Det var først her i efteråret, jeg blev opmærksom på den amerikanske sanger/sangskriver Sharon Van Etten, og det kun takket være Bon Iver, der til koncerter har spillet hendes “Love More”. Nummeret ovenfor er et andet af højdepunkterne på hendes seneste album Epic, der udkom i 2010 (og kan købes som download på EMusic til en billig penge).

Men på tirsdag kommer så opfølgeren, der hedder Tramp og er produceret af Aaron Dessner fra The National. Også Zach Condon fra Beirut og Matt Barrick fra selveste The Walkmen dukker op på det nye album, der i øvrigt der er Sharon Van Ettens debut på pladeselskabet Jagjaguwar, hvor ingen ringere Okkervil River udkommer. Jeg glæder mig, og ikke uden grund. Albummet kan allerede nu høres i streamet udgave på http://prettymuchamazing.com/reviews/albumreviews/tramp.

– Jamen, jeg kan da godt forstå, at så mange mænd godt kan lide hende, sådan som hun ser ud. Mere er der da ikke i det. Næ, giv mig Arcade Fire, tak.

Sådan sagde Pastorinden 30 sekunder inde i “Video Games”. Og hermed opsummerer hun vel den diskussion, der bølger frem og tilbage om Elizabeth Grant, bedre kendt som Lana del Rey (der på spansk betyder “kongens uld”). Også dagbladet Information er med nu med en tosiders artikel, hvoraf den ene udgøres af ovenstående billede.

Som nogle måske kan ane, er jeg skeptisk over for hele Lana del Rey-fænomenet. “Video Games” er da et solidt popnummer, der får på alle retro-tangenterne. Men Elizabeth Grants stylede retro-image komplet med et sæt læber, der får mig til at tænke på Erik & Anni og retro-navnet Lana del Rey fik min skepsis til at sætte ind. Så kom historierne om millionærfaderen, et  debut-album under eget navn, der blev trukket tilbage, den velkoordinerede promotion med viral markedsføring af “Video Games” på YouTube, den pludseligt opståede pladekontrakt, samarbejdet med Robbie Williams’ faste sangskriver om debutalbummet… Det er da ikke særlig autentisk, endsige “alternativt”. Stakkels de talente solister og grupper, der knokler i årevis med egne sange i et snoldet øvelokale og spiller på små scener. Lana del Rey er så u-autentisk, som det kan være. Og alle dem, jeg kender, som er fornuftige mennesker med en vis kredibilitet, er hoppet på den. Det er så u-autentisk, som det kan blive.

Næ, se bare Arcade Fire eller The Walkmen eller The National eller Elbow! De er autentiske. De skriver deres egne sange, spiller instrumenterne (der i væsentligt omfang er guitar, bas og trommer) selv og deres udtryk er baseret i en velkendt rocktradition. Og de har spillet en masse koncerter, inden de blev berømte, og de startede på et lille pladeselskab. Jeg holder meget af Arcade Fire og The Walkmen og The National og Elbow. Men så alligevel: Skal det være autentisk for at rumme kvalitet? Egentlig ikke. Det vigtigste er, at musikken rummer kvaliteter.

Måske kan min skepsis i virkeligheden opsummeres i at Lana del Rey slog igennem på at hævde at være autentisk for derigennem at appellere til et segment, der har den slags som ideal. Robbie Williams har aldrig hævdet at være autentisk og er helt utilsløret mainstream. Der findes faktisk Robbie Williams-numre, jeg godt kan lide. Og derfor kan jeg alt i alt egentlig bedre lide Robbie Williams.

Er Nine Inch Nails et band eller Trent Reznor? Er Eels et band eller Mark Oliver Everett? Er Washed Out et band eller Ernest Greene? Er Cat Power et band eller et kunstnernavn for Chan Marshall? Jeg ved det ikke.

Og jeg ved heller ikke, hvornår tendensen med at være en solist, der kalder sig et band-navn, opstod. Seneste énmands-orkester er Cold Specks, alias den 23-årige canadier Al Spx. Mon ikke også hun gemmer sig bag dét navn?

Der er nu i øvrigt ingen særlig grund til at hun skulle gemme sig (det er der heller ikke for de fire kunstnere, jeg nævnte ovenfor). Som den lille feature fra The Guardian ovenfor afslører, er hun en habil sangskriver allerede. Engang i år kommer hendes nye album, som bliver produceret af Rob Ellis, bedre kendt fra sit samarbejde med P.J. Harvey og Anna Calvi.

Interviewet afslører, at Al Spx var særdeles glad for Ryan Adams’ Heartbreaker, da hun var 14. Ikke nogen dårlig begyndelse. I øvrigt er det godt at se, at den stereotype idé (som stammer fra USA) om hvilken musik, mennesker med en bestemt etnisk baggrund bør spille, igen bliver udfordret.