Synd egentlig, for Ian Hunter og hans band fra Herefordshire er i en anden og bedre klasse…

Det har været vanskeligt at forlige sig med flere af de singler The National har sendt afsted op til udgivelsen af Sleep Well Beast nu fredag. Måske det skyldes at The National bare er et uformående singleband, det med en introspektiv, forfinet musik, der ikke kan det der trick med at skulle stå råbende på en sæbekasse, gribe hele verden og løbe triumferende afsted med den på små fire minutter. Faktum er ialfald at de til nu hørte numre falder anderledes godt på plads og giver langt mere mening integreret i selve albummets helhed, der iøvrigt kommer med en for The National ny underspillet, elegant elektronisk puls. Men grundmelankolien, Matt Berninger’s fragmentariske betragtninger om tilværelse på rand af lysglimt og opløsning, skal naturligvis vare ved på fornemt sammensatte og generelt afdæmpede Sleep Well Beast. En uforpligtende dom? Vi er i kvalitet langt over seneste Trouble Will Find Me (2014), der desværre kom som en noget bleg parantes ovenpå mesterpladen High Violet (2010). Ja, umiddelbart lyder dette nye album som et af de mest spændende og musikalsk helstøbte i Cincinatti, Ohio-bandets fornemme historie, intet mindre. Her en håndfuld af de nye sange spillet live i Paris i slutningen af juni…

Nobody Else Will Be There – 6:07
Day I Die – 10:21
Walk It Back – 15:29
The System Only Dreams in Total Darkness – 21:40
Guilty Party – 26:18
Empire Line – 32:09
Carin at the Liquor Store – 38:11
Apartment Story – 42:13
Daughters of the Soho Riots – 46:05
Sleep Well Beast – 51:00
Fake Empire – 58:20
Terrible Love – 1:03:10
Turtleneck – 1:07:52

Husker du det, at købe en ny vinyl-7’er, komme hjem, sætte den på og finde ud af at b-siden er endnu bedre end hovednummeret?! The Gun Club’s ‘Fire Of Love’ var eneste single fra det Chris Stein-producerede mesterværk Miami (1982). Dens b-side ‘Walking With The Beast’ skulle senere optræde på The Las Vegas Story (1984), men det er denne tidlige og fuldblodssvingende version, formodentlig indspillet til Miami men fravalgt den endelige tracklist, som er en keeper…

PS – Alle Gun Club-lovers bør iøvrigt gøre sig selv en tjeneste og gå ind på heartbeats.dk, hvor Henrik Queitsch og Klaus Lynggaard i deres ugentlige to timers podcast tirsdag aften satte fuld spotlight på netop Jeffrey Lee Pierce og The Gun Club.

Mens sjælefrænderne i The War On Drugs karrieretopper med netop udsendte og så fornemt realiserede A Deeper Understanding, har Kurt Vile været i studiet at co-indspille et album med den australske indie-darling Courtney Barnett, der høstede overraskende stor opmærksomhed for et par sæsoner siden med sin debut. Resultatet Lotta Sea Lice udsendes til oktober, forvarslet af ‘Over Everything’, en vi-elsker-Pavement-single med tilhørende goofy video, der nærmest tigger os om ikke at blive taget seriøst…

På fredag udsender The National nyt album. PÅ billedet ses Sleep Well Beast i den almindelige udgave, der udsendes på hvid vinyl. Men en limited version i blå vinyl meldes også klar. Forleden købte jeg The War On Drugs’ nye på ‘Coke bottle clear’ vinyl, men den beskrivelse er noget vrøvl, for den karakteristiske Coca Cola-flaske har jo et grønligt skær. Hvilket giver mere mening i USA, hvor en ditto limiteret udgave i ‘coke bottle green’-vinyl er i omløb. Tidligere på sommeren udsendte Afghan Whigs deres nye i en limiteret hvid vinyl, Blondie gjorde samtidig helt det samme, Slowdive havde gang i en limiteret ‘silver vinyl’ på deres comeback-album, mens Cigarettes After Sex’ debut kom limiteret i ‘grey vinyl’. Hvorimod The Only Ones’ Peter Perrett – helt som den Alex Turner-støttede debutant Alexandra Saviour – først udsendte sit nye album på rød vinyl. Herhjemme udkom 2. oplag af Sort Sol’s Stor Langsom Stjerne på hvid vinyl ca. samtidig som Ulige Numre’s Carl Emil Petersen udsendte en limiteret solosingle på lyserød vinyl. Arcade Fire holdt sig konservativt til sort vinyl på deres ellers så undervældende Everything Now, som til gengæld kom i adskillige forskellige covers; et day-cover, et natligt cover og så et utal yderst limiterede versioner, hvor pladens titel stod i det udgivne lands eget sprog på day-coveret. Så allermest opsigtsvækkende er vel LCD Soundsystem, hvis comeback American Dream udkom i fredags og udelukkende kan købes i ét cover indeholdende klassisk sort vinyl. Når det engang så almindelige bliver det normafvigende. Når sort bliver det nye sort.