I vinter, da Thåström var på tour oppe i Sverige, var det altid en glæde på hans preshow-playliste, når Soulsavers og Mark Lanegan dukkede op med ‘Revival’, det markante og vel stærkeste nummer fra deres fælles samarbejde, inden Depeche Mode’s Lothario-figur Dave Gahan istedet blev sanger for projektet. Mon ikke også den lindrende ‘Revival’ er blevet lagt mærke til i Stillwater, Oklahoma, hvor indiebandet Other Lives holder til; fra deres nye og femte album hermed ‘What’s It Gonna Take’…
Alle indlæg af Jens
Breve fra Vermilion Sands
Sæby’s moi Caprice udsender i dag sit syvende album. Vermilion Sands er såvidt vides opkaldt efter en sci-fi-novellesamling fra 1971 af J.G. Ballard og indeholder ni sange/numre, en mere introspektiv samling end Michael Møller og hans band normalt har trakteret med. Dette ikke negativt ment, tværtimod, for det er vel en gave i et mainstream-dyrkende popland som vores dog at have et band med så raffinerede og subtile virkemidler som netop disse rugende hjerters moi Caprice. Her en udsøgt smagsprøve fra dagens nye udgivelse, nummer to på side 1…
Hi hello, Clockworks!
Det var onsdag aften i et fyldt Amager Bio. Johnny Marr tændte oktober-guirlander med sin verdensklasse-guitar, som for en beundrende sal var selve lyset fra de gyldne The Smiths-år, da Manchester-esset begik og havde afsluttet sit fyldige livsværk inden han var fyldt 24. Men ligeså generøst melodisk og klangfuld hans guitar stadig lyder, ligeså tamt bliver det når Johnny synger dens mange gamle klassikere, alle gode intentioner tiltrods. Marr skal være undskyldt, for det skal ikke være nemt for nogen ikke-vokalist som ham at fylde sange ud, som oprindeligt blev båret af Morrissey’s enorme karisma og ditto stemme.
En langt mere naturligt født frontmand og et band, der helt anderledes spiller for i morgen, stod opvarmningen, det unge, skinny Dublin-band The Clockworks for, som at dømme efter publikumsrespons med sult, nerve og hooks spillede sig ind i hjerterne hos mange denne aften. The Clockworks har til nu lavet ét album, hvis svaghed og styrke synes det samme, nemlig et klart fællesskab med Fontaines DC i både virkemidler og tilgang. Men de gode numre synes mange og The Clockworks spillede denne onsdag med en nødvendighedens sult, Marr og hans iøvrigt stensikkert spillende fodsoldater godt kunne ønske sig meget mere af. Så stærkt som herover lyder The Clockworks på debutalbummet Exit Strategy (2023), hvorimod nummeret lige herunder er efterårets nye single fra dem…
Vejen ind
Således så Jamie Reid’s såkaldte album-board ud til coveret på Sex Pistols’ debutplade, deres eneste regulære album, der udkom 28. oktober 1977. Siden kom de skrigende, nu ikoniske farver på og en vinylplade indeni med 11 numre, hvis største dyd var konfrontationen med sin velfriserede samtid ovenpå en mur af opsætsig, larmende rocknroll. Jeg vidste med det samme dengang, at den opstand var en fribillet ind i musik til alle dem som mig, der hverken kunne spille eller synge. For reglerne blev nulstillet, herfra var det for en tid mere et spørgsmål om idéer/nødvendighed snarere end – som før – blot musikalsk teknik/kunnen. Måske derfor står tiden fra dette album og en fire-fem år frem som en af de mest blomstrende perioder i rockmusik overhovedet. Mængden af vildt forskellige udtryk og gale/små-geinale indfald fra nær og fjern var næsten ikke til at overskue. Never Mind the Bollocks blev en central fødselshjælper til den udvikling, da Sex Pistols som band var så berygtede/skandaliserede, at deres attitude-sprængfyldte musik nåede ud til nær og fjern. Og det skete altsammen via dette mageløse album, som var alt for meget og lige tilpas på en og samme tid.
Lana synger skaden sket
Lana Del Rey optrådte lørdag til Neil Young’s lille Harvest Moon-velgørenhedsfestival. Blandt et par håndfulde sange i et intimt set-up var en cover af Young’s klassiske ‘Needle And The Damage Done’…
Lou Reed sang livet
Det er i dag 12 år siden at Lou Reed døde. Kunne nogen andre i sang fortælle livet så ligefremt og usminket, så nøgternt som han, først med The Velvets, siden alene i et langt, broget soloridt? Hvis man fik nok af overfladiske banaliteter i rockmusik, al dens umodne candyfloss, der ikke ejer format til at tage sine lytteres intelligens alvorligt, så bragte Lou Reed ofte den sang som talte i øjenhøjde, det salt der kunne få dagen til at glide spiseligt ned. Her viser han de sjældne kvaliteter på ‘Sword Of Damocles’ fra Magic and Loss (1992). Lou Reed står savnet.
Amerikansk savn
Depression Cherry (2015) er bag sit specielle salon-røde fløjlscover en af favoritterne her fra Beach House-kataloget. Denne sangs tonesprog fortæller selvstændigt hvorfor, mens levende billeder fra den japanske 1966-film Emotion giver et meddigtende visuelt sidespor…
Australsk karisma
Havde helt glemt det her nu vistnok opløste Brisbane, Queensland-band med det håbløse navn. Goon Sax udsendte et par særegne indie-albums, hvis musik af egen fri vilje fortalte, at sangerens far er The Go-Betweens’ Robert Forster. Her Goon Sax’ måske bedste nummer i en session-optagelse, hvor bassisten kommer lidt skævt afsted, men derefter løfter det hele sig betragteligt. To yderst karismatiske sangere i modsætning til føromtalte The G-B’s, hvor Robert Forster på deres scener havde al den personlige karisma der undgik Grant McLennan…
De Eneste Fire
Holder meget af og har stor respekt for Simon Kvamm og Peter Sommer. Her er de sammen i skarp topform – med Arni og Morten – på Hugorms nye banger-single. Sikke et statement i triumferende mol. Den der så sjældne befrielse, når en enkel sang kan indfange sin komplicerede samtid og KO’e dens pegerfingerløftende, livsdrænende alvor med ét euforisk håndkantslag, det kan den her for mig…
Mere end bare et navn
Kig op til højre på bagsiden af Soft Cell’s debutalbum Non-Stop Erotic Cabaret (1981). Nu Dave Ball, synth-duoens musikskaber, er gået bort, skyldes det næsten at fortælle, det var derfra et vist band fik sit navn. Så vigtige og indflydelsesrige var de.
In the end
Hvilken dejlig overraskelse med en ny Depeche Mode-sang i dag, endda en virkelig vital og stærk en. ‘In The End’ er en af de sange Martin Gore skrev sammen med Psychedelic Furs’ Richard Butler til Memento Mori – singlen ‘Ghosts Again’ kom også fra det frugtbare samarbejde – men som af uforståelige grunde ikke kom med på det endelige album. Så kan hele DM-world glædes over den nu istedet…
Dave Ball RIP!
Soft Cell’s Dave Ball meldes i dag pludselig død, 66 år gammel. Frygteligt trist for de mange af os der i 1981-83 levede gennem og med Leeds-synthduoens minimalistiske dog storslåede singler. Hans unikke og insisterende kitchen sink drama-musik – begået sammen med partner in crime Marc Almond – vil heldigvis leve videre. Her ankommer Ball i hvid blazer til natklubben Pink Flamingo, hvor Almond’s hjerte står til snart at blive knust. Frygteligt trist det hele.
Det er 1900 i aften
Det er lyd, billeder og stemninger som disse, de af os, der ikke kan være til stede i DR Koncerthuset’s Studie 2 i aften, går glip af. Svenske 1900 har til stor anmelderfanfare spillet audiovisuelle koncerter på scener som Dramaten i Stockholm og inden for den seneste uge tre aftener på Stora Teatern i Göteborg. Christian Gabel, som netop har udgivet nyt album sammen med Pelle Ossler, er ene arkitekt i 1900, der til nu har en historie bestående af fire longplayers med en vel i mangel af bedre ord semiklassisk musik, hvor det måske ikke er skudt helt ved siden af, at påpege et vist musikalsk slægtskab med amerikanske Beirut…
22. oktober 1976
Af samtlige nye engelske punkbands fra sommeren 1976 er det The Damned som vinder racet om at udkomme først på vinyl. Heldigvis for både sin egen og genrens historie er den første engelske punk-single – altså udsendt dags dato i 1976 – en markant genre-klassiker.
Den engelske musikforfatter Dave Thompson skrev i 1992 disse ord om The Damned’s første udgivelse: “‘New Rose’ is today rightly revered as one of the greatest songs to emerge from 1970s Britain. More than anything outside of the Pistols, ‘New Rose’ (and its flip, the relentless slaughter of the Beatles’ “Help”) brought a focus to the still burgeoning punk scene, finally lifting it out of the musical basket it had hitherto shared with the Stooges/Dolls/MC5 axis, and knocking the Feelgoods and Hot Rods-powered pub rock angle clean out of sight. This was no sub-metal snottiness, no high octane R&B revival. Rather, it was the absolute redefinition of all that rock’nroll held dear, a stunning return to basics which threw every last iota of expertise and experience to the winds. The band’s detractors thought they were smart when they called the Damned’s record “primitive.” They were way off the mark – the Damned’s fans saw it as primeval.”
The Teardrop Explodes
Julian Cope fra The Teardrop Explodes fylder år i dag. Sang han nogensinde en bedre og mere ligefrem popsang end ‘Treason’ fra debutalbummet Kilimanjaro (1980)? Her i den fransksprogede version ‘Traison’ tilsat nogle levende billeder, som ufrivilligt viser hvor slummet Liverpool var dengang…