Alle indlæg af Jens

Serge & Jane

Efter en grå novemberkold uge skulle solen bare lige kigge frem i dag med nogle få ekstra varmegrader, før Paris-stemmen Serge Gainsbourg lød som den helt rigtige artist terrible at sætte på pladespilleren. Her er han derfor med sin elskede Jane Birkin på en af de mange soundtrack-sange, han yndede at påtage sig. Og ja, er det ikke påfaldende som denne sang synes at bære det melodiske dna som italiensk/japanske Blonde Redhead er gjort af? Og det siger jeg ikke blot fordi New York City-bandet har lavet en cover af netop denne sang. Originalen her er dog markant bedre. Vi må have noget mere Serge Gainsbourg på siden her i den kommende tid, tænker jeg. Det her er ialfald en god start…

En pingvin, en ørred og en Ian McCulloch

Les og Will fra Bunnymen væk på ferie, så det er kun tromme-es Pete De Freitas og bandets ekstra livemedlem Jake Brockmann som står bag McCulloch på dette specielle Top of the Pops-playback af Ocean Rain-singlen ‘Seven Seas’ i 1984. Jo, og så er det Zoo Records-direktør/producer Bill Drummond, som får bølgerne foran scenen til at bevæge sig…

Shock Pop Vol. II

Vi havde fornøjelsen af den nye single ‘Living For The Night’ med københavnske Chopper her i februar. Nu er den opsigtsvækkende sang blevet inkluderet på EP’en Shock Pop Vol. II, der også har denne følgende og ligeledes storslåede ‘Moongirl’-single fra sidste år med blandt sine fem tracks…

Romance

Spritny single fra Fontaines DC, der forannoncerer albummet Romance til august…

Romance Tracklist:

1. Romance
2. Starburster
3. Here’s the Thing
4. Desire
5. In the Modern World
6. Bug
7. Motorcycle Boy
8. Sundowner
9. Horseness is the Whatness
10. Death Kink
11. Favourite

Doolittle did much

Hører dem sjældent i dag, og det er som om deres generelle betydning/status dengang er blevet glemt, men Boston’s Pixies var et navn man regnede med og som stak distinkt op på den alternative scene i slut-80’er/start-90’erne. I dag er det 35 år siden deres klassiske Doolittle blev udsendt; albummet hvor de flyvske eksperimenter fra debuten Surfer Rosa (1988) blev forankret og med ofte sødmefuldt larmende melodistumper i den surrelle galskab gjort mere spiselige for et lidt bredere publikum. I dag synes de ret færdige som kreativt interessant band. En tanke der uværgeligt melder sig: Var bassist Kim Deal mon nøglen til Pixies’ dengang store og sært bankende pophjerte?

King’s Cross

Noget med ulogiske associationer? Gik forbi den smuldrende københavnske ruin i dag, der var Børsen, og kom i tanke om denne sang, en af de vel fineste Pet Shop Boys lavede i deres første år. ‘King’s Cross’ der lukkede toeren Actually (1987) blev mod alle odds aldrig udsendt som single, men har alligevel – takket være instruktør Derek Jarman – en stærk billedeside, som nok vil ramme de fleste af os der har været på og omkring togstationen i Nordlondon. King’s Cross modtager passagertog med tilrejsende fra Nordøstengland, således altså også Newcastle, hvorfra Neil Tennant engang kom rejsende med sine drømme om et nyt liv…

Dana synger Moz

Den engelske sanger/skuespillerinde Dana Gillespie, der har sig en fjern fortid i start-70’erne omkring David Bowie/Mick Ronson (hun synger kor på Ziggy Stardust‘s ‘It Ain’t Easy’, og Hunky Dory’s ‘Andy Warhol’ blev oprindelig skrevet for hende) udsender ny single på fredag. Og på sin cover der af Morrissey’s seks år gamle ‘Spent The Day In Bed’ synes det umiddelbart lykkes Dana Gillespie at få betydeligt mere liv og spil ind i sangens jeg-holder-fridag-fra-det-hele-tekst end Morrissey formår på sin original…

Joey

23 år i dag siden Joey Ramone gik bort. Her er han med The Ramones i 1975 på en af de 11 demo-optagelser for Sire Records, der på lørdag til Record Store Day udsendes som et helt album. En stor sanger, Joey…