Fået hørt endnu et enkelt nummer nu, og jo, Pete Doherty kan på det nye Libertines-album stadig balancere et stykke traditionel Doherty-musik af ubestemmelig herkomst sikkert hjem som vel ingen andre fra sin generation…

Det var noget af et syn for et par uger siden på Bremen, hvor CPH DOX bød på dokumentar-film om Pete Doherty’s tumultariske år i 0’erne/10’erne, samt en optræden af instruktøren – som er Pete’s nuværende kæreste – og ham selv. For manden på scenen drak forsigtigt af en flaske danskvand, talte sammenhængende, var velklædt og havde taget nogle sunde kilo på i forhold til de mange narko-sæsoner, hvor han kun var skind, sår og ben. Ikke mange dengang havde vel egentlig troet han skulle stå distancen og stadig være her i dag. Og ikke nok med at han rent faktisk er det; i dag udsender hans gamle band The Libertines endda nyt album. Men tør man høre det? For hvordan transformeres det bands stærke benzin fra dengang af fandenivoldsk rastløshed, der er ungdommens helt egen, frem til nogle grandvoksne mænd, der har prøvet alt for meget af lidt af hvert? Har ikke haft mulighed for selv at høre albummet endnu, så vi kan tage en smagsprøve her. Peger tilfældigt ned på nummeret med den Suede’ske titel ‘Be Young’. Lad os se om det kan noget på Doherty-skalaen, eller om det kun er Carl Barat’s karriere-driftsikkerhed som er tilbage…

30 år i dag siden Nirvana’s forsanger døde. Gad vide hvordan det var gået ham og hans vilde musik, hvis ikke selvmordet var lykkedes. Det er som med Olof Palme-mordet og Twin Towers, at de fleste husker hvor de var og hvad de lavede den dag Kurt Cobain døde. Love Shop var i Puk Studios ovre ved Randers da det skete. Hvad lavede vi? Vi drak tæt om aftenen og langt ud i natten. En anden ting jeg husker klart omkring Cobain, det er første gang jeg hørte ham og Nirvana. Deres andet album Nevermind (1991) skulle snart udkomme og nogle anmeldelser i engelske musikmagasiner talte begejstret om et sjældent stort melodisk talent fra dette bredt ukendte undergrundsband, der netop var blevet signet til Geffen. Så en sen aften på MTV’s alternative 120 Minutes-program bekendtgjorde værterne, at de nu ville Europa-premiere bandets nye single ‘Smells Like Teen Spirit’. En voldsom oplevelse at høre – og se – dette nummer allerførste gang. Det tog Nirvana kun godt fire minutter at smadre hele den der frygtelige 80’er-rockscene med Poison, Motley Crue, Skid Row, Bon Jovi, Twisted Sister, lokale DAD, selv Guns’n’Roses. At Nirvana med deres enorme succes så lukkede døren op for hele grunge-bølgen, med alle dens for ofte ligeså usle bands, det kan være meget svært at forstå i dag. For der var jo en kæmpe forskel; de bands kom fra brun 70’er-jamrock, hvor Cobain kom fra punk, fra Pixies, og – som man kan høre på nummeret her – fra noget så skamløst poppet som Boston’s ‘More Than A Feeling’…

Havde et nummer her i forgårs fra El Magnifico, den nye plade med engelske Ed Harcourt. Har ikke selv fået lyttet hele albummet igennem endnu, men efter nu at have hørt følgende stykke musik igennem, hvis melodiske karakter er af unik kvalitet, glæder jeg mig virkelig til det. Som der blev skrevet meget slående i en kommentar omkring Harcourt-sangen forleden, kan dette så virkelig være albummet hvor beundringen af hans uomtvistelige – men også farligt rastløse – musikalske talent bliver afløst af decideret afhængighed?

Svært at leve i tanken med den alder rockmusik efterhånden når op på. Læser at det i dag er 50 år siden The Ramones spillede deres allerførste show. Det skete i Performance Studios, lige øst for Broadway på Manhattan. Selv så jeg Ramones tre gange, den første af dem var vel det man kalder en livsdefinerende oplevelse. Og det var endda hele seks år efter ovennævnte livedebut. Siden blev de en karikatur af det, som først havde stået så forfriskende enkelt og nyt. Men det behøver vi ikke at trække alt det bedste ned ved at tale om nu. Her The Ramones så sprøde som de lød i 1975, optaget en aften på deres ven Arturo Vega’s loft på Lower East Side, et helt igennem fantastisk band som de først kom og var og lød og bragede igennem fra New York City helt over til London, hvor deres betydning ikke kunne eller kan overvurderes…

Den engelske sanger, sangskriver og pianist Ed Harcourt har siden han først blev udråbt som kommende stjerne omkring årtusindeskiftets debut været begavet med en musikalitet i et overmål, der positivt har givet hans sange en næsten eksalteret aura af rastløse indfald og musikalske finter, som for at afværge den kedsomhed afsenderen tydeligvis pådrager sig ved at gøre det nemme, det forventede, det for banale. Hørt herfra står Harcourt’s 2013-album Back Into The Woods, ni sange indspillet solo i Abbey Road-studiet hovedsageligt kun med flygel og sang, som noget af et skjult mesterværk. I dag udsendes det nye album El Magnifico, som ifølge denne smagsprøve fortsætter med tilbygning til mandens så specielle og fine katalog…

PS – Sidst jeg så Harcourt på en scene var i Hamburg for et par år siden, hvor han var på tour som keyboardspiller for Cincinnati’s The Afghan Whigs. Der er mange måder at bijobbe på som eklektisk sydengelsk sangskriver.

Billy Mackenzie ville være blevet 67 i dag. Her er han med sin stemme af en anden Scott Walker-forædlet verden og som The Associates på et hollandsk TV-show i 1985. Samme år kunne han med sit band opleves på Roskilde Festival, iført samme beret og dansende på Grøn Scene som gjaldt det selve livet, hvad det formodentlig netop også gjorde for vores Billy…

Tokyo-trioen Hitsujibungaku (ifølge Google Translate: ‘Fårelitteratur’) har udsendt fire albums siden 2018. Her en helt ny single/video fra sidste års 12 Hugs (Like Butterflies). Et strømlinet og nærmest 90’er-enkelt nummer med et stykke virkelig cool guitararbejde henover udgør et skinnende sort pophit…