Alle indlæg af Pastoren

Orion

Jeg vil faktisk godt rose Metallica lidt. Mange var efter dem i forbindelse med Lou Reed-samarbejdet (bl.a. denne blog), og det er ved at være længe siden, de har lavet et album, jeg brød mig om. Nu står de bag en todages-festival i USA til sommer, og programmet ser faktisk interessant ud. Ja ja, Metallica spiller der selv og opfører to af deres gamle, vellykkede albumudgivelser, sådan som mange andre bands, der er gået lidt i stå, ofte ender med at gøre. Så ved man da, hvad man får. Men så er der alle de andre, der også spiller. Der er klart fokus på rockgenren, men faktisk ikke så meget på metal. Se bare:

Arctic Monkeys, Avenged Sevenfold, Modest Mouse, The Gaslight Anthem, Cage The Elephant, Fucked Up, Best Coast, Hot Snakes, Titus Andronicus, Gary Clark Jr., Lucero, Roky Erickson, The Black Angels, The Sword, A Place to Bury Strangers og Liturgy.

 

Farvel til B-siden

Der var engang en plade. Den var lavet af vinyl, og den var rund og sort og havde et hul i midten. Pladen havde to sider. Den ene hed A-siden, og den anden hed B-siden. På en lp-plade var det ikke så vigtigt, hvad der var på A-siden og på B-siden, men det var det i allerhøjeste grad for en singleplade.

I New Statesman skriver George Eaton om B-sidens endeligt. Ikke mange tænker på, at velkendte sange som “How Soon Is Now? ” (The Smiths), “Into The Groove” (Madonna) eller “Maggie May” (Rod Stewart) oprindelig var B-sider. Til gengæld er vi mange, der husker B-siderne som et fristed, hvor musikerne kunne lave noget uventet og spændende. B-sidens endeligt var fuldbyrdet, da det blev muligt at downloade enkeltnumre.

Som Eaton skriver:

For a young band, great B-sides were a declaration of superiority. In Oasis’s imperial phase, Noel Gallagher would produce B-sides – “Acquiesce”, “Rockin’ Chair”, “Half the World Away” – better than most bands’ A-sides (how he must wish he had saved some of them for the years of famine). Indeed, Oasis’s 1998 B-sides collection The Masterplan is rightly remembered as the last great album they made. Similarly, I return to B-sides compilations by Suede (Sci-Fi Lullabies), Nirvana (Incesticide) and the Manic Street Preachers (Lipstick Traces) at least as often as I do to their studio albums.

Jeg savner også B-siderne. Det ironiske er at cd’ens fremkomst skabte albums, der var alt, alt for lange – nogle af sangene kunne have fået en anden tilværelse som B-sider og måske være kommet bedre til deres ret.

Det største tabu

20120202-145337.jpg

Jens har skrevet en del her på det seneste, ikke om racisme i fodbold, men om anklager for racisme.

Et endnu mere ømtåleligt problem i fodbold – og det ikke kun i England – er homofobien. Denne blogs læsere vil formodentlig nemt kunne nævne en hel del musikere, der er bøsser, lesbiske, biseksuelle eller transkønnede og helt åbne om deres seksuelle identitet. Men jeg tvivler stærkt på, at nogen her kan nævne bare én fodboldspiller på eliteplan, der er åben bøsse (ud over den svenske spiller Anton Hysen, hvis far i øvrigt spillede for Liverpool). Statistisk set må der være nogen af dem. Nogle af denne blogs læsere kan sikkert slå forstanden fra og komme med en stenalderbemærknng her eller gentage et automatforsvar for tingenes tilstand.

Men lad hellere være med det. Den ugandiske fodboldskribent Musa Okwonga har et interessant og samtidig forstemmende indlæg i The Independent om den homofobi, man ikke engang tør tale om, endsige konfrontere. Den kroniske frygt for at være den første fodboldspiller til at springe ud som bøsse stammer formodentlig for en frygt for at blive udstødt og hånet ned i helvede af “fans”; den triste historie om Justin Fashanu, der ikke bare var sort men også åben bøsse og endte med at begå selvmord, skræmmer.

Kampen for accept skal føres af alle, også os, der er almindelige kedelige heteroer, og den varer desværre et godt stykke mere end 2 gange 45 minutter plus tillægstid.

Sharon Van Etten

Det var først her i efteråret, jeg blev opmærksom på den amerikanske sanger/sangskriver Sharon Van Etten, og det kun takket være Bon Iver, der til koncerter har spillet hendes “Love More”. Nummeret ovenfor er et andet af højdepunkterne på hendes seneste album Epic, der udkom i 2010 (og kan købes som download på EMusic til en billig penge).

Men på tirsdag kommer så opfølgeren, der hedder Tramp og er produceret af Aaron Dessner fra The National. Også Zach Condon fra Beirut og Matt Barrick fra selveste The Walkmen dukker op på det nye album, der i øvrigt der er Sharon Van Ettens debut på pladeselskabet Jagjaguwar, hvor ingen ringere Okkervil River udkommer. Jeg glæder mig, og ikke uden grund. Albummet kan allerede nu høres i streamet udgave på http://prettymuchamazing.com/reviews/albumreviews/tramp.

En ulden omgang?

– Jamen, jeg kan da godt forstå, at så mange mænd godt kan lide hende, sådan som hun ser ud. Mere er der da ikke i det. Næ, giv mig Arcade Fire, tak.

Sådan sagde Pastorinden 30 sekunder inde i “Video Games”. Og hermed opsummerer hun vel den diskussion, der bølger frem og tilbage om Elizabeth Grant, bedre kendt som Lana del Rey (der på spansk betyder “kongens uld”). Også dagbladet Information er med nu med en tosiders artikel, hvoraf den ene udgøres af ovenstående billede.

Som nogle måske kan ane, er jeg skeptisk over for hele Lana del Rey-fænomenet. “Video Games” er da et solidt popnummer, der får på alle retro-tangenterne. Men Elizabeth Grants stylede retro-image komplet med et sæt læber, der får mig til at tænke på Erik & Anni og retro-navnet Lana del Rey fik min skepsis til at sætte ind. Så kom historierne om millionærfaderen, et  debut-album under eget navn, der blev trukket tilbage, den velkoordinerede promotion med viral markedsføring af “Video Games” på YouTube, den pludseligt opståede pladekontrakt, samarbejdet med Robbie Williams’ faste sangskriver om debutalbummet… Det er da ikke særlig autentisk, endsige “alternativt”. Stakkels de talente solister og grupper, der knokler i årevis med egne sange i et snoldet øvelokale og spiller på små scener. Lana del Rey er så u-autentisk, som det kan være. Og alle dem, jeg kender, som er fornuftige mennesker med en vis kredibilitet, er hoppet på den. Det er så u-autentisk, som det kan blive.

Næ, se bare Arcade Fire eller The Walkmen eller The National eller Elbow! De er autentiske. De skriver deres egne sange, spiller instrumenterne (der i væsentligt omfang er guitar, bas og trommer) selv og deres udtryk er baseret i en velkendt rocktradition. Og de har spillet en masse koncerter, inden de blev berømte, og de startede på et lille pladeselskab. Jeg holder meget af Arcade Fire og The Walkmen og The National og Elbow. Men så alligevel: Skal det være autentisk for at rumme kvalitet? Egentlig ikke. Det vigtigste er, at musikken rummer kvaliteter.

Måske kan min skepsis i virkeligheden opsummeres i at Lana del Rey slog igennem på at hævde at være autentisk for derigennem at appellere til et segment, der har den slags som ideal. Robbie Williams har aldrig hævdet at være autentisk og er helt utilsløret mainstream. Der findes faktisk Robbie Williams-numre, jeg godt kan lide. Og derfor kan jeg alt i alt egentlig bedre lide Robbie Williams.

Voyageur

Det var Jens, der i sin tid gjorde mig opmærksom på den canadiske sangerinde/sangskriver Kathleen Edwards med hendes debutalbum Failer.

Det var Pastorinden, der i sin tid sagde, at Kathleen Edwards’ vokal mindede hende om Heather Nova, og det er nok ikke helt forkert. Men i så fald er det en lidt mere rustik udgave. Det her er trods alt country eller snarere country-rock.

Og det er mig, der nu anbefaler hendes nye album (altså Kathleen Edwards’, ikke Pastorindens), Der er gået nogle år siden vi sidste hørte fra Kathleen Edwards, men nu er der som sagt omsider en udgivelse, og den hedder Voyageur. Det er en rigtig skilsmisseplade (bare hør åbningsnummeret “Empty Threat”!), men som på andre vellykkede skilsmisseplader er det ikke vreden, men vemodet og nyorienteringen, der er i fokus. Medproducer på albummet er Justin Vernon (som enten er “ham fra Bon Iver” eller Bon Iver himself), og det kan man godt høre.

Ovenfor kan I se “Change The Sheets”, der i albumudgaven er mere præget af Justin Vernons produktion end liveudgaven fra David Letterman antyder.

Ungdommens lagune

En gribende lille film om at forlige sig med barndommen; den officielle musikvideo for nummeret “Montana” med Youth Lagoon, der – bestemt ikke overraskende, når man ser billederne – er fra USA. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Terrence Malicks The Tree Of Life, en film som jeg holder meget af. Koblingen til den solblegede lyd hos Youth Lagoon (her i samme musikalske familie som f.eks. Memory Tapes og Washed Out) er også rigtig vellykket.

Det må være her ?!

Pastorinden og jeg fik omsider set This Must Be The Place, der var en af de nominerede film fra den seneste Cannes-festival. Instruktøren er italienske Paolo Sorrentino, men ellers er filmen amerikansk og irsk. Sean Penn er den tidligere rockmusiker Cheyenne, der i sin gammelkonethed og sit frisurevalg minder om en blanding af Robert Smith og Ozzy Osbourne. Sammen med sin entusiaske kone, der er brandmand, bor han på et gods lige uden for Dublin, hvor han trisser rundt og snakker med de lokale eller spiller pelota i et udtørret svømmebassin. Da Cheyenne en dag får en opringning om at hans far, som han ikke har talt med i 30 år, er død i New York, ændrer det hans liv. Han må konfrontere sig med sit dårlige forhold til faderen, der overlevede Auschwitz, og opsøge den tyske lejrvagt, der ydmygede ham i sin tid.

Det lyder måske som en tragikomisk udgave af Spinal Tap, men This Must Be The Place er faktisk en både morsom og alvorlig film, der ikke udleverer sine excentriske personer, men giver dem lov til at udvikle sig – og den er værd at se. Sean Penn leverer en god hovedrollepræstation (det gør han nu tit), men dette er også i høj grad en film, der bliver båret hjem af de usædvanligt velgennemtænkte billedkompositioner og alle birollepræstationerne, hvor man møder notabiliteter som Judd Hirsch og Harry Dean Stanton – og også en irsk pige ved navn Eve Hewson; hendes far er forresten sangeren Paul Hewson, som nogle her måske kender. Ja, filmen er opkaldt efter Talking Heads-nummeret fra Speaking In Tongues. Sangen dukker op i en del forskellige udgaver undervejs, bl.a. fremført live af den nu helt hvidhårende David Byrne, der spiller sig selv. Derudover kan man høre numre af Gavin Friday og Will Oldham.

Fire et halvt år senere

For nu længe siden, den 2. juni 2007, skrev jeg et spontant indlæg efter den underlige og katastrofale Danmark-Sverige-kamp. Nu kan jeg læse at kampens uventede hovedperson, den nu 33-årige “fodboldtosse” Ronni N., er blevet idømt at skulle betale DBU en erstatning på 1,87 millioner kroner – plus 20 dages fængsel.

Konsekvenserne var store for DBU, det indrømmer jeg – DBU skulle betale 281.000 i bod til UEFA, Danmark kom ikke til EM i 2008 (herved mistede DBU potentielle indtægter), og en efterfølgende landskamp måtte flyttes til Aarhus (det var bestemt heller ikke billigt). Men måske er jeg en pladderhumanist, for jeg synes faktisk, denne sag er kørt for langt ud. DBU får formodentlig aldrig deres penge, og en mand med kone og børn må gå fra hus og hjem. Er der så nogen, der har vundet?

Den tredje

Jeg opdager det først nu – og det er egentlig lidt pinligt. Men Gui Boratto fra Brasilien har lavet endnu et melodisk elektronisk album, denne gang bare med titlen III; det udkom her i efteråret. Ovenfor næsten-titelnummeret “The Third”. Hvis man kunne lide f.eks. Trentemøllers tidlige singleudgivelser eller hvad der kommer på det tyske Kompakt-selskab (hvor Gui Boratto da også bliver udgivet), er dette lidt old school-udspil, der har mindelser om f.eks. Orbital, sagen.

Et band med ét medlem

Er Nine Inch Nails et band eller Trent Reznor? Er Eels et band eller Mark Oliver Everett? Er Washed Out et band eller Ernest Greene? Er Cat Power et band eller et kunstnernavn for Chan Marshall? Jeg ved det ikke.

Og jeg ved heller ikke, hvornår tendensen med at være en solist, der kalder sig et band-navn, opstod. Seneste énmands-orkester er Cold Specks, alias den 23-årige canadier Al Spx. Mon ikke også hun gemmer sig bag dét navn?

Der er nu i øvrigt ingen særlig grund til at hun skulle gemme sig (det er der heller ikke for de fire kunstnere, jeg nævnte ovenfor). Som den lille feature fra The Guardian ovenfor afslører, er hun en habil sangskriver allerede. Engang i år kommer hendes nye album, som bliver produceret af Rob Ellis, bedre kendt fra sit samarbejde med P.J. Harvey og Anna Calvi.

Interviewet afslører, at Al Spx var særdeles glad for Ryan Adams’ Heartbreaker, da hun var 14. Ikke nogen dårlig begyndelse. I øvrigt er det godt at se, at den stereotype idé (som stammer fra USA) om hvilken musik, mennesker med en bestemt etnisk baggrund bør spille, igen bliver udfordret.