Tvangsudvisningerne af de 22 irakere i denne uge har sendt et tydeligt signal fra den danske regering til verdenssamfundet om, at Danmark ikke længere respekterer klokkeklare anbefalinger fra UNHCR. Folk, der er på flugt fra krig, konflikt og uro, kan ikke længere regne med at finde beskyttelse i Danmark. Det er dybt tragisk, at vi nu er kommet dertil, hvor de danske myndigheder sender folk tilbage til lande, hvor der næsten dagligt er voldsomme bombeangreb og overgreb mod civile. Det er en sort dag for Danmark.

Lige nu er der mennesker i Danmark, der nu skjuler irakiske asylansøgere, der står for at skulle tvangsudsendes til Irak. Disse mennesker bakker jensunmack.dk op om.

Her er en mini-dokumentar på syv minutter og syvogtyve sekunder om en trist mærkedag i dag, og slutningen gør et ekstra stort indtryk (det gør den i al fald på mig).

Her er manden selv (for en gangs skyld på guitar) med “(Looking For) The Heart Of Saturday Night”.

Det er eftermiddag i Los Angeles, men nat i Danmark og jeg kan læse mig til at politiet netop nu er ved at rydde Brorsons Kirke i København for de afviste irakiske asylansøgere. Mindelserne om de danske myndigheders behandling af tyske flygtninge i 1930’erne er alt, alt for tydelige.

Det er svært at overgå nyheden om Love Shops genkomst, så lad mig ikke forsøge. Dagens korte byvandring i middagssolen viste som så ofte før, at USA er et land hvor meget er stort: Lastbilerne er store, portionerne på restauranterne er store, butikkerne er store, husene er store, de overvægtige er store, forskellene mellem rige og fattige er store.

Også tabuerne er store herovre. Toilet er f.eks. et ekstremt uartigt ord; på billedet kan man se, hvad man i stedet skal sige. Der findes dog et endnu større fyord i visse kredse herovre; her i byen kan man for tiden se nedenstående plakat, som nogen har klistret op her og der. Der er næppe tale om en hyldest fra den stedlige, forsvindende lille venstrefløj.

Jeg har nok ikke mødt den typiske amerikaner, hvis en sådan ellers findes. I går sagde en amerikansk PhD-studerende f.eks. til mig at Danmark heldigvis var langt mere socialistisk end USA (han kender vist ikke Lars Løkke & Co., men det er da i al fald ikke ham, der satte plakaterne op), og om aftenen sad jeg sammen med svenskere, briter og andre på en café og lyttede til de amerikanske kolleger, der grinede højt og længe af Sarah Palins politiske ambitioner. På vej ud syntes vi ganske vist, gæsterne ved nabobordet skulede så underligt efter os.

Dagens indkøb? En pose småkager, et lamineret verdenskort (der er importeret fra Canada) og et genoptryk af en særdeles velskrevet bog om toposteori – et emne, der er skrevet alt for få sange om. Læser du dette, Jens?

Jeg var ikke til Skanderborg Festival, men jeg har en undskyldning. I denne uge har karrieren nemlig ført mig til det sted, som Jens besang i sin tid – nemlig Hollywood. Som så mange andre har jeg vel, hvad man kan kalde et had/kærlighedsforhold til USA. Landet er på en og samme tid fascinerende og sært frastødende. Jeg kunne godt skrive et langt, indigneret indlæg om fattigdom, racisme, imperialisme og uvidenhed – og alt hvad deraf følger. Det har jeg gjort så tit, og vi ved godt, hvor galt det er fat.

Men lad mig i stedet prøve at holde en positiv vinkel. Hvis man læser denne blog, vil man allerede vide at jeg holder meget af musik, film og litteratur fra USA. Derudover vil jeg fremhæve:

• Venlighed og åbenhed. I Amoeba Music, der er USAs største uafhængige cd/dvd/lp-butik købte jeg en ordentlig stak cd’er, og ekspedienten (der måske kunne ligne præsidentens nevø, hvis han havde en sådan) blev fascineret af kalkmaleri-tegningen i mit pas, som var legitimation for kreditkort-køb. Så jeg fik pludselig, helt uden beregning, en lærredsbærepose og nogle sjove klistermærker. (Hvad købte jeg hos Amoebea? Det fortæller jeg senere!)
• Diversitet. I paskontrollen var så godt som alle ansatte fra etniske minoriteter og flere af dem havde en del accent i deres engelsk. Se, det var aldrig gået i Krarup og Kjærsgaards Danmark.
• Spontaneitet. I Amoeba Music var der et dj-sæt med ene musik fra Detroit, og folk i butikken begyndte spontant at danse med!

I dag døde Svend Auken, en mand, der under hele den skammelige sag med de irakiske asylansøgere viste, at der også i 2009 kunne findes socialdemokrater med hjertet på rette sted. Jeg savner ham allerede. Æret være hans minde.

Her er et langt citat fra det sidste interview med ham (fra Dagbladet Information, 11. juli)

»Så tværtimod vil jeg sige at… Jeg ved jo ikke, hvornår det er slut, men altså det, som er det sørgelige, er ikke alt det, som jeg ikke opnåede. Det er det, som jeg stadig gerne vil nå. Altså hvis der ikke var denne her sygdom, så havde jeg været aktiv i mindst 10-15 år til. Min gode ven P. O. Enquist skrev til mig for nylig, at når folk på min alder bliver syge, så har de dog har haft et fuldt liv. Jeg svarede tilbage, at det var da meget godt med et fuldt liv, men der er sørme mange løse ender i et fuldt liv, ikke?

– Hvad består de løse ender så i?

»Det er for eksempel en demokratireform. Det er er noget, som vi virkelig trænger til. Mindretalsbeskyttelse, lov om offentlighed. Det hele. Tænk, at vi har vedtaget love om en eksamen i statsborgerskab for udlændinge for at forhindre mennesker, som arbejder og betaler skat i Danmark i at få stemmeret. Det svarer til raceadskillelsen i Sydstaterne i Amerika, hvor man ville holde negerne væk. Det kalder jeg en løs ende. Og så er der jo klimaet… Hvor ville jeg gerne have været med, ikke bare til topmødet i København, men også til implementeringen. Tænk at sidde i regering og igen at være med til at gøre Danmark nummer 1 på miljøområdet. At gøre os til det første CO2 neutrale land i verden, ikke?«

– Men er de løse ender kun politiske?

»Nej, det er fordi vi kun snakker om politik, nej der er masser af menneskelige løse ender. Masser af ting, som man har lært, som man gerne vil have skrevet ned og givet videre. Det, som er mærkeligt ved sygdom, er, hvor mange varme følelser, som det provokerer hos andre mennesker. Altså det er en meget stor oplevelse. Så der er meget, som man gerne vil sige tak for. Vi to har jo siddet og talt lidt halv negativt om Danmark, ikke, og det gør man jo tit i politik, men når det virkelig gælder, så er Danmark altså et fint sted at være.«

Dagbladet Information begynder nu en serie, hvor avisens skribenter fortæller om deres kærlighed til musik. Første bidrag kom i dag og er skrevet af Kristen Bjørnkjær, der fortæller om sin kærlighed til dansktop-musik. Blandt andet skriver han

Hvorfor kan jeg ikke ryste den af mig, den meget nostalgiske tilgang til musikken, som synes at blive mere udtalt med årene? Der har da været perioder senere med stor musik, nye hits. Jazzen og bølgen i halvfjerdserne. Gasolin, Beatles. Masser af ørehængere. Foretrækker alligevel den cd, hvor Kim Larsen synger sange fra ‘Glemmebogen’, PH’s I dit korte liv og Kiplings Mandalay. Ikke et øje tørt. Det samme med Bryan Ferry, når han graver dybt i den gamle sangskat på pladen ‘As time goes by’.

De bedste sange stiger frem blandt tusinder, som er indspillet, og som fortaber sig, bliver væk i den blå luft.

Hvor ofte har jeg ikke skoset en vis person for altid at skrive om Bruce og Bob og Joe og…? N-ordet og R-ordet bruger jeg efterhånden i flæng, når vi for femhundrede gang har læst en lovprisning af en af de pågældende herrer.

Det burde jeg ikke gøre. For som Bjørnkjær skriver et andet sted:

Min musiksmag blev grundlagt i den tidlige barndom, og jeg kan stadig græde, når jeg hører Keld og Hilda (det bedste fra dansktoppen) synge deresremake af Ved landsbyens gadekær, som fører mig direkte hjem til det sted, nostalgien udspringer af.

I ferien greb jeg selvfølgelig også mig selv i at vende tilbage til de gode gamle albums fra for 20-25 år siden i stedet for at lytte til nyt.

På engelsk taler man ofte om the formative years, de år, hvor vores personlighed for alvor skabes og mange af vore senere vaner og uvaner grundlægges. Vore første forelskelser og kærlighedsforhold møder vi i løbet af the formative years, og de vil derfor altid være noget særligt. Således også med den musikalske kærlighed og det, den afføder af lykkelige og ulykkelige oplevelser. For hver London Calling er der 400 gange Cut The Crap (metaforisk betragtet). Men omvendt: For hver gammel ven, man mister kontakten med, skal der komme der nye til for at inspirere og forny udsynet. Sådan bør det også være i musikkens verden.

Jeg glæder mig til at læse videre i Information i de kommende dage.