I travel

På dags dato i 1980 udsendte skotske Simple Minds sit kunstneriske coming of age-album Empires and Dance, en moderne elektronisk affære af hvirvlende indtryk, flydende landskaber, moderne lyd, politisk uro og en europæisk grundstemning, der skød bandet frem i forreste række af de postpunk-inspirerede bands, der omfavnede teknikkens nye muligheder til at skabe musik. Blot få år senere skulle Simple Minds ende som tonstung stadionspillende hån mod netop det vægtløse udtryk, de i disse frugtbare år balancerede så fornemt med, men på dette tidspunkt og tilmed New Gold Dream 81-82-83-84 (1982) kunne Simple Minds gå på vandet. Forleden genkøbte jeg på vinyl Empires and Dance i en gammel tysk Arista-presning, og fandt til stor lettelse, at albummet faktisk er langt stærkere og mere tidsradikalt end jeg husker det, positivt inspireret som det lyder af sin musikalsk fremmelige samtid, ikke mindst Bowie’s Lodger (1979), Roxy Music’s Manifesto (1978) og Eno/Talking Heads’ Fear of Music (1979). Her en 1980-optagelse fra spansk TV af åbningsnummeret og første-singlen ‘I Travel’. Lydkvaliteten på klippet lader meget tilbage at ønske, men unge Jim Kerr og det oprindelige band kompenserer så fint ved at brænde ekstra klart igennem…

Et andet TV-klip med ‘I Travel’. Klart mindre indlevet performance på dette playback, men her kan selve musikken til gengæld indtages uforstyrret…

7 tanker om "I travel"

  1. og så vil jeg da lige slå et slag for “5×5 live”- udgivelsen hvor de gamle numre fra de første 4-5 plader stråler. Han er ikke helt ueffen ham den nye bassist de har fået med. Eneste minus er den til tider lettere manierede Kerr der leger stadion-rock på de gamle sange. Det er ikke for kønt at lytte til, men han kan ikke styre sig ham Kerr på sine ældre dage…

  2. Var i Falconer Centret i forbindelse med New Gold Dream touren og det husker jeg som en magisk oplevelse. Jeg tror aldrig jeg har lyttet så meget til noget album som netop New Gold Dream. Derudover lyttede jeg ekstremt meget til Sister Feelings Call og Sons and Fascination. Efter New Gold Dream gik det helt, helt galt. Gætter på, at hhv. Kerr og Burchill knuste den kreativitet og virtuositet som hhv. Mc.Neill og bassist Derek Forbes bød ind med, og dermed grundlagde bandets vanvittige fald. Derudover er jeg lidt skeptisk over Mel Gaynor lidt for pompøse trommespil. Først i en særdeles moden alder – for få år siden – fik jeg genkøbt de første 4 plader – og havde næsten glemt hvor aldeles fremragende et band det var. Men som en vittig sjæl skrev (frit efter hukommelsen): “U2 ville lyde som Simple Minds, Simple MInds ville lyde som BIg Country”.

  3. Hvis Simple Minds havde været en cirkushest, havde jeg personligt gerne skudt den en nådesbringende kugle for panden allerede i 1985. Og tænk, hvilket anderledes godt ry bandet så havde haft i dag.

  4. Jeg var temmelig ung og min smag stadig præget af mainstream-radio, så jeg var helt oppe på Once Upon A Time-albummet og de singler der kom i den periode. Siden har jeg lyttet tilbage og anerkender, at Empires & Dance og Real To Real Cacophony er langt bedre albums.

    Nå, jeg ville egentlig fortælle, at jeg kun har hørt Simple Minds live en enkelt gang, nemlig til Tivolis tvivlsomme Fredagsrock for et par år siden, og det var en af de absolut ringeste koncerter jeg nogensinde har været til. Jeg havde håbet at kunne glemme alt om den, men desværre fik denne tråd de triste minder frem om et band, der fremstod og lød så patetisk, at det – hvis det havde været en cirkushest – var blevet aflivet for længst.

  5. Nu kan jeg sgu meget godt lide “don’t you forget about me”, men hvis man lige ser bort fra den, synes jeg deres bedste tid er slut-80’erne-midt 90’erne, hvor deres højdepunkt i min optik er “Belfast Child”. Kan dog sagtens høre genre-forskellen fra ovenstående, så det er jo en smagssag..:-)

Skriv et svar