Nu vi taler om at have flere eksemplarer af samme album – læs her! – skal The Clash’s debut naturligvis også anbefales. CBS/Epic Records i USA valgte i første 1977-omgang ikke at udsende The Clash i Nordamerika, da målgruppen blev vurderet for snæver til at sætte hele marketingmaskineriet igang. Derfor kunne pladen længe kun købes via europæisk import, hvilket næppe har været helt billigt for den årvågne pladekøber. Den brogede Sandy Pearlman-producerede to’er – Give ‘Em Enough Rope fra 1978 – var således det første The Clash-album, de almindelige amerikanske pladebutikker blev præsenteret for. Efter Strummer & co. i 1979 for første gang havde turneret USA fandt Epic-folkene dog, at en release af debutalbummet nok alligevel gav mening, Måske ikke mindst fordi importsalget i mellemtiden var nået op på efter sigende omkring 100.000 eksemplarer. Men hvad nu hvis man lavede lidt om på tracklist, så nogle af bandets i England selvstående singler kom med og på landkortet i den amerikanske bevidsthed?! Som sagt så gjort, hvilket 26. juli 1979 gav et helt andet, mere forskelligartet, men alt andet end dårligt album at lytte på. Her den spændende tracklist på den meget anderledes amerikanske version af The Clash:

Side A
Clash City Rockers (1978-single)
I’m So Bored With The U.S.A.
Remote Control
Complete Control (1977-single)
White Riot (1977-single-sireneversion)
White Man In Hammersmith Palais (1978-single)
London’s Burning
I Fought The Law (1979 EP-track/US-single)

Side B
Janie Jones
Career Opportunities
What’s My Name
Hate And War
Police And Thieves
Jail Guitar Doors (1978-single-b-side) 
Garageland

Væk i forhold til den engelske version af The Clash er således: Deny, Cheat, Protex Blue, 48 Hours og White Riot (album-version).

Vi har en prominent fødselsdag i dag: The Clash’s debutalbum fylder 40. Har jeg nogensinde fortalt, den første sang jeg overhovedet kunne spille på en guitar var dets afslutningsang ‘Garageland’, nej?! En fremragende punkplade er det, The Clash, en af de allerbedste – hør den højt i aften!

The Only Band That Matters har længe været væk og borte, men som billedet herunder fra Camden Stables Market i Nordlondon viser, står trapperne fra coveret endnu, hvor bandet blev fotograferet udenfor The Clash’s da faste hovedkvarter og øverum Rehearsal Rehearsals..

Men her er The Clash alligevel i levende live, fra november 1977 på Belle Vue i Manchester, et frådende speedrace gennem debutalbummets ‘What’s My Name’ – hæng på!

Billedet herover af Ramones’ debutalbum – en af de bedste og mest konsekvente rocknrolludgivelser nogensende – er taget fra pladeentusiast-sitet Discogs. Det vi helt præcis ser er coveret af den britiske førsteudgave fra 1976, hvor RAMONES-bogstaverne foroven er blevet skåret lidt i toppen, i modsætning til hvordan albummet normalt ser ud. Selv havde jeg indtil i går kun mit amerikansk førstetryk fra way back af dette verdensløftende album, men da jeg i en second hand-pladebutik stødte på det britiske eksemplar i noget nær mint condition og ovenikøbet til en absolut god pris, måtte jeg simpelthen også eje det. Så jeg nu kan tage den version frem og se, mærke, opleve, høre, hvordan det helt konkret føltes da Ramones først udkom i England i 1976.

Samme mønster gør sig gældende for David Bowie’s Young Americans fra 1975, som jeg fandt i et amerikansk originaltryk, der  nu supplerer mit eget britiske ditto. Forskellen på de to? Det amerikanske cover er ikke blankt som det engelske, men nærmest af en rug, nubret papkvalitet, har ikke orange men såkaldt tan-farvet RCA-label, og indeholder tekstark. David Bowie opholdt sig i ’75 i USA, så det vil være dette tryk – fra RCA’s fabrik i Indianapolis, Indiana –  han selv først har modtaget. Sådan noget er stort at tænke på.

For ikke længe siden faldt jeg over et amerikansk førstepres af The Clash’s spraglede 3-dbl-album Sandinista!, som uden overvejelse og med stor glæde kom med hjem. De amerikanske vinylpres fra dengang lyder som oftest helt i top, og dette af Sandinista! er udsendt på CBS’ amerikanke underlabel Epic Records og har derfor helt anderledes labels end den europæiske version. The Clash  indspillede albummet over en periode i New York, så det giver god mening nu også at kunne høre Sandinista! præcis som den udkom derovre.

Andre her der kender til samme lykkebringende neurose?

The Telegraph skriver i en bibemærkning rockhistorien om…

Det profilerede side 2-åbningstrack på Siouxise and the Banshees’ genrestildannende postpunk-album The Scream, udsendt 13. november 1978…

Her kommer det kvindelige soloartistsvar på The Last Shadow Puppets’, uhm, hipsterloungeindiepop. 21-årige Alexandra Savior fra Portland, Oregon udsender fredag sit debutalbum Belladonna of Sadness, der er produceret/co-written af selveste TLSP-mainstar Alex Turner og TLSP-producer/trommeslager James Ford. Den forbindelse høres mere end bare lidt tydeligt på de til nu slupne forløbersingler, senest her ‘Mirage’ fra februar. ‘Miracle Aligner’, en af de to-tre bedste sange fra The Last Shadow Puppets’ iøvrigt undervældende toer, er iøvrigt skrevet af Savior og Turner, og var oprindelig tiltænkt hendes eget album, der fra på fredag må klare sig uden…

Et akavet popband, Future Islands, der udsender nyt album på fredag. Et par genert introverte, stillestående fyre, nærmest beskyttet af deres instrumenter, og så ham sangeren der showmæssigt alene skal og kan tage hele stikket hjem, når sangen han lever ud og dansetrinene ellers er til det. Den nye albumforløber ‘Ran’ lyder slet ikke så lidt i akkorder, opbygning og sound a la new wave-klassisk Orchestral Manoeuvres In The Dark, men sangeren her har jo unægteligt anderledes sjæl med tyngende ting på hjerte, og truer undervejs nærmest alvorligt med at bryde ud af ‘Ran’s lidt trygge retrorammer. Men han gør det aldrig…

Det bliver snart forår og savner vi så ikke igen hende her til at synge de lyse nordiske aftener tilpas mørkeblå?! Tre år siden I Never Learn‘s vanedannende sadness-ABBA-pop og intet nyt meldes på vej – come on, Lykke Li!

Amerikanske MGMT’s karriere som popstjerner styrtdykkede katastrofalt med udsendelen af duoens andet album Congratulations i 2010. En stor skam, for netop det album er MGMT’s svære men perfekt udførte balanceagt mellem perfekt popmusik og hysterisk eufori. Hør nu bare her på ‘Flash Delirium’, der på helt Associates-agtig vis tager den skæve hitlistearv op fra brødrene Mael’s bedste 70’er-sange med Sparks og sparker den ind i nutiden…

I januar udsendte de engelske shoegaze-stjerner Slowdive en overraskende vellykket comeback-single kaldet ‘Star Roving’. Og her kommer ‘Sugar For The Pill’, endnu et fint skåret nummer, med nyheden om bandets første nye album i 18 år, kaldet Slowdive. Her formodet cover og tracklist…

Slomo
Star Roving
Don’t Know Why
Sugar for the Pill
Everyone Knows
No Longer Making Times
Go Get It
Falling Ashes