Alle indlæg af Pastoren

Uskyldig og godartet

20120309-065147.jpg

Der måtte komme en dag, hvor Sigmund Freud skulle citeres her på bloggen. Også musik er måske kunst.

Kunsten er næsten altid uskyldig og godartet. Den vil ikke kunne være noget andet end en illusion. Fraset et fåtal af personer, der er, hvad man kunne kalde besatte af kunst, løber den aldrig den risiko at angribe virkeligheden.

Omvendt i en sen alder?

Jens har været glad for The Smiths og Morrissey siden den tidlige ungdom (og her mener jeg Morrisseys tidlige ungdom). Ingen læser af denne blog kan have undgået at opdage dette igen og igen. Selv har jeg altid været mere forbeholden. På den ene side har jeg lige så længe haft en tendens til at tænke på The Smiths som et fremføringsmiddel for en særdeles selvoptaget mand fra Manchester med udtalt jamrevokal. Der var så mange andre af tidens bands, jeg satte mere pris på. På den anden side kunne jeg da godt høre, at The Smiths rent faktisk var rigtig talentfulde, og i årenes løb sneg der sig hele to albums ind i min samling, som jeg udsatte for en vis, begrænset aflytning.

Nu har jeg så efter lang tids overvejelser investeret i boxsættet fra Rhino Records (nej nej, ikke den dyre udgave), og jeg sidder faktisk her i dag og genopdager og genovervejer The Smiths og nogle sange, jeg jo egentlig kender nogenlunde godt fra andre folks pladesamlinger. Morrisseys soloværk er stadig ikke noget for mig i større omfang, og hans person endnu mindre – han er, som jeg tidligere har skrevet her, til tider alt, alt for meget. Selvoptagetheden lader til at have gjort Morrissey til en lunefuld pisseugle, og som i så mange andre solokarrierer har det manglende sam- og modspil fra det gamle band fjernet både inspiration udefra og en måske nødvendig dæmper på udfoldelserne. Men The Smiths kan jeg i dag faktisk sætte ordentligt pris på, og det især i den kontekst at der er tale om nogle unge fyres svar på en i virkeligheden snæversynet og konform periode i det britiske samfunds historie, nemlig årene under Maggie Thatcher. På denne måde er jeg vel blevet en af de sidste dages hellige.

Jo jo

Der var Talk Talk og Duran Duran, og engang var der herhjemme Repeat Repeat. Her er så Django Django, der ofte omtales som et London-band. Men oprindelig var de fra Edinburgh (den skotske vokal alene røber det). Deres nye album kom i januar i år og hedder… Django Django.

Hver uge udråber NME et britisk band til Dem Der Vil Frelse Verden , og den skæbne er nu også overgået Django Django. Jeg tror dog, der er mere i dem end som så. I deres tilgang til musikken, som vel er hvad man kan kalde quirky,  aner jeg et musikalsk slægtskab med The Beta Band og med Franz Ferdinand – og hov! det var jo også to bands fra nord for grænsen. Bevares, quirkiness er ikke en garant for noget som helst. Men heldigvis er sangskrivningen generelt på et godt niveau på debut’en, og det er dybest set dét, der tæller. Albummet kan man købe til få penge på Emusic.

Musikken i baggrunden

Et af de fænomener, jeg aldrig har forstået og formodentlig aldrig vil komme til at forstå, er politikeres brug af populære sange i deres kampagner. Især i USA har dette været udbredt, men det breder sig efterhånden også til andre lande (og som så ofte før har Storbritannien været første stop på rejsen over Atlanten, men det er en anden historie).  Ét er at kendte musikere aktivt støtter bestemte politikere i en valgkamp (det har bl.a. R.E.M. og Bruce Springsteen gjort), et andet er at sange bliver brugt i politisk øjemed. For ikke så længe siden skulle Venstre af med et sekscifret beløb i erstatning, fordi de uretmæssigt havde anvendt Laid Backs “Sunshine Reggae” i en kampagnevideo. Tim Stahl og John Guldberg brød sig ikke om at blive forbundet med Venstre.

Og nu har den amerikanske radiovært Rush Limbaugh også leveret et eksempel. Limbaugh er – skulle man ikke vide det – en ekstremt højreorienteret politisk kommentator, der i sine stærkt polemiske udsendelser bakker op om Tea Party-bevægelsen og det republikanske parti. Han er blevet kaldt den mest magtfulde person blandt Republikanerne takket være sit radioprogram, der i høj grad taler til de allerede omvendte. I forbindelse med en diskussion om offentlige tilskud til prævention på universiteter kaldte Rush Limbaugh direkte en studerende, Sandra Fluke, der havde udtalt sig til fordel for denne slags tilskud, for en luder. Og alt dette skete til tonerne af britiske (!) Peter Gabriels “Sledgehammer”.

Peter Gabriel har nu gjort noget så usædvanligt som at udsende en pressemeddelelse i den anledning. Heri står der:

Peter was appalled to learn that his music was linked to Rush Limbaugh’s extraordinary attack on Sandra Fluke. It is obvious from anyone that knows Peter’s work that he would never approve such a use. He has asked his representatives to make sure his music is withdrawn and especially from these unfair aggressive and ignorant comments.

Forhåbentlig skal vi aldrig opleve brug og misbrug af sange i dansk politik på et tilsvarende niveau. Kunne man forestille sig f.eks. “Det bedste til mig og mine venner” i en kampagne for Liberal Alliance? (Kender jeg Jens ret, er den slags heller ikke hans kop øl.)

Wrecking Ball

Først var jeg rigtig skuffet over Wrecking Ball, men jeg må indrømme, at jeg er kommet til at se på Bruce Springsteens dagsaktuelle album med en hel del mildere øjne efter nogle gennemlytninger. Og ja, jeg savner Clarence Clemons mere som del af lydbilledet end jeg vel havde regnet med. Produktionen er også lige lovlig fladtrykt og kedelig, når man mindes det ekspansive univers fra Springsteens storhedstid. Men indrømmet – alle med et så godt bagkatalog ender på et tidspunkt at slæbe rundt med forventningerne som en møllesten om halsen.

Der er tydelige reminiscenser af hans Seeger Sessions med irsk inspiration og en lille blæser på her og der, men også – og heldigvis – tydelige referencer til en mere sædvanlig Springsteen-lyd rundt omkring. Titelnummeret, “We Take Care Of Own”, “Land Of Hope Of Dreams” (det 12 år gamle nummer, hvor The Big Man er bevaret for eftertiden) og “You’ve Got It” er de numre, der især bider sig fast. Eneste regulære svipser er “Rocky Ground”, der tilmed er endt med et underligt R&B/reggae light-arrangement.

Wrecking Ball er selvfølgelig ikke en klassiker på linje med hvad Bruce Springsteen præsterede fra Born To Run til og med Nebraska, men det er rent faktisk et i mere end én forstand hæderligt album. Det trækker nemlig heller ikke ned, at en del af sangene igen tør være samfundskritiske, et sted mellem skuffelse og vrede. Hvis nogen amerikaner kan slippe af sted med at levere en bredside mod USA og hvad det står for og stadig beholde sin popularitet, er det vel netop Springsteen.

Dagen i dag

Dagen i dag, den femte marts 2012 er dagen, hvor Bruce Springsteen udsender et nyt album. Det skriver jeg om senere. Det er også dagen, hvor Henrik Hall kunne være blevet 64 år. Og det er dagen, hvor en anden af min helte, Peter Laugesen, kragen fra Brabrand, bliver 70 år.

What else can I say? Everyone is gay.

For et stykke tid siden skrev jeg om den triste homofobi i den engelske Premier League og i fodbold generelt. Jeg fremhævede rockmusikken som en slags forbillede.

Meget passende har The Guardian en artikel om netop dette emne. Men artiklen konstaterer samtidig, at den ånd, der har hersket i rock, pop mv. som ikke bare har været accepterende, men som også har ladet sig inspirere af LGBT-kulturen, ser ud til at være kraftigt på retur. Der er selvfølgelig åbne LGBT-musikere som f.eks. Antony Hegarty og Rufus Wainwright – og fra det, vi normalt ville kalde for rock er der kendte LGBT-personligheder som Michael Stipe, Bob Mould og Mark Eitzel, der alle dukkede op tilbage i 1980’erne. Og så var der selvfølgelig en vis Freddie Mercury og den i denne sammenhæng særdeles u-åbne Morrissey.

Men vi befinder os i dag i en noget mere prosaisk tid. De rigtig store rockstjerner er vel stort alle straight.

Engang, tilbage i 1960’erne havde mange af de store bands faktisk managere, der var bøsser. Mest kendt er vel Brian Epstein, manager for The Beatles. Men der var også bl.a. Kit Lambert (The Who) og Simon Napier-Bell (The Yardbirds og senere bl.a. Wham!). Ironisk nok var det på en tid, hvor det stadig ikke var tilladt at være bøsse i Storbritannien (det var aldrig forbudt at være lesbisk, for “almindelig moral” mente ikke, at det kunne lade sig gøre for to kvinder at have et forhold). Og i glamrockens tid var der masser af androgyne musikere. Også David Bowie og Lou Reed flirtede flittigt med et seksuelt tvetydigt image. Det seneste, lidt isolerede eksempel, som artiklen fremhæver, er Nirvana, der trodsede den tunge rocks klicheer og lod Kurt bære kjole og synge “Everyone is gay”. Men måske var dette i virkeligheden sidste udkald.

Hvorfor er det anderledes i dag? Der er mindst to mulige forklaringer. Den ene er, at homofobi er på fremmarch – den anden, modsatrettede, er at der ikke er nogen grund til at gøre opmærksom på sin seksuelle orientering længere, da forskelligheden er mere alment acceptere. Måske er begge sande?

Kindred

Den elektroniske undergenre dubstep har forlængst forladt undergrunden. Jens var meget begejstret for Burials album Untrue, og jeg blev efterhånden også glad for det. Sidste år kom der omsider igen nyt fra Burial, nemlig Street Halo-ep’en. Og nu er der endnu en ep tilgængelig, denne gang med titlen Kindred. Ovenfor kan man se (eller vel snarere høre) titelnummeret.

Af uransagelige grunde er den mest populære dubstep-musiker netop nu Skrillex (alias Sonny Moore, der har en baggrund som sanger og guitarist i “post-hardcore”-ensemblet From First To Last), men Skrillex’s udvendige, bastante og ret beset vulgære udgave af dubstep, der arver en del fra mandens rockbaggrund, siger mig slet intet. Jeg kommer til at tænke på Ung Rejs, når jeg hører Skrillex. Nej, så giv mig dog Burial (alias William Bevan) og hans spøgelsesagtige univers, hvor iturevne stemmer mødes med ambiente flader og beats, der på én og samme tid er distancerede og pågående. Dette er lyden af sene aftener, hvor man er på vej hjem fra en fest eller måske bare overarbejde – som B-menneske med “B” for Burial.

Uafhængigt

20120220-191602.jpg

I The Guardian kan man læse om den seneste succes for de uafhængige pladeselskaber, nemlig Adele, der udkommer på XL. Det er interessant, at det nu for alvor er pladeselskaber uden for “de fire stores” rækker, der markerer sig. Tænk også på, hvordan Jens og siden Love Shop først fandt ro, da de kom til A:Larm/Playground. Om der er optræk til en ny forretningsmodel for musikmarkedet er derimod uklart for mig, og uanset Adeles kvaliteter (for alt andet lige er hun en dygtig sangerinde) er der slet ikke klart, hvad “indie” egentlig er og om den slags overhovedet kan siges at være en genrebetegnelse (det synes jeg ikke selv det er).

Popmusikkens endeligt?

Center for Vild Analyse i dagbladet Information kaster sig i denne weekend over popmusikken og jagten på “autenticitet”. CVA skriver:

Måske er Michael Jacksons kastratsang ganske enkelt blevet normen, på den særlige måde at alle sangere i dag får ’skåret deres stemme til’ i lydstudiet, før pladen sendes på gaden. Vi bør følge denne pointe helt til dørs: Heller ikke visesangerens rene, naturlige røst overlevede (og vi har kun en fantasi om den tilbage).

…

Men hvordan i alverden kan man så bevare sangens uskyld? Kan vi komme tilbage til den rene, klare sang, som alle kan synge med på? Nej. Den vej er lukket. Alle forsøg på at komme bag om produktionsapparatet for at nå det ’ukrukkede’ og ’autentiske’ viser sig altid at være forfejlede.

Måske er det i virkeligheden det, der skal til – at benægte autenticiteten for alvor, for alvor at gå efter det bevidst iscenesatte og stolt indrømme, at det hele er iscenesat.

Meget mangler endnu at blive snittet i stykker i popmusikken, der stadig har en kedelig hang til evindelige gentagelser, et meget begrænset vokabular og en slesk besindelse på det kendte. Men alene den erkendelse, at en popstemme faktisk ikke ligger langt væk fra en klassisk kastratstemme kan føre vidt. Der er ikke noget naturligt over et pophit eller over en ’artist’, men det betyder også, at man kan gøre alt muligt. Det kan være angstfyldt at påtage sig det fulde ansvar for denne frihed, men måske er angst netop, hvad popmusikken har brug for, hvis den skal bevæge sig videre, mod sit endeligt og sin genfødsel.

The Bitterest Pill


The Jam – THE BITTEREST PILL (1982) by LostPirate77

Nogle gange får man pludselig en sang på hjernen uden at vide præcis hvorfor. I dag var den sang, jeg fik på hjernen denne, The Jams næstsidste single fra september 1982, et tidspunkt hvor denne blogs forfattere på hver sin måde var på vej mod noget nyt og anderledes. Det var Paul Weller også så småt. Og nej, sangen var ikke med på The Gift; det var dengang, der ikke bare fandtes B-sider, men også A-sider uden for albumkronologien. Those were the days.

Samtidig, i Liberia

Et af fodboldens allerstørste positive potentialer er, at denne sport samler det meste af verden. I søndags vandt Zambia Africa’s Cup over Elfenbenskysten, efter at Egypten hele tre gange i træk havde været afrikanske mestre. Med til denne historie hører endnu en af fodboldhistoriens tragiske legender: i 1993 omkom det meste af det zambiske landshold ved et flystyrt ud for Gabon. Og med til historien hører, at Zambia har været igennem økonomisk krise og politisk ustabilitet. Måske er dette mesterskab vejen frem for den forhenværende frontlinjestat.

Det sidste ord

Jeg vil godt anbefale Klaus Lynggaards artikel om Whitney Houston, der var i Information i den forgangne uge. Selv har jeg aldrig ejet musik med Whitney Houston, men Klaus Lynggaards værdsættelse af det, hun faktisk kunne, er tydelig i hans velskrevne mindeartikel (der også viser, at han var en mand, der blev rørt af en kvinde – den slags er vi ikke gode til at indrømme her på bloggen) og alene derfor er den værd at læse. Og lad det så være mit sidste ord herom.

Og nu med Google+

Nogle af os bruger Google Plus, der er Googles udgave af et socialt internetmedie. Sammen med “Synes om”-knappen til Facebook findes derfor nu også “+1”, som de af jer, der bruger Google Plus, kan bruge, hvis I synes om et indlæg her på bloggen.

48

Når jeg læser, at et menneske på min egen alder er gået bort, rører det altid ved noget i mig, uanset hvad. Whitney Houstons død er endnu et grelt eksempel på hvad misbrugsproblemer kan gøre ved én, der tilsyneladende var blevet skænket en masse talenter og muligheder. De smukkeste ord om os findes altid i nekrologerne.